Viden skal deles

Højesteret tilsidesætter bekendtgørelse til ansættelsesbevisloven

Højesteret fastslår i en opsigtsvækkende afgørelse, at godtgørelses- og ikrafttrædelsesbestemmelserne i bekendtgørelse nr. 941 af 16. september 2004 er ugyldige.

Sagen var anlagt af HK på vegne af et medlem og er tidligere omtalt her på siden i nyhedsbrev af 23. august 2004.

 

Sagens baggrund

 

Lønmodtageren blev ansat den 1. september 1998 som lægesekretær i en privat lægepraksis. Hun modtog ikke i forbindelse med ansættelsen et ansættelsesbevis, der opfyldte betingelserne i ansættelsesbevisloven.

 

I september 2002 gjorde HK opmærksom på, at der ikke var indbetalt pension i henhold til den gældende overenskomst samt, at der ikke var udfærdiget et korrekt ansættelsesbevis.

 

Den 8. september 2002 blev lønmodtageren sygemeldt og endte med ikke efterfølgende at genoptage sit arbejde.

 

Den 19. september 2002 betalte arbejdsgiveren de manglende pensionsbidrag samt 5.000 kr. i godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis. Der blev ikke i den forbindelse udleveret et korrekt ansættelsesbevis til lønmodtageren.

 

Den 28. september 2002 blev lønmodtageren opsagt. Opsigelsen blev begrundet i en ændring af arbejdsmængden gennem de sidste 4 år, og lønmodtageren blev samtidig tilbudt fortsat ansættelse med 20 timer om ugen.

 

Efter opsigelsen anmodede lønmodtageren den 15. oktober 2002 om en stillingsbeskrivelse for deltidsstillingen. Den 29. oktober 2002 afslog lønmodtageren tilbuddet om deltidsansættelse.

 

Efterfølgende fremsatte HK – uden forudgående rykker – den 12. december 2002 krav om en ny godtgørelse efter ansættelsesbevisloven for den manglende udstedelse af et korrekt ansættelsesbevis.

 

Sø- og Handelsrets sagen

 

Sagen blev anlagt ved Sø- og Handelsretten, da den vedrørte en principiel problemstilling om overtrædelse af deltidsloven.

 

Under Sø- og Handelsretssagen blev spørgsmålet om overtrædelse af ansættelsesbevisloven ligeledes principielt, idet Beskæftigelsesministeriet den 8. juni 2004 udstedte en ny bekendtgørelse om godtgørelsesniveauet i ansættelsesbevisloven med ikrafttræden 1. juni 2004.

 

Sø- og Handelsretten fastslog i sin dom, at den udstedte bekendtgørelse ikke fandt anvendelse i sagen, da kravet om godtgørelse var opstået inden bekendtgørelsens ikrafttræden.

 

I forhold til deltidsspørgsmålet fandt Sø- og Handelsretten, at afskedigelsen var i strid med deltidsloven og tilkendte lønmodtageren en godtgørelse på 3 måneders løn.

 

Sagen blev af arbejdsgiveren anket til Højesteret.

 

Som følge af Sø- og Handelsrettens dom blev der fra Beskæftigelsesministeriet udstedt en ny bekendtgørelse – nr. 941 af 16. september 2004. Heraf fremgik, at den ændrede godtgørelsesbestemmelse i bekendtgørelsens § 5 skulle finde anvendelse på sager, der ikke var endeligt afgjort inden bekendtgørelsens ikrafttræden den 29. september 2004.

 

Det blev herefter overfor Højesteret anført fra arbejdsgiverens side, at det ændrede - lavere – godtgørelsesniveau i bekendtgørelse nr. 941 skulle finde anvendelse i sagen.

 

Under sagens behandling for Højesteret blev der imidlertid stillet spørgsmålstegn ved bekendtgørelsens gyldighed.

 

Højesterets afgørelse

 

Under Højesteretssagen tilkendegav både lønmodtager- og arbejdsgiversiden, at der ikke i ansættelsesbevisloven var hjemmel til ændringen af godtgørelsesniveauet som sket i de af Beskæftigelsesministeriet udstedte bekendtgørelser.

