Viden skal deles

Hvem bærer risikoen for lange ventetider hos speciallæger?

Det er et af de spørgsmål, Vestre Landsret i en ny dom har taget stilling til sammen med spørgsmålet om størrelsen af godtgørelsen efter funktionærlovens § 2 b i en situation, hvor lønmodtageren først opsiges på urimeligt grundlag og efterfølgende uberettiget bortvises.

Sagen vedrørte en funktionær, der gennem ca. 5 år var ansat i den samme virksomhed. I det sidste halve år af ansættelsesforholdet havde funktionæren følt sig dårligt behandlet på arbejdspladsen, og i den forbindelse haft forskellige konfrontationer med arbejdsgiveren. Dette førte den 9. april 2001 til, at funktionæren blev meddelt en advarsel som følge af arbejdsgiverens påstand om upassende adfærd.Umiddelbart herefter var funktionæren i kontakt med sin praktiserende læge og blev sygemeldt som følge af sin psykiske tilstand.Efter anmodning fra arbejdsgiveren udarbejde funktionærens læge den 19. april 2001 en varighedserklæring, der sygemeldte funktionæren 1 måned.Den 26. april 2001 blev funktionæren opsagt med henvisning til den tidligere meddelte advarsel.

Samtidig anmodede arbejdsgiveren funktionæren om at foreslå en specialist med henblik på udarbejdelse af en varighedserklæring.Funktionæren reagerede ikke i første omgang på denne henvendelse. Først efter en ny anmodning fra arbejdsgiveren, kontaktede funktionærens faglige organisation den 23. maj 2001 arbejdsgiveren telefonisk og meddelte, at det ville blive vanskeligt at få en tid hos en specialist inden den af arbejdsgiveren fastsatte frist.Der var herefter korrespondance mellem arbejdsgiveren og organisationen, hvor arbejdsgiveren fastholdt ønsket om en specialisterklæring indenfor nogle forholdsvis korte frister.

Den faglige organisation orienterede løbende arbejdsgiveren om, at funktionæren havde været i kontakt med forskellige specialister og ikke kunne få en tid før august 2001.Den 5. juni 2001 blev funktionæren bortvist grundet den manglende fremsendelse af den krævede specialisterklæring.Under den efterfølgende landsretssag - hvor Schebye Jacobsen repræsenterede lønmodtageren - lagde landsretten til grund, at funktionæren først efter 23. maj 2001 indså det berettigede i arbejdsgiverens krav, hvorfor funktionæren først fra dette tidspunkt forsøgte at få en aftale med en psykiater.Funktionæren forklarede, at hun havde ringet til 6 psykiatere i hendes kommune uden, at det hos disse var muligt at få en tid til konsultation før mere end 3 måneder senere.På baggrund heraf lagde landsretten til grund, at funktionæren havde udfoldet alle relevante bestræbelser på at få en aftale med en psykiater.Landsretten lagde videre til grund, at arbejdsgiveren både mundtligt og skriftligt var blevet underrettet om de lange ventetider, og at funktionæren fortsat arbejdede på at finde en tid hos en psykiater med kortere ventetid.

Funktionæren fandtes herefter at have fremkommet med en fyldestgørende begrundelse for ikke at have opfyldt arbejdsgiverens krav om en speciallægeerklæring inden den fastsatte frist.Landsretten bemærkede endvidere, at arbejdsgiverens krav om en specialisterklæring blev fremsat uden, at denne havde nærmere kendskab til funktionærens sygdom, eller hvorvidt hun var i behandling hos en speciallæge. Sammenholdt med forklaringen fra funktionærens læge fandt landsretten i det konkrete tilfælde ikke, at det var relevant af arbejdsgiveren at forlange varighedserklæringen udstedt af en specialist, og ikke funktionærens egen læge, som han var blevet tilbudt.

I modsætning til byretten fandt landsretten herefter den foretagne bortvisning uberettiget.Landsrettens bemærkning, om relevansen af arbejdsgiverens fastholdelse af kravet om specialisterklæringen, skal formentlig ses i lyset af formålet med funktionærlovens § 5, stk. 4.Bestemmelsen må anses at have til hensigt at sikre arbejdsgiveren så præcise angivelser om sygdommens varighed som muligt, hvilket i nogle sygdomstilfælde kan være vanskeligt for en almindelig praktiserende læge at udtale sig om. I den konkrete sag var en sådan specialistudtalelse imidlertid ikke nødvendig, idet funktionærens læge fuldt ud var i stand til at udtale sig herom. På baggrund heraf – sammenholdt med de løbende informationer til arbejdsgiveren om, at det ikke var muligt at få en tid hos en specialist – bragte arbejdsgiverens fastholdelse af kravet funktionæren i en umulig situation, der ikke blev modsvaret af en beskyttelsesværdig interesse hos arbejdsgiveren.Landsretten lagde endvidere til grund, at opsigelsen af funktionæren var urimelig, idet funktionæren var sygemeldt fra advarslen blev givet og til opsigelsen fandt sted. Funktionæren havde således ikke haft lejlighed til at rette op på de forhold, hun var blevet bebrejdet i den skriftlige advarsel.

Landsretten tilkendegav herefter, at da såvel opsigelsen som den uberettigede bortvisning gav grundlag for en godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b, skulle denne godtgørelse udmåles til lovens maksimum svarende til 3 måneders løn.Der er tale om den anden landsretsafgørelse, hvor en urimelig opsigelse, der efterfølges af en uberettiget bortvisning, udløser en godtgørelse svarende til det maksimale efter funktionærlovens § 2 b.

Ønsker du yderligere oplysninger om sagen, er du velkommen til at kontakte advokat Trine Binett Jørgensen.