Viden skal deles

Ændring af godtgørelsesniveauet i ansættelsesbevisloven

Folketinget har den 22. februar 2007 vedtaget en ændring af godtgørelsesbestemmelsen i ansættelsesbevisloven.

Loven har virkning for godtgørelseskrav, der rejses efter lovens ikrafttræden den 1. marts 2007.  Det betyder omvendt, at de sager, hvor kravet er rejst før den 1. marts 2007, fortsat skal afgøres efter Højesterets praksis fra 1997.

Lovændringen

Ansættelsesbevislovens § 6 får fremover følgende ordlyd:

”Stk. 1. Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt, kan lønmodtageren tilkendes en godtgørelse ved domstolene. Godtgørelsen, der for den enkelte ikke kan overstige 13 ugers løn, fastsættes under hensyntagen til sagens omstændigheder, herunder om manglen har haft konkret betydning for lønmodtageren. Godtgørelsen kan, hvis der foreligger skærpende omstændigheder, forhøjes op til 20 ugers løn.

Stk. 2. Godtgørelsen kan dog højst udgøre 1.000 kr., hvis mangelen er undskyldelig og i øvrigt ikke har haft konkret betydning for ansættelsesforholdet."

Sager om overtrædelse af ansættelsesbevisloven kan på baggrund af lovens ordlyd opdeles i tre kategorier:

   1. Mangler, der skal vurderes i forhold til godtgørelsesrammen på 13 ugers løn.
      
   2. Mangler, hvor der foreligger skærpende omstændigheder, der indebærer, at godtgørelsesrammen kan forhøjes til 20 ugers løn.
      
   3. Mangler, der er undskyldelige og uden konkret betydning for ansættelsesforholdet og skal udløse en godtgørelse på højst kr. 1.000,00.

Formålet med lovændringen er at ”justere” godtgørelsesniveauet,  hvilket er baggrunden for, at selve godtgørelsesrammen ”nedjusteres” fra 26 til 13 ugers løn. Samtidig forudsætter lovforarbejderne, at der ved udmålingen af godtgørelserne i langt højere grad end hidtil tages hensyn til den konkrete mangels betydning.


Lovændringen gør op med den praksis, der blev fastlagt i Højesterets dom U1997.1702H. Det anføres således i forarbejderne, at den praksis, der har udviklet sig efter Højesterets dom, ikke tager tilstrækkelig højde for, om en konkret mangel i ansættelsesbeviset har haft nogen betydning for lønmodtageren.

Det anføres i forarbejderne, at der med lovændringen sker en generel nedsættelse af godtgørelsesniveauet, men at der samtidig sikres mulighed for at udmåle godtgørelser, der beløbsmæssigt overstiger niveauet i højesteretsdommen i tilfælde af skærpende omstændigheder. Der skal samtidig i fremtiden udmåles godtgørelser med en større ”spændvidde” således, at overtrædelsens grovhed afspejles i godtgørelsesudmålingen.

Forarbejderne indeholder bl.a. følgende bemærkning:

”Lovforslaget har til formål at sikre, at godtgørelsesrammen i højere grad bliver udnyttet, herunder også muligheden for at forhøje godtgørelsesrammen op til 20 uger i de tilfælde, hvor der foreligger skærpende omstændigheder. Det vil være i modsætning til i dag, hvor godtgørelsesrammen ganske vist er 26 uger, men hvor godtgørelsesniveauet, som kan udledes af den retspraksis, der er udviklet med baggrund i Højesterets dom fra 1997, er temmelig unuanceret, og hvor der ikke synes at blive skelet til lønmodtagerens løn.”

Schebye Jacobsens bemærkninger

Der er næppe tvivl om, at hensigten med lovændringen er, at indføre en ny godtgørelsespraksis og dermed fravige den praksis, der er fastlagt med Højesterets dom fra 1997.

Samtidig er der heller ikke - efter forløbet forud for lovens vedtagelse - tvivl om, at intentionen er, at godtgørelsesniveauet i de sager, hvor manglerne har været uden betydning for lønmodtageren, skal nedsættes.

Imidlertid må det også konstateres, at lovgiver i de sager, hvor manglen har haft en betydning for lønmodtageren, ønsker et mere nuanceret godtgørelsesniveau, hvor domstolene i højere grad end i dag udnytter den godtgørelsesramme, loven fastlægger.

Dette må forstås sådan, at der i disse sager konkret skal udmåles godtgørelser over den hidtidige praksis på kr. 10.000,-. Det er således de færreste lønmodtagere, hvor 13 ugers løn ikke udgør et væsentligt højere beløb end kr. 10.000,-

Det må også forventes, at godtgørelserne - på linie med anden ansættelsesretlig lovgivning - fremadrettet vil blive udmålt i uger, hvor der i hver enkelt sag skal foretages en konkret vurdering af overtrædelse grovhed og betydning for den berørte lønmodtageren.

Dette vil få den konsekvens, at det vil være vanskeligt - i hvert tilfælde i en længere overgangsperiode - at forlige sager om overtrædelse af loven, idet ændringen medfører stor usikkerhed om det fremtidige godtgørelsesniveauet, hvilket utvivlsomt vil betyde flere sager herom ved domstolene.

Ser man bort fra de sager, der falder ind under stk. 2 om en godtgørelse på kr. 1.000,-, er det Schebye Jacobsens opfattelse, at der fra den 1. marts 2007 bør rejses krav over for arbejdsgiverne udmålt i uger.

Da ingen kan forudse, hvor det fremtidig godtgørelsesniveau kommer til at ligge, vil den eneste vurdering man som organisation umiddelbart kan foretage være, om der er tale om en mangel, der har haft konkret betydning for lønmodtageren eller ej.

For at imødekomme lovens intentioner er det vores anbefaling, at der i de sager, hvor manglen ikke har haft konkret betydning for lønmodtageren, rejses et krav om 6½ uges løn. I de sager, hvor manglen har haft konkret betydning, må man rejse et krav på 13 ugers løn (20 uger såfremt der foreligger skærpende omstændigheder).

Det må herefter overlades til domstolene på ny at fastlægge det fremtidige godtgørelsesniveau.

Har du spørgsmål til lovændringen eller ansættelsesbevisloven i øvrigt, er du velkommen til at kontakte advokat Trine Binett Jørgensen eller advokatfuldmægtig Michael Klejs Pedersen JSLaw@sjlaw.dk