 

Højesteret fremhævede i sin afgørelse, at ansættelsesbevislovens § 6 hjemler en mulighed for Beskæftigelsesministeriet til - efter forhandling med arbejdsmarkedets parter - at fastsætte regler om godtgørelsens størrelse på det ikke-overenskomstdækkede område. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at godtgørelsesniveauet bør fastsættes under hensyntagen til, hvad der for sammenlignelige tilfælde vil blive resultatet i det fagretlige system, og at lovens sanktionssystem så vidt muligt skal være neutralt i forhold til det fagretlige system.

 

Højesteret lægger til grund, at tilsidesættelsen af oplysningspligten i det fagretlige system er blevet sanktioneret i overensstemmelse med de principper for godtgørelsens udmåling, der blev fastlagt af Højesteret i U1997.1702.

 

Det fremgik af Beskæftigelsesministeriets høringsskrivelse, at formålet med § 5 i bekendtgørelse nr. 941 af 16. september 2004 var at nedsætte godtgørelsesniveauet, og at bestemmelsen blev udformet uden hensyntagen til, at der efter lovens forarbejder så vidt muligt skulle være overensstemmelse mellem sanktionering efter loven og i det fagretlige system.

 

På den baggrund fandt Højesteret ikke, at der i lovens § 6 er hjemmel til at nedsætte godtgørelsesniveauet som sket, og at § 5 derfor er ugyldig.

 

Højesteret bemærker videre, at der heller ikke er hjemmel til at ændre godtgørelsesniveauet med tilbagevirkende kraft, hvorfor bekendtgørelsens ikrafttrædelsesbestemmelse ligeledes er ugyldig.

 

Spørgsmål om godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis skulle herefter afgøres efter det oprindelige retsgrundlag.

 

Herom tilkendegav Højesteret bl.a.,  at

 

”Pligten til at give fyldestgørende oplysninger om ansættelsesvilkårene i et ansættelsesforhold ophører ikke ved, at der er betalt godtgørelse for manglende opfyldelse af oplysningspligten. Fortsat tilsidesættelse af oplysningspligten kan derfor som udgangspunkt udløse et nyt krav på godtgørelse.”

 

Under hensyntagen til de konkrete omstændigheder i sagen – hvor Højesteret fremhæver forløbet fra den 19. september til 12. december 2002 – var der ikke grundlag for at pålægge arbejdsgiveren at betale yderligere godtgørelse.

 

I forhold til deltidsspørgsmålet bemærker Højesteret, at

 

”Efter formålet med, baggrunden for og forarbejderne til deltidsloven finder Højesteret, at loven ikke begrænser en arbejdsgivers ret til at foretage afskedigelse ud fra et sagligt skøn over behovet for arbejdskraft. Arbejdsgiveren, der var praktiserende læge med en enkelt lægesekretær ansat på fuld tid, ønskede at begrænse sekretærbistanden til 20 timer om ugen. Højesteret finder, at dette var sagligt begrundet i ændringerne i arbejdets omfang og karakter. Deltidsloven var derfor ikke til hinder for at gennemføre denne omlægning ved afskedigelse.”

 

Arbejdsgiveren blev herefter i det hele frifundet under sagen.

 

Schebye Jacobsens bemærkninger

 

Det er naturligvis bemærkelsesværdigt, at Højesteret tilsidesætter dele af en bekendtgørelse som sket i sagen.

 

Som vi tidligere har redegjort for her på siden (senest i nyhedsbrev af 21. oktober 2005) er intentionerne fra Beskæftigelsesministeriets side om at nedsætte godtgørelsesniveauet for overtrædelse af ansættelsesbevisloven imidlertid ikke for alvor slået igennem i praksis.

 

Med Højesterets dom er det dog endeligt fastslået, at godtgørelsesniveauet er som udlagt af Højesteret i U1997.1702.

 

Herudover er det værd at bemærke, at Højesteret er enig med Sø- og Handelsretten i, at betaling af en godtgørelse ikke fritager en arbejdsgiver for at lave et korrekt ansættelsesbevis.

 

I forhold til deltidslovsspørgsmålet må Højesterets resultat siges at være forventeligt. Dette skal ses i lyset af, at arbejdsgiveren tilbød lønmodtageren at fortsætte i en deltidsstilling, og da denne afslog dette tilbud og efterfølgende ansatte en ny medarbejder på deltid.

