Viden skal deles

Lønmodtager var uberettiget til at ophæve sit ansættelsesforhold på grund af det psykiske arbejdsmiljø

Vestre Landsret har i en ny dom taget stilling til, om en arbejdsgivers adfærd var af en så grov karakter, at den indebar en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, og om adfærden berettigede til en tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. 

Landsretten har endvidere taget stilling til, om der var grundlag for at pålægge funktionæren en erstatning efter erstatningsansvarslovens § 4, hvis funktionærens ophævelse af ansættelsesforholdet var uberettiget .

Schebye Jacobsen repræsenterede under sagen HK, der havde anlagt denne på vegne af et medlem.

Sagens omstændigheder
Funktionæren blev ansat som klinikassistent på en tandlægeklinik i marts 2001. Efter sommerferien 2001 begyndte klinikassistenten at arbejde for den tandlæge, som var indehaver af klinikken. 

Klinikassistenten fandt tandlægen meget anderledes, end de tandlæger hun tidligere havde arbejdet for og følte, at hun blev psykisk chikaneret/mobbet af tandlægen.

Klinikassistenten forklarede om flere forskellige forhold i forbindelse med sagen blandt andet, at tandlægen var meget humørsvingende og kunne irettesætte hende på en urimelig måde i patienters nærværelse.

Klinikassistenten blev meget påvirket af arbejdsmiljøet og begyndte blandt andet at have svært ved at sove, være ked af at gå på arbejde ligesom hun ofte græd, når hun var hjemme.

De mest grelle eksempler, klinikassistenten oplevede, var, at tandlægen på et tidspunkt vaskede sig i skridtet, medens klinikassistenten stod og ordnede instrumenter, og at indehaveren to gange tog sine underbukser af og viste hende et menstruationsbind, mens hun fortalte, at hun stadig havde sin menstruation. 

Klinikassistenten forklarede også, at hun to gange var blevet taget i nakken af indehaveren, og den sidste gang var blevet ført ud af klinikken. Denne sidste episode var udslagsgivende for, at klinikassistenten sygemeldte sig og kort efter ophævede ansættelsesforholdet som misligholdt.

Klinikassistenten krævede herefter løn indtil udløb af lovligt opsigelsesvarsel og tortgodtgørelse.

Tandlægen afviste, at hun havde optrådt, som klinikassistenten forklarede og rejste krav om erstatning i henhold til funktionærlovens § 4 for uberettiget ophævelse, ligesom hun under byretssagen krævede tortgodtgørelse for injurier.

Under sagen blev der afgivet forklaring både af tidligere og nuværende ansatte. Der var betydelig forskel på, hvordan disse vidner havde oplevet arbejdspladsen, men flere af dem havde oplevet situationer, der svarede til dem, som klinikassistenten forklarede om. 

Sagens afgørelse
I sin dom udtalte byretten blandt andet, at det efter de afgivne forklaringer kunne lægges til grund, at tandlægen i forbindelse med den daglige omklædning ved nogle lejligheder havde kunnet ses uden trusser, havde vasket sig i skridtet, havde fremvist trussebind og i forbindelse med arbejdets udførelse havde haft fysisk kontakt med klinikassistenten. Selvom adfærden efter byrettens opfattelse i et vist omfang overskred grænsen for tilbørlig hensyntagen til en ansats intimsfære, kunne det ikke fastslås, at adfærden kunne karakteriseres som en væsentlig misligholdelse.

Byretten fandt det dog ikke bevist, at tandlægen var klar over klinikassistentens oplevelse af arbejdspladsen og fandt ikke, at hendes fysiske og psykiske reaktioner i sig selv var bevis for forholdene.

Byretten lagde herefter til grund, at de forhold, som klinikassistenten havde påberåbt sig hverken hver for sig eller samlet kunne betragtes som en grov misligholdelse, der berettigede til en ophævelse. Byretten frifandt derfor i det hele tandlægen for klinikassistentens krav. 

Byretten frifandt også klinikassistenten for krav på erstatning for den uberettigede ophævelse, idet byretten henviste til, at det var lagt til grund, at tandlægen i flere henseender ikke havde opført sig, som det sømmer sig for en arbejdsgiver. Byretten fandt derfor, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der ikke var grundlag for at tilkende tandlægen en erstatning. 

Byretten frifandt endvidere klinikassistenten for tandlægens krav om tortgodtgørelse for injurier. Byretten henviste til, at påstanden var begrundet i udtalelser, der fremkom i klinikassistentens faglige organisations ophævelsesskrivelse, og at skrivelsen gengav de episoder, som klinikassistenten mente at have oplevet, og som i et vist omfang var fundet bevist ved de forklaringer, der var afgivet under sagen.

Af de grunde, der var anført af byretten, tiltrådte landsretten også efter bevisførelsen for landsretten, at det ikke var godtgjort, at tandlægens adfærd havde været af en så grov karakter, at den havde indebåret en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, og at klinikassistentens ophævelse derfor var uberettiget. Det tiltrådtes derfor også, at klinikassistenten ikke var berettiget til godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. 

Ligeledes af de grunde, der var anført af byretten, tiltrådte landsretten, at klinikassistenten var blevet frifundet for at skulle betale erstatning til tandlægen i henhold til funktionærlovens § 4. 

Tandlægen havde ikke gentaget sin påstand om tortgodtgørelse for injurier for landsretten.

Schebye Jacobsens bemærkninger
Til forskel fra de typiske sager om psykisk chikane var der i denne sag tale om en meget speciel adfærd fra en arbejdsgivers side, som nærmest kan betegnes som abnorm. 

På trods af, at både byretten og landsretten fandt det bevist, at arbejdsgiveren i visse henseender havde opført sig som forklaret af klinikassistenten, var det alligevel ikke tilstrækkeligt til at statuere væsentlig misligholdelse. 

I de ”traditionelle” psykiske chikanesager har det været særdeles vanskeligt at bibringe domstolene et billede af, hvordan den chikanerede oplevede arbejdspladsen, fordi der typisk har været tale om forhold af mere diffus karakter så som stemningen og atmosfæren på arbejdspladsen. 

Selvom det er muligt at påvise mere "håndgribelige" forhold om arbejdsgiverens opførelser, som ikke "sømmer sig for en arbejdsgiver", som byretten anførte, er afgørelsen udtryk for, at der skal meget til for, at en ophævelse er berettiget og også berettiger til en tortgodtgørelse.

Afgørelsen er dog også udtryk for, at i en situation, hvor en ansat uberettiget har ophævet ansættelsesforholdet på grund af arbejdsgiverens adfærd, har det afgørende betydning for et erstatningskrav efter funktionærlovens § 4, om der er noget at bebrejde arbejdsgiveren.

Vestre Landsrets dom er afsagt den 5. april 2004. 

Ønsker du yderligere oplysninger i sagen, kan du kontakte advokat Mette Østergård 

Dommen kan rekvireres hos Helle Hebsgaard