Viden skal deles

Højesteret har afsagt to principielle afgørelser om ”uden ugrundet ophold”

 I den ene sag var der uenighed mellem parterne om, hvem der havde bragt ansættelsesforholdet til ophør. Arbejdsgiverens advokat havde den 8. januar 2002 endelig afvist betaling af det opgjorte lønkrav, der forfaldt i november 2001. 

 

Sagen blev herefter den 25. januar 2002 videresendt fra HK´s lokale afdeling til HK´s juridiske afdeling, der anmodede om en række supplerende oplysninger. HK´s lokale afdeling fremsendte den 12. marts 2002 medlemmets bemærkninger til HK`s juridiske afdeling.

 

Umiddelbart herefter blev sagen oversendt til HK`s advokat, der efter at have afholdt møde i sagen den 2. maj 2002, fremsendte påkrav til arbejdsgiveren den 6. maj 2002.

 

Den 24. maj 2002 blev der indgivet stævning mod to juridiske personer, da der også var opstået usikkerhed om, hvem der hæftede for lønmodtagerens løntilgodehavende. Den 17. september 2002 blev der afsagt udeblivelsesdom i sagen. Herefter blev arbejdsgiveren den 7. oktober 2002 erklæret konkurs med fristdag den 9. september 2002.

   

I den anden sag ophævede lønmodtagerens faglige organisation HK ansættelsesforholdet den 15. august 2001 som følge af manglende lønudbetaling 

 

Der var i perioden herefter korrespondance mellem HK’ lokale afdeling og arbejdsgiverens advokat, om hvem der hæftede for lønmodtagerens krav som følge af en virksomhedsoverdragelse.

 

Den 24. oktober blev sagen oversendt fra HK´s lokale afdeling til HK´s juridiske afdeling, og i perioden frem til den 23. november 2002 blev det indhentet supplerende oplysninger i sagen.  Herefter blev sagen oversendt til HK`s advokat den 29. november 2002. Der var i december 2002 kontakt mellem HK´s advokat og HK´s juridiske afdeling om nogle supplerende oplysninger, ligesom der blev afholdt møde hos advokaten med lønmodtageren den 15. december 2002.

 

Den 7. februar 2002 blev der udtaget stævning i sagen, og udeblivelsesdom blev afsagt den 14. juni 2002. Arbejdsgiveren blev erklæret konkurs den 29. juli 2002 med fristdag den 9. juli 2002. 

 

Begge sagerne blev anmeldt over for Lønmodtagernes Garantifond, der i begge sager afviste at betale med den begrundelse at kravene ikke var forfulgt uden ugrundet ophold.

 

Højesterets afgørelser

 

Højesteret udtalte i begge sager.

 

”Den omstændighed, at retssag vedrørende et bestridt krav på løn mv. er anlagt inden 6 måneder efter, at kravet er forfaldet, giver ikke uden videre grundlag for at fastslå, at kravet er søgt gennemført uden ugrundet ophold. jf. konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 5. Dette spørgsmål må således afgøres efter en konkret vurdering.

Ved denne vurdering skal der ikke alene lægges vægt på, i hvilket omfang der forud for sagsanlægget har været ført forligsforhandlinger mellem parterne eller på anden måde har været kontakt mellem disse. Ved vurderingen må der tillige indrømmes lønmodtageren, dennes faglige organisation og/eller lønmodtagerens eller organisationens advokat rimelig tid til at foretage de interne undersøgelser og overvejelser vedrørende sagens bevismæssige og juridiske spørgsmål, som er fornødne for at tage stilling til, om kravet bør forfølges ved anlæggelse af retssag”

 

I den første sag var der tvivl om, hvem af parterne der havde opsagt ansættelsesforholdet, og i den anden sag var der tvivl om, hvem der hæftede for det rejste krav. Højesteret udtalte herefter i begge sager, at

 

”På denne baggrund og efter det oplyste om de ekspeditioner, som blev foretaget i tiden fra arbejdsgiverens endelige afvisning af kravet til sagsanlægget, finder Højesteret, at kravet må anses for forfulgt uden ugrundet ophold”.

 

 

Schebye Jacobsens bemærkninger

 

Det er nu endeligt fastslået af Højesteret, at det ikke er tilstrækkeligt for at forfølge et krav uden ugrundet ophold, at stævning er indgivet inden 6 måneder fra forfaldstidspunktet.

 

Det vil i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, herunder af om der har været forligsforhandlinger eller kontakt i øvrigt mellem parterne.

 

Der skal herudover indrømmes lønmodtageren, den faglige organisation og advokaten rimelig tid til at overveje og undersøge, om der bevismæssigt og juridisk er grundlag for at videreføre kravet ved domstolene. Hvis det modsatte skulle være tilfælde, ville det formentlig i en række tilfælde betyde, at stævning blev indgivet på et ufuldstændigt og utilstrækkeligt grundlag.

 

Endeligt fandt Højesteret ikke grundlag for generelt at kritisere den sagsbehandlingsprocedure, der er fastlagt af HK, hvor sagerne starter i den lokale afdeling, videresendes til juridisk afdeling og endelig til HK´s advokater. Ligesom der ikke i de konkrete sagerne var sådanne ”ophold” i ekspeditionen af sagen, at kravet ikke var forfulgt uden ugrundet ophold. I det omfang hvor sagerne indgår i de almindelige sagsbehandlingsrutiner risikerer lønmodtageren således ikke at fortabe kravet med henvisning til, at det ikke forfulgt uden ugrundet ophold. 

 

Spørgsmål til sagerne kan rettes til advokat Bo Lauritzen og advokatfuldmægtig Michael Klejs Pedersen         

 

Højesterets domme er afsagt den 5. oktober 2006 og kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Birte Fisker