 

Højesterets dom er afsagt den 16. maj 2006 og kan ses på Højesterets hjemmeside

 

Dommen er i øvrigt omtalt på HK’s hjemmeside

 

Henvendelser om sagen kan ske til advokat Trine Binett Jørgensen

Højesteret tilsidesætter bekendtgørelse til ansættelsesbevisloven

Højesteret fastslår i en opsigtsvækkende afgørelse, at godtgørelses- og ikrafttrædelsesbestemmelserne i bekendtgørelse nr. 941 af 16. september 2004 er ugyldige.

Sagen var anlagt af HK på vegne af et medlem og er tidligere omtalt her på siden i nyhedsbrev af 23. august 2004.

 

Sagens baggrund

 

Lønmodtageren blev ansat den 1. september 1998 som lægesekretær i en privat lægepraksis. Hun modtog ikke i forbindelse med ansættelsen et ansættelsesbevis, der opfyldte betingelserne i ansættelsesbevisloven.

 

I september 2002 gjorde HK opmærksom på, at der ikke var indbetalt pension i henhold til den gældende overenskomst samt, at der ikke var udfærdiget et korrekt ansættelsesbevis.

 

Den 8. september 2002 blev lønmodtageren sygemeldt og endte med ikke efterfølgende at genoptage sit arbejde.

 

Den 19. september 2002 betalte arbejdsgiveren de manglende pensionsbidrag samt 5.000 kr. i godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis. Der blev ikke i den forbindelse udleveret et korrekt ansættelsesbevis til lønmodtageren.

 

Den 28. september 2002 blev lønmodtageren opsagt. Opsigelsen blev begrundet i en ændring af arbejdsmængden gennem de sidste 4 år, og lønmodtageren blev samtidig tilbudt fortsat ansættelse med 20 timer om ugen.

 

Efter opsigelsen anmodede lønmodtageren den 15. oktober 2002 om en stillingsbeskrivelse for deltidsstillingen. Den 29. oktober 2002 afslog lønmodtageren tilbuddet om deltidsansættelse.

 

Efterfølgende fremsatte HK – uden forudgående rykker – den 12. december 2002 krav om en ny godtgørelse efter ansættelsesbevisloven for den manglende udstedelse af et korrekt ansættelsesbevis.

 

Sø- og Handelsrets sagen

 

Sagen blev anlagt ved Sø- og Handelsretten, da den vedrørte en principiel problemstilling om overtrædelse af deltidsloven.

 

Under Sø- og Handelsretssagen blev spørgsmålet om overtrædelse af ansættelsesbevisloven ligeledes principielt, idet Beskæftigelsesministeriet den 8. juni 2004 udstedte en ny bekendtgørelse om godtgørelsesniveauet i ansættelsesbevisloven med ikrafttræden 1. juni 2004.

 

Sø- og Handelsretten fastslog i sin dom, at den udstedte bekendtgørelse ikke fandt anvendelse i sagen, da kravet om godtgørelse var opstået inden bekendtgørelsens ikrafttræden.

 

I forhold til deltidsspørgsmålet fandt Sø- og Handelsretten, at afskedigelsen var i strid med deltidsloven og tilkendte lønmodtageren en godtgørelse på 3 måneders løn.

 

Sagen blev af arbejdsgiveren anket til Højesteret.

 

Som følge af Sø- og Handelsrettens dom blev der fra Beskæftigelsesministeriet udstedt en ny bekendtgørelse – nr. 941 af 16. september 2004. Heraf fremgik, at den ændrede godtgørelsesbestemmelse i bekendtgørelsens § 5 skulle finde anvendelse på sager, der ikke var endeligt afgjort inden bekendtgørelsens ikrafttræden den 29. september 2004.

 

Det blev herefter overfor Højesteret anført fra arbejdsgiverens side, at det ændrede - lavere – godtgørelsesniveau i bekendtgørelse nr. 941 skulle finde anvendelse i sagen.

 

Under sagens behandling for Højesteret blev der imidlertid stillet spørgsmålstegn ved bekendtgørelsens gyldighed.

 

Højesterets afgørelse

 

Under Højesteretssagen tilkendegav både lønmodtager- og arbejdsgiversiden, at der ikke i ansættelsesbevisloven var hjemmel til ændringen af godtgørelsesniveauet som sket i de af Beskæftigelsesministeriet udstedte bekendtgørelser.

