Viden skal deles

Tjenestemand pålagt en ikke-passende stilling

Østre Landsret har i en dom taget stilling til, om en tjenestemand varblevet pålagt en passende stilling i forbindelse med stillingsnedlæggelse, der fandt sted som følge af bortsalg af den virksomhed, tjenestemanden hidtil havde været knyttet til. Sagen var rejst af HK. 

Sagens omstændigheder
Tjenestemanden blev ansat den 1. maj 1980 hos DSB. I de første 4 år arbejdede hun i billetsalget på forskellige stationer, men da hun ikke brød sig om den direkte kundekontakt og de skiftende arbejdstider, søgte hun skrivebordsarbejde. 

Den 1. juni 1984 startede hun i bogholderiet i en godsterminal, hvor hun var beskæftiget med administrativt arbejde. Tjenestemanden blev forfremmet af flere omgang og blev fra 1. januar 2000 trafikkontrollør. Stillingen var ikke en lederstilling, og hun havde ingen lederbeføjelser. Hun tilrettelagde selv sit arbejde og arbejdede på hverdage. Tjenestemanden havde løbende gennemført forskellige kurser bl.a. i bogholderi og godsekspedition og gennemgik også et tjenestefordelerkursus. 

I forbindelse med DSB’s salg af DSB Stykgods Indland, hvor tjenestemanden var ansat, blev tjenestemandsstillingen nedlagt. Med virkning fra 1. august 2001 blev tjenestemanden forflyttet til en stilling som assistent i DSB Salg og Stationer med telefonsalg af billetter til personbefordring. I denne stilling havde tjenestemanden skiftende arbejdstider i tidsrummet 7.00-22.00 på hverdage og 8.00-19.00 i weekender. Der arbejdedes hver anden weekend. 

Byretten gav ikke tjenestemanden medhold i, at den pålagte stilling ikke var passende. Sagen blev herefter anket til landsretten. 

Østre Landsrets afgørelse
Landsretten fastslog indledningsvis, at landsrettens prøvelse af DSB’s skøn som skulle være sagligt og opfylde kravene til proportionalitet ikke var undergivet særlige begrænsninger. Ved bedømmelsen skulle der tages hensyn til begge parters forhold og tillige til, at forflyttelsen af tjenestemanden fandt sted som led i den store omplacering af personale, der var en følge af salget af DSB Stykgods Indland. Landsretten bemærkede også, at den frihed, som en offentlig myndighed har til at anvise en tjenestemand en anden stilling, utvivlsomt er større end ellers i henhold til retspraksis, når anvisningen finder sted som led i en reform eller strukturforandring. 

Landsretten fandt ikke, at tjenestemanden havde sandsynliggjort, at DSB havde handlet usagligt ved den skete forflyttelse.

Ved bedømmelsen lagde landsretten afgørende vægt på en sammenligning mellem tjenestemandens arbejdsopgaver, tjenestens karakter og beføjelser samt det med arbejdet følgende ansvar i den tidligere og den nye stilling. Landsretten bemærkede også, at selvom der hverken før eller efter forflyttelsen havde været tale om nogen form for ledelsesbeføjelser, betød det ikke, at alle stillinger, der ikke var forbundet hermed, kunne anses for ligeværdige. 

Generelt bemærkede landsretten, at tjenestemandens uddannelse og arbejde gennem ca. 20 år var foregået indenfor godsekspedition på det administrative plan. Der var herved sket en specialisering, som DSB havde haft god brug for. Salget af Stykgods Indland var ikke en forandring, som tjenestemanden havde kunnet forudse eller burde have været forberedt på. Der var heller ikke taget noget forbehold fra DSB’s side med hensyn til ansættelsesområdet, som kunne give DSB en større forflyttelsesfrihed i forhold til tjenestemanden end i forhold til andre tjenestemænd. 

Landsretten fastslog herefter, at som trafikkontrollør i godslinien var tjenestemanden navnlig beskæftiget med registrering og kontrol af tjenestefordelingsopgaver og deres lønmæssige følger for ca. 160 ansatte. Dette måtte anses som et væsentlig mere krævende og varierende arbejde end telefonsalg af billetter til personbefordring. Dette afspejledes også helt naturligt i, at arbejdet med personbogholderi i godslinien var indplaceret som en trafikkontrollør i 21. lønklasse i modsætning til en assistentstilling i lønklasse 12 med telefonsalg af billetter. 

Selvom lønforskellen var søgt udlignet ved et konkret løntillæg og ret til at bevare titlen som trafikkontrollør, ophævede dette ikke den betydelige forskel mellem de to stillinger. 

Landsretten fremhævede også, at telefonsalg af billetter er en stilling som kan beklædes af medarbejdere uden elevuddannelse i DSB, med blot en HG-eksamen, hvilket ikke ville have været tænkeligt i den stilling, som tjenestemanden blev forflyttet fra. 

Selvom tjenestemanden også fra sin nuværende assistentstilling var berettiget til at søge andre mere krævende stillinger, var hendes muligheder herfor reelt væsentligt forringet. 

Under de nævnte omstændigheder var assistentstillingen, som tjenestemanden var blevet pålagt, ikke passende. 

Tjenestemanden fik herefter medhold i, at hun havde krav på afskedigelse med rådighedsløn.

Schebye Jacobsens bemærkninger
Dommen er udtryk for, at selvom en forflyttelse af en tjenestemand sker som led i en større omstrukturering eller lignende, foretages en grundig sammenligning af stillingen før og efter forflyttelsen. 

Desuden understreges det i dommen, at der ikke er fri adgang til at pålægge en tjenestemand uden ledelsesbeføjelser en hvilken som helst stilling, der heller ikke indeholder ledelsesbeføjelser. 

Særlig interessant erlandsrettens præmis om, at det har betydning for en tjenestemands videre karriereudvikling, hvilken stilling man søger ud fra, og at en forringelse af stillingsindholdet således kan betyde forringede karrieremuligheder. 

Østre Landsrets dommen er afsagt den 23. februar 2005. 

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Mette Østergård, og dommen kan rekvireres hos advokatsekretær Helle Hebsgaard