Viden skal deles

Tilsidesættelse af overenskomstaftale med henvisning til EU-retten

En faglig voldgiftsret med et udvidet formandskab bestående af 3 højesteretsdommere tilsidesatte en hidtil fælles overenskomstforståelse med henvisning til, at denne var i strid med ligelønsloven.

Sagens omstændigheder

 

I en kollektiv overenskomst var det mellem parterne aftalt, at en gravid/barslende medarbejder i indtil 28 uger skulle oppebære samme ydelse som den i overenskomsten aftalte sygeløn. Denne sygeløn udgjorde medarbejderens sædvanlige løn på dagtur ved sygdommens indtræden – eller med andre ord lønnen uden tillæg for arbejde på ubekvemme tidspunkter.

 

Overenskomsten var i øvrigt en minimallønsoverenskomst, hvor det forudsattes, at medarbejderens løn ikke kun udgjorde den i overenskomsten aftalte minimalløn, men at der herudover blev ydet et personligt tillæg. Indenfor den branche overenskomsten dækkede var det almindeligt, at der for så vidt angår det personlige tillæg forhandledes 1 gang årligt, og at der forhandledes kollektivt således, at alle fik samme tillæg eller samme procentvise tillæg.

 

I overenskomsten var det for så vidt angår sygelønnen aftalt, at sygelønnen fulgte de overenskomstmæssige ændringer, og parterne var enige om, at udtrykket overenskomstmæssige ændringer ikke dækkede over forhandlede og aftalte ændringer i det personlige tillæg.

 

Overenskomstens parter havde således gennem længere tid administreret disse regler sådan, at medarbejdere, der var syge på tidspunktet for en regulering af den personlige del af sygelønnen, ikke fik denne regulering før ved genoptagelse af arbejdet efter sygdom. Formentlig havde reglen været administreret på samme måde for så vidt angår barsel og graviditet.

 

I forbindelse med lønforhandlinger på en af overenskomsten omfattet virksomhed fik samtlige af overenskomsten omfattede medarbejdere en forhøjelse af den personlige løn på kr. 500 pr. uge. Lønforhøjelsen havde virkning fra den 1. marts det pågældende år.

 

Den 1. marts var en kvindelig medarbejder på barsel, og havde været dette siden oktober året før. Den kvindelige medarbejder skulle genoptage sit arbejde den 18. april.

I første omgang udbetalte virksomheden også lønforhøjelsen til den barslende med virkning fra den 1. marts. Efterfølgende krævede virksomheden tilbagebetaling af pengene under henvisning til, at kvinden først var berettiget til reguleringen fra tidspunktet for genoptagelse af arbejdet efter barsel med henvisning til fortolkningen af sygelønsreglen.

 

Efter at have tilbagebetalt pengene rejste HK/Industri - nu HK/Privat - krav om udbetaling af lønforhøjelsen til den barslende fra den 1. marts. Forbundet – der var repræsenteret af Schebye Jacobsen - gjorde gældende, at den hidtidige fortolkning af bestemmelsen i overenskomsten vedrørende sygeløn for så vidt angår gravide og barslende var i strid med ligelønsdirektivet og ligelønsloven.

 

Voldgiftsrettens afgørelse

 

Forbundet fik ret i sin påstand, idet opmændene ikke fandt, at der i sagen var relevante forskelle i forhold den såkaldt Gillespie-sag (C-342/93), hvor EF-domstolen havde udtalt følgende:

 

"Ligelønsprincippet, som er opstillet i EØF-traktatens artikel 119 [nu artikel 114] og præciseret i direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, indebærer ikke en forpligtelse til forsat at give kvindelige arbejdstagere fuld løn under barselsorlov og opstiller heller ikke specifikke kriterier med henblik på fastsættelserne af størrelsen af den ydelse, der udbetales til dem i denne periode [bemærk at kendelsen ligger før det såkaldte graviditetsdirektivs ikrafttræden], med mindre den fastsættes på et sådant niveau, at formålet med barselsorloven bringes i fare. For så vidt som beregningen af disse ydelser bygger på den løn, den kvindelige arbejdstager har modtaget, før barselsorlovens begyndte, skal ydelserne imidlertid omfatte lønforhøjelser, der er sket mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter og slutningen af barselsorloven, fra det tidspunkt, hvor de trådte i kraft."

 

Opmændene tilsidesatte således arbejdsgiversidens synspunkter om det forpligtende i den hidtidige fælles forståelse af overenskomstens tekst samt synspunkter om passivitet.

 

Schebye Jacobsens bemærkninger

 

På baggrund af kendelsen må det med sikkerhed kunne siges, at kollektive overenskomster skal fortolkes EU-konformt og i overensstemmelse med præceptiv lovgivning. Selv klare overenskomstformuleringer vil således blive tilsidesat, såfremt de ikke er i overensstemmelse med EU-retten og de heraf afledede rettigheder for den enkelte.

 

Dette gælder også i de situationer, hvor lønmodtager- og arbejdsgiversiden gennem en årrække har været enige om en fælles forståelse af overenskomstens regler.Opmandskendelsen er afsagt den 2. oktober 2003.

 

Ønsker du yderligere oplysninger om sagen, kan du rette henvendelse til advokat Karen-Margrethe Schebye.

 

Afgørelsen kan rekvireres hos sekretær Gitte Eriksen.