Viden skal deles

Anciennitetshensyn ved afskedigelser indenfor staten

Spørgsmålet om, hvorvidt der særskilt skal tages hensyn til medarbejdere med lang anciennitet, når der på grund af besparelser skal ske afskedigelser indenfor staten, har netop været behandlet ved faglig voldgift. Om det er staten, der på baggrund af funktionærens anciennitet bærer bevisbyrden for opsigelsens saglighed, var ligeledes et spørgsmål under sagen sagen.

Funktionæren var blevet ansat den 1. januar 1977 og nåede i kraft af en måneds yderligere forlængelse af opsigelsesvarslet at fejre 25 års jubilæum i forbindelse med sin fratræden.Funktionæren blev opsagt begrundet i besparelser samtidig med 3 andre medarbejdere på den pågældende institution. Institutionen havde i øvrigt løbende måttet tilpasse arbejdsstyrken. Det var ubestridt, at afskedigelsen af funktionæren skyldtes besparelse. Funktionærens faglige organisation anførte under sagen, at afskedigelsen ikke var sagligt begrundet, at den praksis, der har ført til aftalen mellem LO og DA om særlige hensyn til medarbejdere med mere end 25 års anciennitet, og som har bredt sig til øvrige dele af det private arbejdsmarked, også må gælde indenfor den offentlige forvaltning, og at der er tale om et generelt ansættelses- og beskyttelsesprincip, der indebærer, at det er arbejdsgiveren, der har bevisbyrden for, at afgørende hensyn har gjort det påkrævet at afskedige en medarbejder med så høj anciennitet og alder i stedet for en medarbejder med væsentligt lavere anciennitet og alder.

Det blev endvidere fremført, at anciennitets- og alderskriterierne er saglige kriterier, som må tillægges betydelig vægt uden, at en offentlig arbejdsgiver derved tilsidesætter forvaltningsretlige grundsætninger herunder, at skøn ikke må sættes under regel. Det blev endelig anført, at historikken i tilblivelsen af retsgrundlaget for beskyttelse mod usaglig opsigelse tilsagde, at vurderingen af saglighedsbegrebet og beskyttelsesprincippet var den samme på det statslige overenskomstdækkede område som på det private arbejdsmarked. Heroverfor blev det fra statens side fremført, at der ikke på det statslige overenskomstdækkede område gælder en særlig beskyttelse af medarbejdere med høj anciennitet og/eller alder, at afskedigelsesnævnets praksis ikke er udtryk for en generel standard, hverken på det private arbejdsmarked udenfor LO/DA området eller indenfor det offentlige, ogat staten er bundet af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om, at det frie skøn ikke må sættes under regel, hvilket også gælder i afskedigelsessager. Dette udelukker ikke, at alder og anciennitet er kriterier, som kan indgå i grundlaget for afgørelsen, men de indgår som elementer blandt flere i skønnet og begrænser ikke dette.

Opmanden lagde til grund, at der ikke var grundlag for, hverken aftalemæssigt, lovmæssigt eller efter retspraksis, at nå til, at den praksis, der gælder indenfor LO/DA’ aftaleområde gælder på det statslige overenskomstdækkede område. Tværtimod følger det af domstolenes og ombudsmandens praksis der er fulgt entydigt op i den forvaltningsretlige litteratur at en offentlig myndighed eller institution er forvaltningsretligt forpligtet til i en afskedigelsessituation at foretage en konkret individuel vurdering af medarbejdernes kvalifikationer med henblik på at vurdere, hvem der under de givne omstændigheder bedst kan undværes. Under hensyn til at ansættelsestryghed kan være med til at sikre den samlede set bedst kvalificerede arbejdskraft, kan ancienniteten indgå som et element i den samlede vurdering, men den kan som anført af staten ikke begrænse det saglige skøn. Der var herefter ikke grundlag for at fastslå, at udvælgelsen af funktionæren, som en af dem der skulle afskediges, ikke skete efter en saglig tilbundsgående vurdering af hver enkelt medarbejders kvalifikations- og uddannelsesmæssige forhold sammenholdt med de arbejdsopgaver, den fremtidige organisation skulle udføre. Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, ledelsen herved udøvede, og staten frifandtes derfor.

Lægges afgørelsens udfald til grund kan det tilsyneladende konstateres, at der for ældre medarbejdere med lang anciennitet består en dårligere beskyttelse mod usaglig afskedigelse inden for statens område, end det er tilfældet på det private arbejdsmarked.Sammenholdt med, at kendelsen synes ufuldstændig i forhold til det, der blev gjort gældende fra funktionærens side, må det være nærliggende at søge spørgsmålet prøvet på ny.Kendelsen blev afsagt den 24. oktober 2002, og funktionæren blev under sagen repræsenteret af Schebye Jacobsen.Ønsker du yderligere informationer, kan du kontakte advokat Ulla Jacobsen.