Viden skal deles

Jobklausul i strid med Hovedaftalens § 9, stk. 2

Arbejdsretten har taget stilling til, om en jobklausul i en samarbejdsaftale var i strid med Hovedaftalen.

Sagens baggrund

Et vikarbureau havde i sine samarbejdsaftaler gjort brug af et aftalevilkår, hvorefter kunden – og virksomheder med nærmere tilknytning til kunden – i indtil 12 måneder efter samarbejdsaftalens ophør ikke måtte ansætte de vikarer, som blev udlejet i henhold til samarbejdsaftalen.

Det fremgik af samarbejdsaftalen, at

”I indtil 12 mdr. fra nærværende samarbejdsaftales ophør, må […] eller selskaber (moder- søster- og datterselskaber) og personer (anpartshavere, bestyrelsesmedlemmer og direktører) med tilknytning til […] ikke ansætte personer omhandlet af nærværende aftales § 1. I tilfælde af overtrædelse betales for hvert tilfælde en konventionalbod på kr. 50.000,- pr. medarbejder.”

LO anlagde sag ved Arbejdsretten med krav om bod under henvisning til, at klausulen i samarbejdsaftalen var i strid med Hovedaftalens § 9, stk. 2, hvoraf det fremgår, at

”Der må ikke fra nogen side lægges hindringer i vejen for, at en arbejdstager udfører så meget og så godt arbejde, som hans evner og uddannelse tillader ham.”

Arbejdsrettens afgørelse

I sine præmisser henviser Arbejdsretten indledningsvis til Højesterets dom af 5. september 1997 (U1997.1495). Her blev der taget stilling til, om en vikar kunne anses for omfattet af funktionærloven. Dette blev afvist, idet Højesteret lagde til grund, at ansættelse via et vikarbureau angår udlejning af arbejdskraft, at ansættelse hos udlejer kun omfatter det enkelte udlejningsforhold, og at vikaren anses for fritstillet over for bureauet og berettiget til at tage fast ansættelse hos den kunde, hvortil vikaren er udlejet af bureauet.

Disse karakteristika for et vikarbureauansættelsesforhold lægger Arbejdsretten betydelig vægt på i den centrale del af præmisserne, hvor det anføres, at:


”Det må, som sagen er oplyst for Arbejdsretten, lægges til grund, at arbejdsstyrken hos [vikarbureauet] består af vikarer, dvs. ansatte, hvis arbejdsforhold bl.a. er karakteriseret ved, at de ikke er sikret vedvarende ansættelse. Det må endvidere lægges til grund, at de ansatte ikke var gjort bekendt med samarbejdsaftalens § 12, og at de ikke modtog nogen økonomisk kompensation på trods af, at bestemmelsen som følge af sin afgrænsning af det tidsrum og de virksomheder, som den var gældende for, var egnet til at påføre dem en ikke uvæsentlig begrænsning i deres muligheder for at opnå fastansættelse.

Det omtvistede aftalevilkår findes i hvert fald under disse omstændigheder at indebære en sådan urimelig og illoyal begrænsning af arbejdstagernes arbejdsmuligheder, at vilkåret må anses for stridende mod Hovedaftalens § 9, stk. 2.”

Den nedlagte påstand om bod blev ikke taget til følge, da Arbejdsretten fandt, at der forelå undskyldende omstændigheder på grund af den fortolkningstvivl, som Hovedaftalens § 9, stk. 2, gav anledning. Endvidere havde arbejdsgiversiden på fællesmødet erklæret sig indforstået med at ophøre med at gøre brug af det omtvistede aftalevilkår.

Schebye Jacobsens bemærkninger

Arbejdsretten præmisserne giver anledning til en række overvejelser.

 

Arbejdsretten kan med bemærkningen ”… i hvert fald under disse omstændigheder…” have taget et ganske betydeligt forbehold for rækkevidden af afgørelsen. Dette forbehold kan tolkes på forskellig vis.

