Viden skal deles

Funktionærs erstatningsansvar ved manglende tiltrædelse

Vestre Landsret har taget stilling til, om en økonomichef var erstatningsansvarlig for udgifter til annoncer og konsulentbistand ved ikke at tiltræde en stilling.

Sagens baggrund

En uddannelsesinstitution havde gennem Mercuri Urval søgt en ny økonomichef, og funktionæren var blevet ansat med tiltræden den 1. december 2005. Funktionæren meddelte imidlertid dagen før sin tiltræden, at hun ikke ville tiltræde stillingen.

Uddannelsesinstitutionen rejste krav om erstatning af godt 185.000 kr. svarende til udgifterne for annoncer, konsulentbistand, eksternt køb af revisionsbistand og vikarer for funktionæren frem til ansættelsen af en ny økonomichef.

I byretten blev funktionæren dømt til at betale en erstatning på 125.259,88 kr. for blandt andet udgifter til konsulentbistand, annonceudgifter og lønudgifter til vikarbistand og revisorbistand.

Vestre Landsrets afgørelse

Funktionæren havde anerkendt at have misligholdt ansættelsesforholdet ved ikke at tiltræde stillingen. Funktionæren erkendte derfor, at uddannelsesinstitutionen havde krav på minimalerstatning i medfør af funktionærlovens § 4, svarende til en halv måneds løn.

Vestre Landsret tilkendegav med henvisning til U1952.18H, at funktionærloven ikke er til hinder for, at en ansættelsesaftale opsiges inden tiltrædelsesdagen. Funktionæren var således berettiget til at opsige stillingen inden sin tiltræden til fratræden med udgangen af december 2005.

Landsretten lagde modsat byretten – der havde taget hensyn til vikarudgifter indtil, der kunne tiltræde en ny økonomichef pr. 1. marts 2006 – til grund, at der ved udmålingen af erstatning for arbejdsgiverens merudgifter til løn og revisorbistand alene kunne tages hensyn til udgifterne for december 2005.

Landsretten anførte herefter, at funktionæren i begyndelsen af sin ansættelsesperiode skulle anvende tid til at sætte sig ind i forholdene på virksomheden og, at det derfor måtte antages, at det ville have været nødvendigt for virksomheden at afholde ekstra udgifter til løn og revisorbistand i december 2005, selv om funktionæren var tiltrådt.

Der var derfor ikke grundlag for at fastsætte denne erstatning til et større beløb end 10.000 kr. som fastsat i byrettens dom.

I forhold til kravet om erstatning for udgifter til annoncer og konsulentbistand til ansættelse af en ny medarbejder fandt landsretten, at udgifterne i første omgang var uafhængige af, om det var lykkedes at få ansat en ny medarbejder. Erstatning for disse poster forudsatte derfor, at den uberettigede undladelse af at tiltræde stillingen havde gjort det nødvendigt at afholde sådanne udgifter på ny for at få ansat en anden medarbejder i stillingen. Da arbejdsgiveren havde valgt at kræve erstatning for udgifterne i første ansættelsesrunde, og da disse udgifter ikke i sig selv var udtryk for, at arbejdsgiveren havde lidt et tilsvarende tab, var der ikke grundlag for at få erstatning for disse poster.

Funktionæren blev herefter pålagt at betale en erstatning på en ½ månedsløn, idet uddannelsesinstitutionens erstatning ikke oversteg dette beløb.

Schebye Jacobsens bemærkninger

Landsretten begrænsede funktionærens erstatningsansvar i tidsmæssig henseende således, at det alene omfattede de udgifter arbejdsgiveren havde afholdt inden for det opsigelsesvarsel funktionæren skulle respektere. Det er naturligt, idet funktionæren jo har fri opsigelsesret og det ikke i sig selv er erstatningspådragende at opsige sit ansættelsesforhold med varsel. Havde funktionæren mødt på arbejde i opsigelsesperioden, ville der således ikke have været noget erstatningsgrundlag.

Afgørelsen er også interessant i relation til vurderingen af årsagssammenhængen mellem de enkelte udgiftsposter og funktionærens ansvarspådragende handling (udeblivelsen).

Ved vurderingen af udgifternes erstatningsretlige relevans tog landsretten særligt hensyn til, at funktionæren under alle omstændigheder skulle have haft oplæring. Merudgifter til vikarløn og revisorbistand blev derfor begrænset under hensyn til, at disse udgifter skulle have været afholdt uanset, om funktionæren var tiltrådt eller ej. Disse udgifter var dermed ikke direkte forårsaget af udeblivelsen.

I forhold til udgifterne til annoncer og konsulentbistand skal afgørelsen sammenholdes med U1996/1390V, hvor en direktør – på grund af udgiftens manglende påregnelighed – ikke fandtes erstatningsansvarlig for udgifter til konsulentbistand i forbindelse med ansættelse af en ny direktør i virksomheden.

I U1996/1390 havde virksomheden ikke benyttet sig af konsulentbistand ved den første ansættelse, hvorfor kravet ikke havde en sådan tilknytning til misligholdelsen, at det udgjorde en påregnelig udgift.

Uddannelsesinstitutionen havde imidlertid brugt konsulentbistand ved funktionærens ansættelse, hvorfor det alt andet lige var en udgift, der kunne være nødvendig at afholde på ny for at få ansat en ny medarbejder. Det er vel i dag mere reglen end undtagelsen, at virksomhederne har betydelige konsulentomkostninger for at finde den rette medarbejder til særlige stillinger.

Selvom udgifter til annoncer og konsulentbistand kunne anerkendes som nødvendige udgifter i denne sag, blev der ikke pålagt et ansvar herfor, idet arbejdsgiveren havde valgt at kræve erstatning for udgifterne i første ansættelsesrunde, og dermed ikke havde dokumenteret et tab. Landsrettens dom må derfor formentlig forstås således, at funktionæren ville have været pålagt en erstatningspligt for udgifter til konsulentbistand til gennemførelse af en ny ansættelsesprocedure, hvis arbejdsgiveren havde krævet erstatning for afholdelsen af sådanne udgifter.

Vestre Landsrets dom er afsagt den 17. december 2007 og kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Birgitte Maria Nielsen

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Arvid Andersen