Viden skal deles

Sagligt at opsige medarbejder, der ikke havde dansk som modersmål

Sø- og Handelsretten har afvist, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven at afskedige en medarbejder, der er hollænder med henvisning til, at han ikke talte flydende dansk.

Sagen blev ført af Schebye Jacobsen for det berørte HK-medlem.

Sagens omstændigheder

Funktionæren, der er hollænder og har en universitetsuddannelse inden for teater og medievidenskab, flyttede til Danmark i oktober 2001 af private årsager.

Den 2. september 2002 tiltrådte funktionæren en stilling som annoncekonsulent hos en virksomhed, hvor hans væsentligste opgave bestod i at forestå annoncesalg internationalt ved telefonisk henvendelse til kunder. Den 1. december 2002 blev funktionæren udnævnt til projektkonsulent, hvor hans væsentligste opgave herefter bestod i at forestå telefonisk kontakt til kunder på det tyske marked med henblik på at aftale møder mellem virksomhedens account managers og kunden om fremstilling af reklamemateriale.

Som følge af, at virksomheden oprettede et kontor i Hamburg, blev den afdeling, funktionæren var ansat i, lukket. Herefter overgik han til at arbejde på det engelske marked, både som projekt- og annoncekonsulent.

Sideløbende med sin ansættelse modtog funktionæren sprogundervisning og bestod i november/december 2002 Almenprøven – afsluttende prøve i dansk som andetsprog for voksne udlændinge – med karaktererne 11 og 13 i henholdsvis lytteforståelse og mundtlig kommunikation.  Året efter bestod han Studieprøven med karakteren 10 i lytteforståelse og mundtlig kommunikation. Formålet med undervisningen forud for Studieprøven var at kvalificere kursisten sprogligt til at kunne gennemføre en videregående uddannelse.

Den 14. november 2006 blev funktionæren opsagt. Opsigelsen blev begrundet i, at virksomheden havde besluttet at nedlægge den afdeling, han var ansat i. Virksomheden oplyste endvidere, at man havde afskediget de medarbejdere, der var ansat i afdelingen bortset fra afdelingslederen samt yderligere en anden medarbejder, der taler flydende dansk. Disse medarbejdere blev overført til andet arbejde. Prøvetiden for den medarbejder, der ifølge opsigelsen talte flydende dansk, var kun lige udløbet.

Der blev rejst krav om godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingsloven, fordi opsigelsesbegrundelsen måtte betragtes som direkte eller indirekte begrundet i funktionærens nationale oprindelse/etniske oprindelse og dermed sprogbeherskelse.

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Sø- og Handelsretten slog fast, at kravet om at tale flydende dansk rammer alle lønmodtagere, der ikke har dansk som modersmål, hvorfor opsigelsen begrundet i sprogkravet var udtryk for direkte diskrimination i henhold til forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3. Retten fandt imidlertid, at virksomheden havde godtgjort, at det stillede sprogkrav i den konkrete situation, hvor arbejdsopgaven bestod i at skabe den indledende kontakt til potentielle kunder telefonisk med henblik på at afsætte selskabets produkter, var sagligt begrundet.

Herefter udtalte Sø- og Handelsretten, at funktionæren talte godt dansk. Det måtte imidlertid være overladt til virksomhedens og ikke rettens skøn at vurdere, om hans sprogkundskaber var tilstrækkelige til, at han kunne bestride jobbet. Derfor var det stillede sprogkrav ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, og virksomheden blev frifundet for godtgørelseskravet efter loven.

Sø- og Handelsretten fandt heller ikke, at opsigelsen var i strid med funktionærlovens § 2 b, idet der ikke var oplyst omstændigheder, der sandsynliggjorde, at virksomheden burde have taget højde for den situation, der nødvendiggjorde opsigelser og derfor havde et vidt skøn ved vurderingen af, hvilke medarbejdere der skulle afskediges.

Sø- og Handelsretten fandt heller ikke, at der var meget stor forskel i funktionærens og den dansktalende medarbejders anciennitet. Som følge af, at sprogkravet var sagligt begrundet, var det ikke godtgjort fra funktionærens side, at afskedigelsen var usaglig.

Schebye Jacobsens bemærkninger

Sø- og Handelsretten omtaler ikke den delte bevisbyrderegel i forskelsbehandlingslovens § 7 a og anvender den heller ikke.

Sø- og Handelsretten konkluderer, at funktionæren taler godt dansk, mens det herefter er rettens opfattelse, at det er arbejdsgiverens frie skøn at vurdere, om sprogkundskaberne er tilstrækkelige til at bestride det omhandlede arbejde.

Sø- og Handelsretten baserer i realiteten sin afgørelse på arbejdsgiverens ledelsesret uden at tage højde for de begrænsninger, der ligger i reglerne i forskelsbehandlingsloven.

Med Sø- og Handelsrettens præmisser om arbejdsgiverens skønsbeføjelser synes der at blive åbnet op for en retsstilling, som i mange situationer vil gøre det særdeles vanskeligt for lønmodtagere at komme igennem med sager efter forskelsbehandlingsloven.

Sø- og Handelsrettens dom er anket til Højesteret.

Dommen er afsagt den 12. april 2007 og kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Birte Fisker

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Mette Østergaard SJLaw@sjlaw.dk