På den ene side må det konstateres, at afgørelsen som udgangspunkt kun har umiddelbar virkning for jobklausuler i forhold til vikarbureauansatte. Dette rejser generelt spørgsmålet om afgørelsens betydning for andre typer af ansættelsesforhold herunder fastansatte og ansatte i tidsbegrænsede stillinger. Der er således lagt udtrykkelig vægt på den løse karakter af ansættelsesforholdet og dermed, at en binding af vikaren ikke harmonerer med parternes gensidige frihed til at kontrahere til anden side.

Afgørelsen har endvidere som udgangspunkt kun direkte retsvirkning på Hovedaftalens område mellem DA og LO. Den har således ikke virkning for ikke-overenskomstdækkede medarbejdere, ligesom afgørelsen ikke har virkning på overenskomstområder, der ikke er underlagt en tilsvarende bestemmelse. Eksempelvis indeholder ingen af Hovedaftalerne på det offentlige område en bestemmelse svarende til Hovedaftalens § 9, stk. 2.

På den anden side kan det, dels på grundlag af henvisningen til ordlyden af Hovedaftalens § 9, stk. 2 - som er helt generelt formuleret - dels under hensyntagen til at bestemmelsen formentlig er udtryk for et almindeligt kollektiv arbejdsretligt princip, ikke udelukkes, at afgørelsen gælder i forhold til alle typer af ansættelsesforhold.

Da afgørelsen umiddelbart kun har virkning på DA/LO området vil der formentlig på ny opstå diskussion om behovet for et lovindgreb. Beskæftigelsesministeren annoncerede i forbindelse med tilbagetrækningen af forslaget til om lov om jobklausuler (omtalt i nyhed af 23. april 2007), at han ville tage emnet op igen. Hvis det sker, vil det med denne afgørelse under alle omstændigheder blive vanskeligt at gennemføre et lovindgreb, som lovliggør anvendelsen af jobklausuler.

Afgørelsen rejser også andre spørgsmål

Arbejdsretten lagde konkret vægt på, at vikaren ikke var bekendt med jobklausulen. Dette forhold rejser to spørgsmål. For det første må man overveje, hvorvidt det ville gøre en forskel i sig selv, at vikaren var informeret om klausulen. For det andet må man overveje, hvordan vikarbureauet kan opfylde sin oplysningspligt over for vikaren. Skal vikarbureauet informere om klausulen allerede ved engageringen af vikaren eller, er det tilstrækkeligt at give en efterfølgende orientering til vikaren.

Ydermere har Arbejdsretten lagt vægt på, at vikaren ikke modtog en økonomisk kompensation for virkningen af klausulen. Vederlagsmomentet rejser dels spørgsmål om, hvorvidt kompensationen skal svare til den kompensation, der er fastlagt i funktionærloven, dels rejser det spørgsmål om, hvorvidt kompensationen skal erlægges samtidigt med ”ansættelsesforholdet” eller efter ophøret af kontrakten mellem vikaren og vikarbureauet eller ophøret af udlejningsforholdet hos kunden.

Endelig har Arbejdsretten lagt vægt på det forhold, at bestemmelsen efter sit indhold indebar en ikke uvæsentlig begrænsning i vikarens mulighed for at opnå fastansættelse. Der er herved lagt udtrykkelig vægt på, at klausulen under hensyn til den tidsmæssige udstrækning og afgrænsning af de virksomheder, som den var gældende for, var egnet til at påføre vikaren en betydelig begrænsning i mobiliteten. Rækkevidden af dette konkrete moment er vanskelig at vurdere.

Afgørelsen rejser således efter Schebye Jacobsens opfattelse flere spørgsmål end den besvarer.

Afgørelsen er afsagt af Arbejdsretten den 7. september 2007 og kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Birte Fisker

Spørgsmål til afgørelsen kan rettes til advokat Karen-Margrethe Schebye og Arvid Andersen SJLaw@sjlaw.dk