Viden skal deles

Beslutning om forflyttelse af tjenestemandsansat lærer anset for en forvaltningsretlig afgørelse

Højesteret har afgjort, at en forflyttelse af en tjenestemand var en forvaltningsretlig afgørelse. Højesteret fandt imidlertid ikke, at der var grundlag for en økonomisk kompensation for sagsbehandlingsfejl, da Højesteret ikke fandt, at der forelå sådanne særligt krænkende omstændigheder, og da tjenestemanden ikke havde lidt et økonomisk tab.

Sagen var anlagt af Danmarks Lærerforening på vegne af et medlem.

Sagens omstændigheder

En tjenestemandsansat lærer havde været ansat på samme skole i 27 år. Ved brev af 25. marts 2002 fra skolelederen til kommunen indstillede skolelederen, at læreren blev forflyttet med virkning fra 1. august 2002 til en anden skole 3 km væk. Baggrunden for skolelederens indstilling var samarbejdsproblemer, som angiveligt skulle være begrundet i lærerens forhold.

Ved brev af 17. april 2002 blev læreren orienteret om, at hendes tjenestested med virkning fra 1. august 2002 var overflyttet til en anden skole. Læreren havde ikke været bekendt med, at skolelederen havde indstillet hende til forflyttelse, og hun havde ikke haft lejlighed til at udtale sig i sagen. Overflytningen indebar ikke nogen ændring af løn og ansættelsesvilkår i øvrigt.

Vestre Landsrets dom

Landsretten lagde til grund, at beslutningen om at ændre tjenestestedet var begrundet i påståede samarbejdsvanskeligheder og ikke driftsmæssige hensyn.

Landsretten fastslog endvidere, at der ikke var grundlag for at antage, at kommunen havde foretaget en vurdering af, om der var andre lærere, der kunne forflyttes.

Selvom ændringen af arbejdsstedet holdt sig inden for lærerens ansættelsesområde, fandt landsretten, at der var tale om en forvaltningsretlig afgørelse således, at kommunen skulle have iagttaget forvaltningslovens regler om partshøring (§ 19) og begrundelse af afgørelsen (§ 24).

På trods af karakteren af de foreliggende mangler, og idet beslutningen ikke indebar nogen ændring af lærerens løn og ansættelsesvilkår, fandt landsretten ikke, at der var grundlag for at tildele en økonomisk kompensation.

Højesterets dom

Et flertal på 5 ud af 7 dommere fastslog indledningsvist, at overflytningen af læreren fra hendes tidligere tjenestested, hvor hun havde været ansat i 27 år, udgjorde en væsentlig ændring af hendes arbejdsforhold, og at beslutningen om overflytning blev truffet på grundlag af en indstilling fra skolelederen på det tidligere tjenestested.

På denne baggrund og i øvrigt af de grunde der var anført af landsretten, fandt Højesteret, at der var tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Som følge heraf burde kommunen have foretaget partshøring og have begrundet afgørelsen. Højesteret fandt imidlertid ikke, at der var grundlag for, at kommunen var forpligtet til at partshøre i videre omfang end hvad, der følger af § 19 (udvidet partshøringspligt).

Højesteret fastslog endvidere, at kommunens sagsbehandlingsfejl ikke udgjorde et grundlag for at tildele en økonomisk kompensation, da der ikke forelå sådant særlige krænkende omstændigheder og, da der ikke var lidt et økonomisk tab ved overflytningen.

Højesterets afgørelse var i vidt omfang overensstemmende med en forudgående udtalelse fra Folketingets Ombudsmand.

Et mindretal på to højesteretsdommere fandt, at forflyttelsen var en konkret tjenestebefaling. Mindretallet fandt endvidere, at samarbejdsproblemer kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en tjenestebefaling om forflyttelse. Som følge heraf kunne forflyttelsen, efter mindretallets opfattelse, være sket ved en tjenestebefaling, og kommunen var som følge heraf ikke forpligtet til at iagttage forvaltningsloven.

Schebye Jacobsens bemærkninger

Sagen vedrørte et spørgsmål om forvaltningsretlige mangler ved beslutningen om overflytning af tjenestemanden.

Det, Højesteret skulle afgøre, var, om der med forflyttelsen var tale om en tjenestebefaling, der falder ind under ledelsesretten, eller om der var tale om en beslutning om forflyttelse af disciplinær karakter, som falder ind under afgørelsesbegrebet i Forvaltningslovens §2.

Sagen vedrørte således ikke spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en forflyttelse, som tjenestemanden ikke var forpligtet til at tåle i tjenestemandsretlig forstand, idet det nye ansættelsessted utvivlsomt lå inden for tjenestemandens ansættelsesområde og dermed indenfor tålegrænsen.

Med dommen har Højesteret cementeret forståelsen af det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb.

Det er værd at notere sig, at Højesteret benytter begrebet ”væsentlig ændring” om forflyttelsen uagtet, der ud fra hidtidige, almindelige ansættelsesretlige betragtninger ikke med den fysiske flytning er tale om en væsentlig ændring.

Det er ligeledes værd at notere sig, at Højesteret som begrundelse for den manglende tilkendelse af kompensation hæfter sig ved, at tjenestemanden ikke har lidt noget tab. Efter hidtidig praksis er tilkendelse af kompensation for formelle, forvaltningsretlige mangler tabsuafhængig.

Højesterets dom er afsagt den 6. december 2007 og kan rekvireres ved henvendelse til Birgitte Marie Nielsen

Har du spørgsmål til sagen, er du velkomment til at kontakte Ulla Jacobsen herom. SJ@sjlaw.dk