Viden skal deles

Forældre kunne dele barsels- og forældreorlov mellem sig med 2 dage til den ene og 3 dage til den anden i hver uge

Højesteret har givet en far medhold i, at han havde ret til at fordele sin barsels- og forældreorlov på en sådan måde, at han tog orlov mandag og tirsdag hver uge, mens moderen tog orlov onsdag, torsdag og fredag hver uge.

Sagen var anlagt af Dansk Funktionærforbund Serviceforbundet på vegne af faderen og er tidligere omtalt her på siden (nyhed af 6. oktober 2005).

Sagens omstændigheder

En mandlig lønmodtager skulle sammen med sin kone adoptere. Derfor meddelte han sin arbejdsgiver, at han og hans kone ønskede at fordele orloven mellem sig, således at han holdt orlov mandag og tirsdag, mens konen afholdte sin orlov onsdag, torsdag og fredag.

Arbejdsgiveren nægtede som udgangspunkt lønmodtagerens ret til at holde sin orlov som ønsket. Da retsstillingen på området imidlertid var uafklaret, accepterede arbejdsgiveren orloven mod at tage forbehold for at rejse et erstatningskrav mod lønmodtageren for det tab, som arbejdsgiveren måtte lide som følge af den ønskede orlov.

På baggrund heraf valgte lønmodtageren at opsige sin stilling og anlagde sag mod arbejdsgiveren med påstand om, at fordelingen af orloven  var berettiget og med krav om betaling af en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 9.

Ligestillingsnævnets afgørelse

Sagen blev først indbragt for Ligestillingsnævnet. Flertallet her fandt, at lønmodtageren havde ret til at afholde orlov som ønsket.

Ligestillingsnævnet mente derudover, at arbejdsgiverens trussel om at rejse et erstatningskrav stred mod ligebehandlingslovens § 9, men nævnet fandt dog ikke grundlag for at tilkende en godtgørelse, da arbejdsgiveren kunne have været i en vis berettiget tvivl om retsstillingen.

Østre Landsrets afgørelse

Sagen blev herefter indbragt for Østre Landsret, der fandt, at ligebehandlingsloven ikke kunne fortolkes så vidtgående som påstået af lønmodtageren, da en sådan fortolkning måtte kræve sikker støtte i loven eller dennes forarbejder. Denne sikre støtte var ifølge landsretten ikke til stede i den konkrete sag.

Sagen blev herefter af lønmodtageren anket til Højesteret.

Højesterets afgørelse

Højesteret delte sig i et flertal på 4 dommere og et mindretal på 3 dommere.

Flertallet foretog en ordlydsfortolkning af den tidligere ligebehandlingslovs § 7 sammenholdt med § 10, stk. 4, hvorefter hver af forældrene har ret til fravær i 32 uger og til at fordele fraværet på flere perioder. Flertallet udtalte herefter, at der ikke i ordlyden er fastsat begrænsninger i retten til opdeling af fraværet på flere perioder.

Herefter gennemgik flertallet forarbejderne til ændringerne af ligebehandlings- og dagpengeloven i 2002, hvorefter vilkårene for forældre skulle forbedres, og forældrene skulle have mere tid til at give børnene den nødvendige omsorg og nærhed. Her henvises bl.a. til en udtalelse fra beskæftigelsesministeren:

”Selvfølgelig kunne man overveje en grænse for den frie fordeling – fx at de kun kan skiftes ned til en uge ad gangen. Jeg tror dog, det er vanskeligt – og administrativt besværligt – at fastsætte en sådan grænse fornuftigt”

Herefter udtalte flertallet i Højesteret, at lovændringen i 2002 i sig selv måtte anses for en væsentlig øget byrde for arbejdsgiveren, som lovgiver var fuldt opmærksom på. Resultatet blev herefter, at det var muligt at afholde orlov som ønsket af lønmodtageren.

Mindretallet fandt ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at fortolke orlovsreglerne således, at lønmodtageren havde ret til at afholde orlov som ønsket.

Med hensyn til det forhold, at arbejdsgiveren tog forbehold for at rejse et erstatningskrav mod lønmodtageren, mente en enig Højesteret ikke, at dette var en ændring eller misligholdelse af ansættelsesforholdet, der kunne sidestilles med en afskedigelse efter ligebehandlingslovens § 9. Arbejdsgiveren blev herefter frifundet for det rejste godtgørelseskrav.

Schebye Jacobsens bemærkninger

Højesterets afgørelse skal ses i lyset af, at det direkte i forarbejderne til lovændringen i 2002 blev udtalt, at man var opmærksom på, at ændringen kunne medføre ulemper for arbejdsgiverne, da lønmodtagerne fik flere muligheder for at tilrettelægge sin orlov.

Man var altså fra lovgivers side opmærksom på, at reglerne var til ulempe for arbejdsgiverne Dette blev efter beskæftigelsesministerens opfattelse afbødet ved, at lønmodtageren skulle overholde varslingsreglerne, hvorefter denne skal underrette arbejdsgiveren om fordelingen af orloven allerede senest 8 uger efter fødslen samt ved, at orlovsperioden var afgrænset til et fast antal kalenderuger efter fødslen.

Højesterets afgørelse synes derfor at være i overensstemmelse med lovgivers intentioner.

Højesteretsdom er afsagt den 7. maj 2007 og kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Birte Fisker

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokatfuldmægtig Thue Hessellund SJLaw@sjlaw.dk