Viden skal deles

Praksisændring i forhold til medarbejderes hæftelse for firmakreditkort

Højesteret har i en sag anlagt af HK, vurderet PBS’ standardvilkår om kortindehaveres hæftelse for (arbejdsrelaterede) hævninger på kortet, når  virksomheden efterfølgende går konkurs.

Sagens omstændigheder
Kortindehaveren i sagen var ansat som økonomichef, og havde fået kreditkortet stillet til rådighed af sin arbejdsgiver til brug for blandt andet afholdelse af udgifter for virksomheden.

PBS’ standardvilkår for brugen af kreditkortet indeholdt blandt andet følgende bestemmelse:

”Kortindehaveren hæfter solidarisk og direkte for alle krav som følge af den pågældendes brug af kortet overfor kortudstederen, hvis der bliver indgivet konkursbegæring mod virksomheden og kortindehaveren ikke kan godtgøre, at han på tidspunktet for brugen af kortet hverken indså eller burde have indset, at der var en betydelig risiko for, at virksomheden kunne gå konkurs.”

Der var så at sige omvendt bevisbyrde for medarbejderen over for PBS.

I forbindelse med kortets udstedelse havde økonomichefen ved sin underskrift bekræftet, at han havde modtaget og accepteret kortindehavereglerne.

Højesterets afgørelse
I sin afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt vilkårene for den solidariske hæftelse samt den omvendte bevisbyrde kunne tilsidesættes, forholdt Højesteret sig således:

To ud af fem dommere udtalte, at vilkårene om solidarisk hæftelse og den omvendte bevisbyrde ikke indeholdt en rimeligt afbalancering af parternes interesser. Disse dommere lagde således vægt på, at aftalen om brug af firmakreditkort først og fremmest var indgået i virksomhedens interesse, og at økonomichefens kreditværdighed ikke indgik i kortudstederens risikobedømmelse.

Herefter fandt de to dommere, at hæftelsesbestemmelsen skulle tilsidesættes i sin helhed således, at det ikke bare var vilkårene om den omvendte bevisbyrde, der blev tilsidesat.

De tre øvrige dommere fandt også, at hæftelsesbestemmelsen i standardvilkårene gav aftalen et indhold, der ikke på rimelig måde afbalancerede parternes interesser.

De udtalte videre, at vilkåret om, at bevisbyrden for manglende kendskab til virksomhedens økonomiske situation påhvilede kortindehaveren - altså medarbejderen - måtte betegnes som usædvanligt og vidtrækkende. På baggrund heraf tilsidesatte ligeledes disse dommere dette vilkår.

Det var således PBS, der skulle løfte bevisbyrden for, at økonomchefen på tidspunktet for brugen af kortet vidste eller burde vide, at virksomheden var på vej mod en konkurs.

De tre højesteretsdommere tilsidesatte imidlertid ikke vilkåret om den solidariske hæftelse.

En af de tre højesteretsdommer udtalte herefter, at det ikke i den konkrete sag kunne anses for godtgjort, at PBS havde løftet bevisbyrden for, at økonomichefen havde kendskab til, at virksomhedens økonomiske situation var af en sådan karakter, at konkurs var en nærliggende mulighed. Denne dommer frifandt derfor økonomichefen for det rejste krav om betaling af udgifter afholdt i virksomhedens interesse.

De to øvrige dommere fandt derimod, at PBS havde løftet bevisbyrden for, at økonomichefen havde været bekendt med virksomhedens økonomiske situation, der førte til økonomisk sammenbrud, hvorfor disse dommere stemte for, at han hæftede for de pågældende trækninger.

Dommens resultat blev herefter, at økonomichefen blev frifundet for kravet om betaling af beløb som var trukket på firmakreditkortet i virksomhedens interesse.

Man bør hæfte sig ved, at alle fem dommere var enige om, at en kreditrente på 20,5 % p.a. ikke var urimelig.

Schebye Jacobsens bemærkninger
Retsstillingen efter dommen er, at det vil være op til kreditkortudstederen at bevise, at en medarbejder indså eller burde have indset, at der var en betydelig risiko for, at virksomheden kunne gå konkurs på tidspunktet for brugen af kreditkortet for, at medarbejderen senere kan afkræves beløbet.

Højesteret er dog med stemmerne tre mod to kommet frem til, at et vilkår, om solidarisk hæftelse mellem virksomheden og kortindehaveren, ikke som sådan kan tilsidesættes. Man kunne godt have ønsket sig en mere klar afgørelse på dette punkt.

Den usikkerhed, der imidlertid ligger i Højesterets afgørelse, vil formentlig i praksis betyde, at der skal meget til, før en ”almindelig” lønmodtager pålægges en hæftelse.

Højesterets dom er afsagt den 5. februar 2004.

Ønsker du yderligere oplysninger om sagen, er du velkommen til at kontakte advokat Arvid Andersen eller advokatfuldmægtig Albert Juul Digens

Dommen kan rekvireres hos advokatsekretær Tina Rose Jacobsen