Viden skal deles

Efterbetaling af lønforskel og godtgørelse for afskedigelse i strid med ligelønsloven

Det er et relativt begrænset antal domme, der – særligt på akademikerområdet – foreligger i sager om krav på ligeløn og afskedigelse i strid med ligelønsloven.

I en sag som Schebye Jacobsen har ført for Dansk Magisterforening har Københavns Byret imidlertid i en tilkendegivelse givet en kvindelig akademiker medhold i, at hun lønmæssigt var blevet diskrimineret i forhold til to mandlige kollegaer. 

Arbejdsgiveren blev herefter pålagt at betale et nærmere opgjort efterbetalingskrav samt en godtgørelse for afskedigelse i strid med ligelønsloven. 

Sagens baggrund

Den kvindelige medarbejder blev ansat som personalekonsulent (researchassociate) den 1. september 2000 med en månedsløn på kr. 23.000. I januar 2001 blev lønnen forhøjet til kr. 24.340,00 og i juli 2001 til kr. 25.000,00.

Den 15. maj 2001 og den 1. august 2001 tiltrådte to mandlige medarbejder ligeledes i en stilling som researchassociate. De to mandlige medarbejdere blev ansat med en månedlig løn på kr. 27.000 pr. måned. 

Alle medarbejdere var omfattet af den samme pensions- og bonusordning.

Fra august 2001 til november 2002 var den kvindelige medarbejder fraværende som følge af graviditetskomplikationer og barselsorlov. Efter tilbagevenden til arbejdet konstaterede hun, at de to mandlige kollegaer oppebar en højere løn. Hun forelagde disse oplysninger for selskabets direktør og foreslog, at hun fik reduceret sin arbejdstid således, at timelønnen modsvarede hendes mandlige kollegaers løn. Under en samtale den 20. december 2002 om dette spørgsmål, meddelte direktøren, at han ville tænke over forslaget og vende tilbage efter nytår. 

Den første arbejdsdag efter nytår, henvendte kvinden sig til direktøren med henblik på svar, men fik her oplyst, at hun var blevet opsagt og fritstillet under henvisning til strukturændringer. Virksomheden var på dette tidspunkt ramt af en betydelig konjunkturnedgang, og der var sket en omfattende reduktion af medarbejderstaben i den periode kvinden havde været på orlov. Reduktionen af antallet af medarbejdere fortsatte også efter opsigelsen af kvinden.

Virksomheden beholdt dog den ene af de to mandlige medarbejdere og ansatte i kvindens opsigelsesperiode – om end tidsbegrænset og på deltid – en anden kvinde til varetagelse af en række konkrete opgaver.

Byrettens tilkendegivelse

Byretten fandt, at kvindens arbejdsopgaver ikke adskilte sig fra de to mandlige kollegers arbejdsopgaver i en sådan grad, at dette i sig selv kunne begrunde lønforskellen. Heller ikke de mandlige kollegers kvalifikationer ved ansættelsen eller andre omstændigheder kunne begrunde lønforskellen. Arbejdsgiveren blev derfor dømt til at efterbetale et beløb svarende til lønforskellen i perioden fra den første mandlige kollegas tiltrædelse den 15. maj 2001 til ophøret af kvindens ansættelsesforhold den 30. april 2003 samt feriepenge og pensionsbidrag heraf.

Sagen drejede endvidere om, hvorvidt afskedigelsen af kvinden var i strid med ligelønsloven.

Arbejdsgiveren bestred, at der under samtalen den 20. december 2002 var blevet fremsat krav om ligeløn. Byretten lagde til grund, at kvinden havde løftet sin bevisbyrde for at hun havde rejst krav om ligeløn, og at arbejdsgiveren på den baggrund havde bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var i strid med ligelønsloven, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2. Denne bevisbyrde var ikke løftet. 

Byretten lagde herved vægt på, at afskedigelsen blev meddelt umiddelbart efter, at kvinden havde anmodet om svar på sit ønske om nedsat arbejdstid, og at hun var vendt tilbage fra barselsorlov før det planlagte tidspunkt.

Arbejdsgiveren blev derfor dømt til at betale en godtgørelse svarende til seks måneders løn.

Schebye Jacobsens bemærkninger

Rettens tilkendegivelse er interessant i forhold til den bevisbedømmelse, der er foretaget både i relation til, om lønnen var diskriminerende og i forhold til, hvorvidt der var rejst krav om ligeløn.

Som begrundelse for lønforskellen i forhold til den ene mandlige kollega gjorde arbejdsgiveren blandt andet gældende, at lønnen til denne var aftalt med henblik på at fastholde et tidligere lønniveau. Dette kriterium var imidlertid ikke det eneste arbejdsgiveren støttede sig til – idet der tillige blev lagt vægt på kvalifikationer i form af uddannelse og jobrelevant erhvervserfaring. Da disse kriterier ikke var anvendt konsekvent, var der ikke tale om objektivt gennemskuelige elementer bag lønfastsættelsen, hvorfor der ikke var ført bevis for, at der forelå saglige grunde til lønforskellen.

Beskyttelsen i ligelønsloven mod afskedigelse forudsætter, at der er rejst krav om ligeløn.   Kvinden bar derfor bevisbyrden (som en ligefrem bevisbyrde) for, at hun havde rejst krav om ligeløn. Om dette forhold forelå alene hendes og direktørens forklaringer. Bevisbyrden fandtes imidlertid løftet ved en række indicier. For det første havde kvinden rejst spørgsmålet om lønnen over for sine mandlige kolleger, for det andet havde hun rettet henvendelse til sin faglige organisation og bedt om rådgivning forud for sit møde med direktøren, og for det tredje havde mødet med direktøren fundet sted. 

Godtgørelsen svarer til det niveau, der i praksis er tilkendt i andre sager om afskedigelse i strid med ligelønsloven.

Københavns byrets tilkendegivelse – der er blevet accepteret af arbejdsgiveren – er afgivet den 23. juni 2004.

Henvendelse om tilkendegivelsen kan ske til advokat Arvid Andersen

Tilkendegivelsen kan rekvireres hos advokatsekretær Henriette Svankjær