Viden skal deles

Diskretionær afskedigelse af tjenestemand berettiget

Højesteret har i en ny dom taget stilling til, om en tjenestemandsansat kontorchef kunne afskediges diskretionært under henvisning til, at han ikke personligt havde accepteret de lønvilkår, som amtskommunen var indstillet på at yde ved nedrykning af ham til en lavere lønnet stilling.

Som led i afgørelsen herom tog Højesteret bl.a. stilling til spørgsmålet om fortolkning af tjenestemandsregulativets § 40 om udligningstillæg, der svarer til tjenestemandslovens § 55 sådan som denne bestemmelse var gældende forud for den pr. 1. januar 2004 gennemførte ændring bestemmelsen.

 

Sagens omstændigheder

 

Kontorchefen havde været ansat i amtet siden 1982 og fungeret som sekretariatsleder for sundhedsforvaltningen og som sekretær for amtsrådets sundhedsudvalg.

 

I 1998-99 opstod først nogle samarbejdsproblemer i forhold til andre ansatte i sekretariatet og derefter yderligere samarbejdsproblemer i forhold til medlemmerne af sundhedsudvalget, som førte til, at amtsforvaltningen vurderede, at kontorchefen var uegnet til fortsat at bestride sin stilling.

 

I anledning heraf opfordrede forvaltningen ham til frivilligt at lade sig omplacere til en konsulentstilling uden lederbeføjelser, som han i henhold til tjenestemandsregulativets § 12, stk. 1 (svarende til tjenestemandslovens § 12, stk. 1), ikke af amtet kunne pålægges at overtage.

 

Kontorchefen accepterede frivilligt denne løsning på problemet og frafaldt dermed beskyttelsen mod pålagt stillingsskifte. Herefter traf amtsrådets økonomiudvalg i august 2000 beslutning om gennemførelse af omplaceringen og om oprettelse af den omtalte konsulentstilling. I forbindelse hermed forudsatte udvalget bl.a., at årslønnen i konsulentstillingen, der i henhold til tjenestemandsregulativet skulle aftales med DJØF, efter en overgangsperiode på 18 måneder, hvor der blev ydet fuldt udligningstillæg, ville blive ca. 120.000 kr. lavere end kontorchefens hidtidige årsløn.

 

I november 2000 fik kontorchefen skriftlig meddelelse fra amtet om, at han skulle tiltræde konsulentstillingen pr. 1. januar 2001, hvad han derefter gjorde. Amtets brev indeholdt desuden oplysning om, at de af økonomiudvalget forudsatte lønvilkår ville blive genstand for forhandling med DJØF.

 

Denne forhandling fandt sted i slutningen af november 2000. Under denne forhandling protesterede DJØF med henvisning til tjenestemandsregulativets § 40 mod, at udligningstillægget som af økonomiudvalget forudsat skulle bortfalde efter 18 måneder. Med kontorchefens accept fremkom DJØF imidlertid under forhandlingen med et kompromisforslag, som ville indebære, at årslønnen i konsulentstillingen ville blive ca. 60.000 kr. lavere end kontorchefens hidtidige årsløn, og at der ikke blev ydet ham noget udligningstillæg.

 

Amtsforvaltningen indstillede derefter til økonomiudvalget, at udvalget accepterede dette kompromisforslag, men på et økonomiudvalgsmøde i begyndelsen af december 2000 forkastede udvalget indstillingen herom og besluttede at indlede afskedigelsessag mod kontorchefen. Kontorchefen blev senere afskediget med udgangen af maj 2001 på grund af uegnethed til fortsat at bestride kontorchefsstillingen.

 

Efter økonomiudvalgets beslutning om at indlede afskedigelsessag tilkendegav amtsdirektøren - på forespørgsel - overfor DJØF, at kontorchefen stadig kunne overgå til fortsat ansættelse som tjenestemand i konsulentstillingen, men kun på de af økonomiudvalget oprindeligt forudsatte lønvilkår.

 

Højesterets afgørelse

 

Den af Højesteret nu afgjorte retssag, anlagt af kontorchefen mod amtet med påstand om tilsidesættelse af afskedigelsen som ugyldig, førte til frifindelse af amtet.

 

Afgørelsen er af Højesteret baseret dels på kontorchefens undladelse af overfor amtet at reagere på amtets brev til ham i november 2000, dels på en fortolkning af tjenestemandsregulativets § 40.

