Viden skal deles

Godtgørelse efter ligebehandlingsloven på 9 måneders løn

Identifikation af arbejdsgiveren og dennes advokat i forhold til viden om en kvindelig ansats graviditet. Vestre Landsret har i en ny afgørelse udmålt en godtgørelse på 9 måneders løn til en gravide ansat med 5 års anciennitet. 

Schebye Jacobsen repræsenterede under sagen HK på vegne af et medlem.

Sagens omstændigheder
Lønmodtageren blev den 1. januar 1997 ansat som speditør hos arbejdsgiveren.

Ved en fejl indsatte arbejdsgiverens advokat en bestemmelse i ansættelseskontrakten om, at ansættelsesforholdet var reguleret af en kollektiv overenskomst. 

Den kollektive overenskomst indeholdt bl.a. en pensionsordning, der dog indtil 1. marts 1999 var dårligere for lønmodtageren end den pensionsordning, der i øvrigt var gældende i virksomheden.

I slutningen af juni eller begyndelsen af juli 2002 orienterede medarbejderen arbejdsgiveren om, at hun var gravid og skulle påbegynde barselsorlov den 19. december 2002.

Efter dette tidspunkt opstod der uenighed om medarbejderens placering af sommerferie samt diskussion om hendes arbejdstid.

Medarbejderen forklarede under sagen, at hun på et møde om arbejdstiden gjorde arbejdsgiveren opmærksom på sine rettigheder efter den kollektive overenskomst, herunder retten til fuld løn under barsel i en periode. Dette blev under sagen bestridt af arbejdsgiveren, der alene mente, at arbejdstiden og pensionen blev drøftet under mødet.

Efter mødet fremsendte medarbejderen en e-mail til arbejdsgiveren, hvor hun henviste til en samtale med sin faglige organisation, HK og anførte følgende:

”Ifølge HK betyder dette bl.a., at jeg har krav på 5 dages ekstra ferie om året samt en firmapension på 7,8%.”

Arbejdsgiveren videresendte denne e-mail til virksomhedens advokat og anmodede om dennes bemærkninger.

Det blev under sagen forklaret af både arbejdsgiveren og advokaten, at advokaten på dette tidspunkt ikke var vidende om, at medarbejderen var gravid.

Den 30. juli 2002 varslede advokaten vilkåret i ansættelseskontrakten om den kollektive overenskomst til ophør med medarbejderens opsigelsesvarsel og henviste til, at medarbejderen herefter fra 1. december 2002 skulle følge firmaets generelle pensionsordning.

Medarbejderen valgte efterfølgende at tilegne sig varslingen som en opsigelse således, at hun fratrådte ved udgangen af november 2002.

Under den efterfølgende sag blev det bl.a. fra arbejdsgiverens side anført, at den delvise opsigelse ikke var begrundet i medarbejderens graviditet allerede fordi, beslutningen herom blev truffet af advokaten alene, og denne ikke havde noget kendskab til graviditeten.

Landsrettens afgørelse
Både by- og landsret var enige om, at den varslede ændring af bortfaldet af den kollektive overenskomst var en væsentlig ændring og dermed kunne betragtes som en delvis opsigelse af medarbejderen. 

Byretten fandt herefter, at arbejdsgiveren havde løftet sin bevisbyrde under sagen fordi det kunne lægges til grund, at advokaten ikke havde kendskab til, at medarbejderen var gravid, da han på vegne arbejdsgiveren opsagde overenskomstvilkåret.

Landsretten lagde imidlertid vægt på, at arbejdsgiveren havde fået besked om medarbejderens graviditet, da han den 26. juli 2002 videresendte medarbejderens mail til advokaten og bad om dennes kommentarer. Sammenholdt med de problemer, der efter oplysningen om graviditeten havde været om ferieafholdelse og arbejdstid samt den tidsmæssige sammenhæng mellem orienteringen om graviditeten og den delvise opsigelse fandt landsretten ikke, at arbejdsgiveren havde løftet sin bevisbyrde under sagen.

Landsretten fandt herefter, at en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 3, jf. § 9, passende kunne fastsættes til 9 måneders løn.

Schebye Jacobsens bemærkninger
Det er bemærkelsesværdigt, at landsretten – i modsætning til byretten – overhovedet ikke forholder sig til, hvilken viden advokaten havde på tidspunktet for meddelelsen af den delvise opsigelse.

Landsretten håndhæver således det – naturlige – synspunkt, at en arbejdsgiver ikke ved at indskyde en tredjemand mellem sig og lønmodtageren kan få en bedre retsstilling, men at der må ske identifikation mellem arbejdsgiverens og dennes rådgiveres viden.

I forhold til godtgørelsens større er det værd at bemærke, at landsretten her fortsætter den tendens, der gennem de seneste par år har kunnet konstateres om, at godtgørelsesniveauet er løftet.

Vestre Landsrets dom er afsagt den 8. september 2004.

Har du spørgsmål til sagen kan disse rettes til advokat Trine Binett Jørgensen 

Dommen kan rekvireres ved henvendelse til advokatsekretær Connie Vejlin