Viden skal deles

Frifindelse af lærer for blufærdighedskrænkelse

En københavnsk lærer er ved Østre Landsret blevet frifundet for at have udvist blufærdighedskrænkende adfærd overfor nogle elever. Ved dommen er der rejst kritik af den måde, hvorpå politiet har gennemført efterforskningen, som ikke i tilstrækkelig grad har taget hensyn til det for politi og anklagemyndighed gældende objektivitetsprincip.

 

Dommens præmisser er ligeledes udtryk for, at de formentlig i en del kommuner udmeldte politikker, om håndtering af elevers anmeldelse af krænkende adfærd, kan forringe bevisværdien af de forklaringer, som eleverne afgiver om det passerede.

 

Schebye Jacobsen repræsenterede via Københavns Lærerforening den tiltalte lærer ved sagens behandling for landsretten.

 

Sagens omstændigheder

 

En lærer blev, efter at have undervist i 1., 2. og en del af 3. klasse, anmeldt for at have udvist blufærdighedskrænkende adfærd overfor 9 piger. Adfærden skulle i det væsentligste have foregået åbenlyst mens de øvrige elever i de klasser, hvor læren havde undervist, var til stede.

 

Der var tale om børn i alderen 7-9 år, som læren underviste i samarbejde med andre lærere. Undervisningen foregik i et sådant fysisk miljø, at der i vid udstrækning skete undervisning for åbne døre og på en sådan måde, at andre lærere havde mere eller mindre fri adgang til de lokaler, hvori undervisningen foregik.

 

Lærerens kollegaer forklarede samstemmende i såvel byretten som landsretten, at det i undervisningen af børn i den omtalte aldersgruppe er naturligt, at der opstår fysisk kontakt, og at børnene søger denne fysiske kontakt i form af, at de sætter sig på knæene hos lærerne eller kryber ind til lærerne for at opnå trøst.

 

De af børnene beskrevne blufærdighedskrænkende hændelser bestod i berøringer, hvor børnene forklarede, at disse skulle være foregået på kønsdelene, på kroppen og under tøjet.

 

Østre Landsrets afgørelse

 

Landsretten frifandt i modsætning til byretten læreren. Det skete under henvisning til, at der på den ene side skulle lægges vægt på, at der dels forelå anmeldelse fra flere piger, dels at disse pigers forklaringer i det væsentligste var samstemmende og enslydende, men at der på den anden side måtte lægges vægt på, at det som anført efter nutidig pædagogisk opfattelse må anses for naturligt og sædvanligt, at der forekommer berøringer mellem elever i de små klasser og deres lærer. Eksempelvis berøringer som trøst eller ros eller når børnene søger lærerens kontakt, og at sådanne små klap og klem er naturlige i omgangen med små børn og falder udenfor det strafbare område.

 

Landsretten tillagde det også vægt, at pigernes forklaringer bar præg af, de i et vist omfang savnede evnen til selv at kunne skelne mellem naturlige og uskyldige berøringer og berøringer, der er båret af et seksuelt motiv. Her fremhæver landsretten, at sagens fremkomst gav anledning til røre, herunder drøftelser og møder i forældregruppen og på skolen, hvorfor der ikke kan ses bort fra, at pigernes forklaringer kan være påvirket af, hvad de har hørt og talt om, dels i hjemmet og dels i skolen. Det fremhæves samtidig, at flere af forklaringerne efterlader det indtryk, at pigerne har svært ved at skelne mellem, hvad de selv har set eller været udsat for, og hvad de har hørt fra veninder og forældre.

 

Landsretten fremhæver dernæst, at henset til omstændighederne hvorunder krænkelserne skulle være foregået, burde det have været nærmere klarlagt, hvad de øvrige 20 piger og 17 drenge i de to klasser, som de 9 piger kunne henføres til, havde iagttaget, hvilket landsretten påpeger, under de foreliggende omstændigheder ville have været nærliggende.

 

Schebye Jacobsens bemærkninger

 

Dommens resultat er udtryk for en klar stillingtagen fra landsrettens side til, at der vel på den ene side skal ses alvorligt på anmeldelser om krænkelse af børn, også når sådanne påståede krænkelser foregår i et miljø, hvor børnene helt naturligt kommer i kontakt med voksne, men at det omvendt skal være muligt for lærere og andre, der har til opgave at forestå pasning og undervisning af børn at omgå disse på en naturlig måde og ikke være udsat for risiko for at blive tillagt strafbare hensigter, når børnenes ønsker om også fysisk kontakt ikke afvises, når blot denne kontakt holdes indenfor det naturlige område for sådan.

 

Afgørelsen er ligeledes udtryk for, at det for fremtiden er nødvendigt, at der i relation til situationer, hvor anmeldelser trods alt måtte forekomme - til varetagelse af lærerens interesser - sker en fastholdelse af politi og anklagemyndighed på deres forpligtelse til at foretage en objektiv efterforskning i sagen og sikres, at der for anklagemyndighedens vurdering af, hvorvidt tiltale skal rejses, er et fuldstændigt grundlag, også i forhold til bevisvurderingen.

 

Dommen giver anledning til at overveje, om den måde, hvorpå arbejdsgivere forholder sig til situationer, hvor der opstår mistanke om overgreb fra ansatte i forhold til børn og unge, er udtryk for en tilstrækkelig nuanceret krisestyring, der på den ene side ikke er afvisende overfor de, der påstår sig krænket, men som på den anden side ikke på forhånd antager, at krænkelse har fundet sted på en sådan måde, at enkeltpersoner udpeges i den forbindelse.

 

Sidst men ikke mindst giver sagen anledning til at overveje, hvorledes de faglige organisationer skal agere i forhold til personer, hvis arbejdskraft principielt ikke ønskes af arbejdsgiveren på grund af forhold, hvis afklaring først sker i et forløb, hvis tidsmæssige udstrækning såvel lønmodtageren som arbejdsgiveren principielt er uden indflydelse på.

 

Det kan konkret oplyses, at den nu frikendte lærer, som blev dømt skyldig i byretten, efter byrettens afgørelse blev bortvist fra sin stilling på trods af, at byrettens afgørelse blev anket på stedet af læreren, og således ikke kunne antages at være endelig.

 

En anlæggelse af en sag om uberettiget bortvisning på tidspunktet for dennes effektuering, ville næppe have ført til et positivt resultat for læreren, såfremt sagen var blevet afgjort forud for den frifindende landsretsafgørelse. Det må derfor anbefales, at der fremover tages et forbehold om at rejse sag efterfølgende vedrørende bortvisningens berettigelse, når der som her sker frifindelse ved Landsretten.

 

Østre Landsrets dom er afsagt den 19. maj 2006 og kan rekvireres ved henvendelse til advokatsekretær Tina Rose Jacobsen

 

Hvis du har spørgsmål til sagen, er du velkommen til at kontakte advokat Karen-Margrethe Schebye, der repræsenterede læreren under landsretssagen