 

Det omtalte brev indeholdt udover det tidligere anførte, en opfordring til kontorchefen om skriftligt at "bekræfte at stillingen tiltrædes som anført".

 

Selvom kontorchefen faktisk havde tiltrådt konsulentstillingen som bestemt af amtet og anført i brevet, var hverken kontorchefen selv eller DJØF på hans vegne på noget tidspunkt forud for afskedigelsen fremkommet med den af amtet ifølge brevet ønskede skriftlige bekræftelse.

 

På denne baggrund fandt Højesteret - som dermed har fortolket opfordringen som også omfattende de i brevet omtalte af økonomiudvalget forudsatte lønvilkår - at der ikke var indgået nogen aftale mellem kontorchefen og amtet om omplaceringen.

 

Højesteret fandt endvidere, at kontorchefen, selv om brevet efter sit indhold måtte kunne forstås således, at omplaceringen var endeligt på plads, under de omtalte omstændigheder var afskåret fra at påberåbe sig brevet som en bindende forvaltningsakt, når han ikke udtrykkeligt havde gjort en sådan forståelse af brevet gældende overfor amtet.

 

Højesteret fandt endelig, at det ikke ville have været usagligt at afskedige kontorchefen på grund af uegnethed frem for at gennemføre omplaceringen, og at tjenestemandsregulativets § 40 under disse omstændigheder ikke var til hinder for en aftale om omplacering på de af økonomiudvalget forudsatte lønvilkår. Højesteret tilsidesatte dermed et anbringende om, at afskedigelsen var motiveret af ulovlige hensyn (finansiel magtfordrejning).

 

Schebye Jacobsens bemærkninger

 

Det kan umiddelbart forekomme overraskende, at det af Højesteret er forudsat, at en aftale om en tjenestemands lønforhold i noget som helst tilfælde kan indgås direkte mellem tjenestemanden og vedkommende arbejdsgiver, og at en tjenestemands undladelse af at acceptere et af arbejdsgiveren overfor ham fremsat tilbud herom kan føre til afskedigelse af den pågældende.

 

Forklaringen herpå er imidlertid, at striden i dette tilfælde angik nedrykning af en i forvejen ansat tjenestemand og derfor reelt alene drejede sig om tjenestemandens ret til udligningstillæg ved nedrykningen i henhold til tjenestemandsregulativets § 40.

 

Havde der alene været tale om fastsættelse af lønvilkårene for en nyansat tjenestemand, ville en lignende situation næppe kunne være opstået. Men retten til udligningstillæg ved nedrykning er en personlig ret for en tjenestemand, som enhver tjenestemand naturligvis selv kan give afkald på ligesom på beskyttelsen i henhold til tjenestemandsregulativets regler mod stillingsændringer og pålagt stillingsskifte.

 

Det var for Højesteret ubestridt, at tjenestemanden, som fastslået af landsretten, på omplaceringstidspunktet kunne have være afskediget på grund af uegnethed til fortsat at bestride stillingen som kontorchef.  Højesterets afgørelse synes herefter at måtte forstås således, at tjenestemanden på denne baggrund måtte være stillet på samme måde som, hvis han var blevet afskediget og derefter af amtet var blevet tilbudt nyansættelse i konsulentstillingen uden ret til udligningstillæg. Hans undladelse af at efterkomme opfordringen i det omtalte brev fra amtet måtte derfor, som Højesteret fortolkede dette brev, anses som manglende accept af et tilbud om fortsat ansættelse som tjenestemand i konsulentstillingen på de af amtet ved beslutningen om omplaceringen forudsatte lønvilkår, herunder ydelse af udligningstillæg i 18 måneder.

 

Det er dog stadigt tankevækkende, at Højesteret - ved en fortolkning af amtets brev til tjenestemanden og en fortolkning af tjenestemandsregulativets § 40 i strid med den indtil 1. januar 2001 på baggrund af tjenestemandskommisionens betænkning af 1969 gældende praksis - er nået til samme resultat, som efter den 1. januar 2004 på statstjenestemandsområdet ville følge af den nu ændrede formulering af tjenestemandslovens § 55.

Højesterets dom er afsagt den 29. marts 2004, og Schebye Jacobsen repræsenterede under sagen kontorchefen.

