Viden skal deles

Værneting og lovvalg i forbindelse med aktieoptionsordninger

Når ansatte tildeles aktieoptioner som led i ansættelsesforholdet, sker det ofte, at optionerne ikke giver ret til at tegne eller købe aktier i det direkte arbejdsgiverselskab, men i et dermed koncernforbundet selskab for eksempel et i udlandet registreret moderselskab.I sådanne tilfælde opstår en række problemer i relation til spørgsmålet om værneting, lovvalg og et helt basalt spørgsmål om, hvorvidt kravet på opfyldelse af aftalen eller erstatning for misligholdelse af aftalen kan rejses overfor det i Danmark registrerede datterselskab (arbejdsgiverselskabet).

Der er nu afsagt 2 interessante afgørelser herom.Københavns Byret har i en kendelse af 17. september 2002 fastslået, at en funktionær, der som led i sit ansættelsesforhold i et dansk datterselskab havde fået tildelt aktieoptioner, der gav ret til at erhverve aktier i et norske moderselskab, kunne gøre et krav vedrørende afregning af vederlag for udnyttelsen af de tildelte optioner gældende overfor det danske datterselskab.Retten lagde i kendelsen til grund, at optionsordningen blev tilbudt som led i ansættelsesaftalen mellem funktionæren og det danske datterselskab.Det bemærkes, at kendelsen ikke er blevet kæret.

En lignede problemstilling har været behandlet i Vestre Landsret, hvor Schebye Jacobsen repræsenterede lønmodtageren.Funktionæren i denne sag var også ansat i et dansk aktielselskab. I forbindelse med ansættelsen blev der udstedt et ikke-underskrevet letter of intent, hvorefter det tilsigtedes, at funktionæren skulle have 5% af selskabets aktiekapital. Aftalen herom var ikke færdigforhandlet, men parterne var enige om, at forpligtelsen i princippet bestod, da aktierne i det danske selskab blev købt af det amerikanske selskab T. Det amerikanske selskab T tilbød herefter funktionæren en samlet lønpakke, hvori han udover den hidtidige månedsløn tillige blev tilbudt forskellige aktieoptioner, deltagelse i koncernens overskudspolitik samt bonus, der i kroner og øre nøjagtigt svarede til 5% af den købesum, som T tilbød for aktierne i det danske selskab.Betalingen af den pågældende bonus var opdelt i 2 portioner, og funktionæren modtog første halvdel af det danske selskab straks efter aktieovertagelsen.

Funktionæren fratrådte kort tid herefter, og da tidspunktet for udbetaling af anden halvdel opstod, nægtede såvel T som det danske selskab at betale ud fra forskellige materielle indsigelser, herunder at kravet i givet fald kun skulle rejses mod T. Funktionæren anlagde herefter sag mod det danske selskab med krav om betaling. Spørgsmålet om, hvorvidt det danske selskab var rette sagsøgte, blev herefter udskilt til særskilt behandling. En enig Vestre Landsret lagde i en mundtlig tilkendegivelse af 29. oktober 2002 til grund, at den bonus, der blev stillet funktionæren i udsigt i forbindelse med T’s overtagelse af aktierne i det danske selskab, måtte betragtes som et lønaccessorium, og når der er tale om et sådant, er udgangspunktet, at man kan holde sig til sin arbejdsgiver for dette krav, medmindre man som lønmodtager har accepteret noget andet. Der fandtes ikke holdepunkter for at antage, at funktionæren udtrykkeligt havde accepteret, at det var T, der skulle betale hans krav på bonus. Heller ikke de efterfølgende omstændigheder talte for, at F havde accepteret et debitorskifte. Det danske selskab ansås herefter for at være rette sagsøgte.Der afsiges kendelse i overensstemmelse med tilkendegivelsen den 14. januar 2003.

Ønsker du yderligere informationer, kan du rette henvendelse til advokat Ulla Jacobsen eller advokat Arvid Andersen.