 

Højesteret fremhævede i sin afgørelse, at ansættelsesbevislovens § 6 hjemler en mulighed for Beskæftigelsesministeriet til - efter forhandling med arbejdsmarkedets parter - at fastsætte regler om godtgørelsens størrelse på det ikke-overenskomstdækkede område. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at godtgørelsesniveauet bør fastsættes under hensyntagen til, hvad der for sammenlignelige tilfælde vil blive resultatet i det fagretlige system, og at lovens sanktionssystem så vidt muligt skal være neutralt i forhold til det fagretlige system.

 

Højesteret lægger til grund, at tilsidesættelsen af oplysningspligten i det fagretlige system er blevet sanktioneret i overensstemmelse med de principper for godtgørelsens udmåling, der blev fastlagt af Højesteret i U1997.1702.

 

Det fremgik af Beskæftigelsesministeriets høringsskrivelse, at formålet med § 5 i bekendtgørelse nr. 941 af 16. september 2004 var at nedsætte godtgørelsesniveauet, og at bestemmelsen blev udformet uden hensyntagen til, at der efter lovens forarbejder så vidt muligt skulle være overensstemmelse mellem sanktionering efter loven og i det fagretlige system.

 

På den baggrund fandt Højesteret ikke, at der i lovens § 6 er hjemmel til at nedsætte godtgørelsesniveauet som sket, og at § 5 derfor er ugyldig.

 

Højesteret bemærker videre, at der heller ikke er hjemmel til at ændre godtgørelsesniveauet med tilbagevirkende kraft, hvorfor bekendtgørelsens ikrafttrædelsesbestemmelse ligeledes er ugyldig.

 

Spørgsmål om godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis skulle herefter afgøres efter det oprindelige retsgrundlag.

 

Herom tilkendegav Højesteret bl.a.,  at

 

”Pligten til at give fyldestgørende oplysninger om ansættelsesvilkårene i et ansættelsesforhold ophører ikke ved, at der er betalt godtgørelse for manglende opfyldelse af oplysningspligten. Fortsat tilsidesættelse af oplysningspligten kan derfor som udgangspunkt udløse et nyt krav på godtgørelse.”

 

Under hensyntagen til de konkrete omstændigheder i sagen – hvor Højesteret fremhæver forløbet fra den 19. september til 12. december 2002 – var der ikke grundlag for at pålægge arbejdsgiveren at betale yderligere godtgørelse.

 

I forhold til deltidsspørgsmålet bemærker Højesteret, at

 

”Efter formålet med, baggrunden for og forarbejderne til deltidsloven finder Højesteret, at loven ikke begrænser en arbejdsgivers ret til at foretage afskedigelse ud fra et sagligt skøn over behovet for arbejdskraft. Arbejdsgiveren, der var praktiserende læge med en enkelt lægesekretær ansat på fuld tid, ønskede at begrænse sekretærbistanden til 20 timer om ugen. Højesteret finder, at dette var sagligt begrundet i ændringerne i arbejdets omfang og karakter. Deltidsloven var derfor ikke til hinder for at gennemføre denne omlægning ved afskedigelse.”

 

Arbejdsgiveren blev herefter i det hele frifundet under sagen.

 

Schebye Jacobsens bemærkninger

 

Det er naturligvis bemærkelsesværdigt, at Højesteret tilsidesætter dele af en bekendtgørelse som sket i sagen.

 

Som vi tidligere har redegjort for her på siden (senest i nyhedsbrev af 21. oktober 2005) er intentionerne fra Beskæftigelsesministeriets side om at nedsætte godtgørelsesniveauet for overtrædelse af ansættelsesbevisloven imidlertid ikke for alvor slået igennem i praksis.

 

Med Højesterets dom er det dog endeligt fastslået, at godtgørelsesniveauet er som udlagt af Højesteret i U1997.1702.

 

Herudover er det værd at bemærke, at Højesteret er enig med Sø- og Handelsretten i, at betaling af en godtgørelse ikke fritager en arbejdsgiver for at lave et korrekt ansættelsesbevis.

 

I forhold til deltidslovsspørgsmålet må Højesterets resultat siges at være forventeligt. Dette skal ses i lyset af, at arbejdsgiveren tilbød lønmodtageren at fortsætte i en deltidsstilling, og da denne afslog dette tilbud og efterfølgende ansatte en ny medarbejder på deltid.

 

Højesterets dom er afsagt den 16. maj 2006 og kan ses på Højesterets hjemmeside

 

Dommen er i øvrigt omtalt på HK’s hjemmeside

 

Henvendelser om sagen kan ske til advokat Trine Binett Jørgensen