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Bent Unmack Larsen

Dommen kan rekvireres ved henvendelse til Henriette Svankjær

Diskretionær afskedigelse af tjenestemand berettiget

Højesteret har i en ny dom taget stilling til, om en tjenestemandsansat kontorchef kunne afskediges diskretionært under henvisning til, at han ikke personligt havde accepteret de lønvilkår, som amtskommunen var indstillet på at yde ved nedrykning af ham til en lavere lønnet stilling.

Som led i afgørelsen herom tog Højesteret bl.a. stilling til spørgsmålet om fortolkning af tjenestemandsregulativets § 40 om udligningstillæg, der svarer til tjenestemandslovens § 55 sådan som denne bestemmelse var gældende forud for den pr. 1. januar 2004 gennemførte ændring bestemmelsen.

 

Sagens omstændigheder

 

Kontorchefen havde været ansat i amtet siden 1982 og fungeret som sekretariatsleder for sundhedsforvaltningen og som sekretær for amtsrådets sundhedsudvalg.

 

I 1998-99 opstod først nogle samarbejdsproblemer i forhold til andre ansatte i sekretariatet og derefter yderligere samarbejdsproblemer i forhold til medlemmerne af sundhedsudvalget, som førte til, at amtsforvaltningen vurderede, at kontorchefen var uegnet til fortsat at bestride sin stilling.

 

I anledning heraf opfordrede forvaltningen ham til frivilligt at lade sig omplacere til en konsulentstilling uden lederbeføjelser, som han i henhold til tjenestemandsregulativets § 12, stk. 1 (svarende til tjenestemandslovens § 12, stk. 1), ikke af amtet kunne pålægges at overtage.

 

Kontorchefen accepterede frivilligt denne løsning på problemet og frafaldt dermed beskyttelsen mod pålagt stillingsskifte. Herefter traf amtsrådets økonomiudvalg i august 2000 beslutning om gennemførelse af omplaceringen og om oprettelse af den omtalte konsulentstilling. I forbindelse hermed forudsatte udvalget bl.a., at årslønnen i konsulentstillingen, der i henhold til tjenestemandsregulativet skulle aftales med DJØF, efter en overgangsperiode på 18 måneder, hvor der blev ydet fuldt udligningstillæg, ville blive ca. 120.000 kr. lavere end kontorchefens hidtidige årsløn.

 

I november 2000 fik kontorchefen skriftlig meddelelse fra amtet om, at han skulle tiltræde konsulentstillingen pr. 1. januar 2001, hvad han derefter gjorde. Amtets brev indeholdt desuden oplysning om, at de af økonomiudvalget forudsatte lønvilkår ville blive genstand for forhandling med DJØF.

 

Denne forhandling fandt sted i slutningen af november 2000. Under denne forhandling protesterede DJØF med henvisning til tjenestemandsregulativets § 40 mod, at udligningstillægget som af økonomiudvalget forudsat skulle bortfalde efter 18 måneder. Med kontorchefens accept fremkom DJØF imidlertid under forhandlingen med et kompromisforslag, som ville indebære, at årslønnen i konsulentstillingen ville blive ca. 60.000 kr. lavere end kontorchefens hidtidige årsløn, og at der ikke blev ydet ham noget udligningstillæg.

 

Amtsforvaltningen indstillede derefter til økonomiudvalget, at udvalget accepterede dette kompromisforslag, men på et økonomiudvalgsmøde i begyndelsen af december 2000 forkastede udvalget indstillingen herom og besluttede at indlede afskedigelsessag mod kontorchefen. Kontorchefen blev senere afskediget med udgangen af maj 2001 på grund af uegnethed til fortsat at bestride kontorchefsstillingen.

 

Efter økonomiudvalgets beslutning om at indlede afskedigelsessag tilkendegav amtsdirektøren - på forespørgsel - overfor DJØF, at kontorchefen stadig kunne overgå til fortsat ansættelse som tjenestemand i konsulentstillingen, men kun på de af økonomiudvalget oprindeligt forudsatte lønvilkår.

 

Højesterets afgørelse

 

Den af Højesteret nu afgjorte retssag, anlagt af kontorchefen mod amtet med påstand om tilsidesættelse af afskedigelsen som ugyldig, førte til frifindelse af amtet.

 

Afgørelsen er af Højesteret baseret dels på kontorchefens undladelse af overfor amtet at reagere på amtets brev til ham i november 2000, dels på en fortolkning af tjenestemandsregulativets § 40.

