Viden skal deles

Godtgørelse tilkendt efter ligebehandlingsloven for opsigelse under børnepasningsorlov

Vestre Landsret har tilkendt godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 2 og 3 svarende til 1 års løn til en kvindelig fotograf, der blev opsagt under børnepasningsorlov efter 10 års ansættelse.  

Sagen var anlagt af fotografens faglige organisation, Dansk Journalistforbund, der blev repræsenteret af Schebye Jacobsen.

Sagens omstændigheder
Medarbejderen var ansat som fotograf ved et større midtjysk dagblad, som var en del af en bladkoncern. 

Medarbejderen havde før den barsels- og børnepasningsorlov, som sagen tog sit udgangspunkt i, holdt barsels- ogbørnepasningsorlov i 1996 og 1999. 

Medarbejderen påbegyndte sin 3. barselsorlov ultimo september 2001. Barselsorloven udløb den 12. juni 2002, hvorefter medarbejderen havde børnepasningsorlov frem til medio december 2002. 

Under barselsorloven fik medarbejderen en advarsel med henvisning til, at hun havde oplyst, at hun agtede at flytte med sin familie til Silkeborg, som lå udenfor bladets udgivelsesområde. Det var bladets opfattelse, at medarbejderen var pålagt en bopælspligt. 

Hvis medarbejderen derfor ikke skriftligt meddelte chefredaktionen, at hun fastholdt fast bopæl i bladets udgivelsesområde efter endt orlov, ville bladet betragte dette som hendes egen opsigelse af ansættelsesforholdet.

Advarslen blev fulgt op af 2 møder med bistand af parternes faglige organisationer, hvorunder der ikke kunne opnås enighed.

Medarbejderen blev herefter afskediget under børnepasningsorloven med henvisning til, at hun ved sin flytning til Silkeborg havde tilsidesat ansættelsesvilkåret om bopælspligt indenfor bladets udgivelsesområde. 

Der blev herefter anlagt sag med påstand om, at afskedigelsen principalt var i strid med ligebehandlingslovens § 9, jf. § 16, stk. 2 og 3, subsidiært i strid med lov om børnepasningsorlov § 4, stk. 7, jf. stk. 10. 

Vilkåret om bopælspligt fremgik ikke hverken af medarbejderens skriftlige ansættelseskontrakt, af personaleregulativer eller andet skriftligt grundlag. Det kom frem under behandlingen af sagen for byretten, at visse medarbejdere var blevet pålagt bopælspligt, og at visse af disse havde fået dispensation herfra. 

Sagens afgørelse
Byretten anså det for bevist, at kravet om bopælspligt var et almindeligt gældende princip for alle redaktionelle medarbejdere hos bladet. Retten fandt det endvidere godtgjort, at der blev meddelt medarbejdere dispensation fra dette princip efter en konkret vurdering, og at denne konkrete vurdering ikke var fundet sted for medarbejderens vedkommende. Da bladet ikke kunne godtgøre, at det ikke var muligt at dispensere fra bopælspligten i den konkrete situation, lagde retten til grund, at man ikke fra bladets side havde godtgjort med tilstrækkelig sikkerhed, at afskedigelsen af medarbejderen ikke skyldtes børnepasningsorloven. Medarbejderen blev herefter tilkendt maksimal godtgørelse i henhold til børnepasningsorlovslovens § 4 svarende til 6 måneders løn. 

Sagen blev herefter indbragt for landsretten af bladet.

Landsretten tilkendte medarbejderen en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 2 og 3 svarende til 1 års løn. Landsretten fandt det ikke bevist, at der konkreti forhold til medarbejderen eller generelt indenfor bladets udgivelsesområde var et almindeligt gældende princip om bopælspligt. 

Bopælspligten var således ikke et vilkår for medarbejderens ansættelse.Den advarsel, der blev meddelt hende under hendes barselsorlov, og den efterfølgende opsigelse under børnepasningsorloven var alene begrundet i en tilsidesættelse af bopælspligten og derfor uberettiget.

Bladet havde herefter ikke godtgjort, at afskedigelsen af medarbejderen ikke var begrundet i hendes fravær på grund af barsels- eller børnepasningsorlov. 

En ordlydsfortolkning af reglerne ville umiddelbart føre til, at godtgørelsen skulle fastsættes efter reglen i lov om børnepasningsorlov § 4, stk. 10, da opsigelsen fandt sted under medarbejderens børnepasningsorlov. 

Landsretten fandt imidlertid, at afskedigelsesforløbet på baggrund af formålet med beskyttelsesreglerne i de pågældende love måtte vurderes i sin helhed og ikke kunne begrænses til et spørgsmål om at konstatere tidspunktet for en opsigelse. I en situation som den foreliggende, hvor en afskedigelsesprocedure på uberettiget grundlag indledes under medarbejderens barselsorlov og allerede på dette tidspunkt klart må forventes at ville resultere i en afskedigelse, bør godtgørelsen derfor ifølge landsretten fastsættes efter ligebehandlingslovens regler 

Schebye Jacobsens bemærkninger
Landsrettens præmisser er interessante i den (efterhånden sjældne) situation, hvor en medarbejder i forbindelse med barsel og børnepasningsorlov nyder ”dobbeltbeskyttelse”. Hidtil er sager, hvor afskedigelse først har fundet sted under børnepasningsorloven blevet afgjort efter denne lovs bestemmelser. 

Sagen vil formentlig også kunne bruges i andre ligebehandlingssager, hvor der under graviditeten/barselsorloven ”bygges op” til en efterfølgende afskedigelse; godt hjulpet på vej af ligebehandlingslovens § 16 a.

Vestre Landsrets dom er afsagt den 30. november 2004 og kan rekvireres ved henvendelse til advokatsekretær Helle Hebsgaard