Viden skal deles

Højesterets dom om lønbegrebet

Schebye Jacobsen har på vegne af Teknisk Landsforbund ført en sag for Højesteret, som har ført til en endelig afklaring af en af de sidste problemstillinger i relation til lønmodtageres rettigheder til udnyttelse af aktieoptioner tildelt før ikrafttrædelsen af aktieoptionsloven den 1. juli 2004.

 

Sagens omstændigheder

 

Sagen drejede om et medlem af Teknisk Landsforbund, der under sin ansættelse hos Mobilix A/S (siden Orange, nu Telia) i efteråret 2000 sammen med ca. 150 andre nøglemedarbejdere fik tildelt 40 stk. aktieoptioner, som kunne udnyttes ved erhvervelse af aktier under forudsætning af, at selskabet blev børsnoteret senest den 31. december 2003. Såfremt selskabet ikke blev børsnoteret, var det en del af vilkårene, at der i stedet for erhvervelse af aktier skulle udbetales et kontant beløb. Dette var fastsat til kr. 3.000,00 pr. tildelt option svarende til i alt kr. 120.000,00.

 

Det fremgik af vilkårene for tildelingen, at retten til udnyttelse af optionerne og retten til udbetaling af et kontant beløb bortfaldt, hvis medarbejderen ikke var ansat på udnyttelses-/udbetalingstidspunktet.

 

Medarbejderen blev opsagt i forbindelse med en masseafskedigelsesrunde i december 2002 og fratrådte med udgangen af juni 2003. Som følge af, at selskabet ikke blev børsnoteret, rejste medarbejderen efterfølgende krav om udbetaling af det kontante beløb, hvilket arbejdsgiveren under henvisning til bortfaldsklausulen afviste.

 

Arbejdsgiveren afviste således, at der var tale om løn, dels under henvisning til at der var tale om én tildeling (altså en engangsordning og ikke en tildeling som led i en løbende ordning), dels under henvisning til at de ansatte ikke havde fået et forudgående tilsagn om deltagelse i ordningen.

 

Under sagen anførte arbejdsgiveren endvidere, at de fratrådte medarbejdere, såfremt bortfaldsklausulen ikke kunne håndhæves, ikke havde krav på udbetaling af det fulde beløb, men alene krav på udbetaling af en forholdsmæssig andel af beløbet.

 

Højesterets dom

 

Højesterets dom er meget klar i sine præmisser i relation til besvarelsen af begge de rejste spørgsmål.

 

I relation til lønbegrebet fastslår Højesteret uden nogen nærmere begrundelse, at de tildelte aktieoptioner "må anses for en del af den samlede vederlæggelse i ansættelsesforholdet hos Mobilix omfattet af den dagældende funktionærlovs § 17a". Højesteret har dermed afvist enhver diskussion om, hvorvidt ydelser, der har karakter af engangstildeling eller hvorom den pågældende medarbejder ikke forudgående har fået et tilsagn om tildeling, kan undtages fra det arbejdsretlige lønbegreb.

 

I relation til spørgsmålet om hel eller fuld udbetaling af det opgjorte differenceafregningsbeløb udtalte Højesteret, at "… aktieoptioner har en økonomisk værdi på tildelingstidspunktet, og at de i deres helhed ved anvendelsen af funktionærlovens § 17a må anses for erhvervet på dette tidspunkt, også når tildelingen sker med henblik på personalefastholdelse."

 

Højesteret har dermed fastslået, at aktieoptioner, uanset om de er tildelt med det formål at fastholde medarbejderen, må anses for erhvervet på tildelingstidspunktet, og at enhver overvejelse, om hvorvidt tildelingen er sket med et fremadrettet eller bagudrettet sigte, er uden betydning. Det afgørende er, at tildeling har fundet sted som led i et ansættelsesforhold.

 

Højesteret lagde endvidere til grund, at det forhold, at aktieoptionerne i overensstemmelse med aftalen blev konverteret til et krav på afregning af et kontant beløb (betegnet som differenceafregning) som følge af, at Mobilix ikke blev børsnoteret inden den 31. december 2003, ikke kan føre til andet resultat i relation til afgørelsen af, at der er sket retserhvervelse til det fulde beløb allerede på tildelingstidspunktet.

 

Som følge heraf blev bortfaldsklausulen i de generelle vilkår tilsidesat, og medlemmet fik ret til at få afregnet det fulde differenceafregningsbeløb.

 

Schebye Jacobsens kommentarer

 

Dommen viser, at det arbejdsretlige lønbegreb som udgangspunkt omfatter enhver ydelse, som den ansatte modtager som led i ansættelsesforholdet. Arbejdsgiveren kan ikke under henvisning til, at der er tale om

 

·         en éngangsydelse,

·         en ydelse, som alene gives til en mindre gruppe af medarbejdere,

·         en ydelse, som er givet uden noget forudgående tilsagn,

·         en ydelse, som har til formål at fastholde den ansatte og/eller

·         en ydelse, som hviler på arbejdsgiverens diskretionære beslutning

 

undtage ydelsen fra lønbegrebet. Tværtimod bekræfter dommen, at arbejdsgiveren – i lyset af kontraktrelationen – bærer en tung bevisbyrde for at afkræfte formodningen for, at det den ansatte modtager fra arbejdsgiveren er vederlag for arbejde.

 

Dommen viser endvidere, at retten til udnyttelse af tildelte aktieoptioner – uanset at retten forvandles til et krav på afregning af et kontant beløb – anses for erhvervet i sin helhed allerede ved tildelingen.

 

Ordninger, der som i denne sag angår krav på afregning af et kontant beløb i stedet for erhvervelse af aktier (enten ved køb eller tegning), er i øvrigt ikke omfattet af aktieoptionsloven. Afgørelsen har derfor også betydning for tilsvarende ordninger, der måtte være etableret efter ikrafttrædelsen af aktieoptionsloven.

 

Dommen er afsagt af Højesteret den 12. juli 2006 og kan rekvireres ved henvendelse til advokatsekretær Anja Rønne Vilstrup

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Arvid Andersen