 

Det omtalte brev indeholdt udover det tidligere anførte, en opfordring til kontorchefen om skriftligt at "bekræfte at stillingen tiltrædes som anført".

 

Selvom kontorchefen faktisk havde tiltrådt konsulentstillingen som bestemt af amtet og anført i brevet, var hverken kontorchefen selv eller DJØF på hans vegne på noget tidspunkt forud for afskedigelsen fremkommet med den af amtet ifølge brevet ønskede skriftlige bekræftelse.

 

På denne baggrund fandt Højesteret - som dermed har fortolket opfordringen som også omfattende de i brevet omtalte af økonomiudvalget forudsatte lønvilkår - at der ikke var indgået nogen aftale mellem kontorchefen og amtet om omplaceringen.

 

Højesteret fandt endvidere, at kontorchefen, selv om brevet efter sit indhold måtte kunne forstås således, at omplaceringen var endeligt på plads, under de omtalte omstændigheder var afskåret fra at påberåbe sig brevet som en bindende forvaltningsakt, når han ikke udtrykkeligt havde gjort en sådan forståelse af brevet gældende overfor amtet.

 

Højesteret fandt endelig, at det ikke ville have været usagligt at afskedige kontorchefen på grund af uegnethed frem for at gennemføre omplaceringen, og at tjenestemandsregulativets § 40 under disse omstændigheder ikke var til hinder for en aftale om omplacering på de af økonomiudvalget forudsatte lønvilkår. Højesteret tilsidesatte dermed et anbringende om, at afskedigelsen var motiveret af ulovlige hensyn (finansiel magtfordrejning).

 

Schebye Jacobsens bemærkninger

 

Det kan umiddelbart forekomme overraskende, at det af Højesteret er forudsat, at en aftale om en tjenestemands lønforhold i noget som helst tilfælde kan indgås direkte mellem tjenestemanden og vedkommende arbejdsgiver, og at en tjenestemands undladelse af at acceptere et af arbejdsgiveren overfor ham fremsat tilbud herom kan føre til afskedigelse af den pågældende.

 

Forklaringen herpå er imidlertid, at striden i dette tilfælde angik nedrykning af en i forvejen ansat tjenestemand og derfor reelt alene drejede sig om tjenestemandens ret til udligningstillæg ved nedrykningen i henhold til tjenestemandsregulativets § 40.

 

Havde der alene været tale om fastsættelse af lønvilkårene for en nyansat tjenestemand, ville en lignende situation næppe kunne være opstået. Men retten til udligningstillæg ved nedrykning er en personlig ret for en tjenestemand, som enhver tjenestemand naturligvis selv kan give afkald på ligesom på beskyttelsen i henhold til tjenestemandsregulativets regler mod stillingsændringer og pålagt stillingsskifte.

 

Det var for Højesteret ubestridt, at tjenestemanden, som fastslået af landsretten, på omplaceringstidspunktet kunne have være afskediget på grund af uegnethed til fortsat at bestride stillingen som kontorchef.  Højesterets afgørelse synes herefter at måtte forstås således, at tjenestemanden på denne baggrund måtte være stillet på samme måde som, hvis han var blevet afskediget og derefter af amtet var blevet tilbudt nyansættelse i konsulentstillingen uden ret til udligningstillæg. Hans undladelse af at efterkomme opfordringen i det omtalte brev fra amtet måtte derfor, som Højesteret fortolkede dette brev, anses som manglende accept af et tilbud om fortsat ansættelse som tjenestemand i konsulentstillingen på de af amtet ved beslutningen om omplaceringen forudsatte lønvilkår, herunder ydelse af udligningstillæg i 18 måneder.

 

Det er dog stadigt tankevækkende, at Højesteret - ved en fortolkning af amtets brev til tjenestemanden og en fortolkning af tjenestemandsregulativets § 40 i strid med den indtil 1. januar 2001 på baggrund af tjenestemandskommisionens betænkning af 1969 gældende praksis - er nået til samme resultat, som efter den 1. januar 2004 på statstjenestemandsområdet ville følge af den nu ændrede formulering af tjenestemandslovens § 55.

Højesterets dom er afsagt den 29. marts 2004, og Schebye Jacobsen repræsenterede under sagen kontorchefen.

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Bent Unmack Larsen

Dommen kan rekvireres ved henvendelse til Henriette Svankjær