Viden skal deles

Godtgørelse på kr. 20.000 for manglende ansættelsesbevis

Retten i Horsens – bemandet af 3 dommere – har udmålt en godtgørelse på kr. 20.000,- for manglende ansættelsesbevis efter den ny godtgørelsesbestemmelse i ansættelsesbevisloven.

Sagen var anlagt af 3F på vegne af et medlem.

Sagens omstændigheder

Lønmodtageren blev 1. september 2006 ansat hos arbejdsgiveren som servicetekniker. Der blev ikke i forbindelse med ansættelsen eller senere udleveret en ansættelseskontrakt.

Arbejdsgiveren var medlem af Kristelig Arbejdsgiverforening, og ansættelsesforholdet var overenskomstdækket. Det fremgik blandt andet af overenskomsten, at lønmodtageren var omfattet af en pensionsordning og, at lønmodtageren efter 6 måneders ansættelse kunne opsige ansættelsesforholdet med 3 dages varsel.

Der blev ikke indeholdt og afregnet pensionsbidrag de første 3 måneder af ansættelsesforholdet.

Den 7. marts 2007 opsagde lønmodtageren sin stilling til fratræden den 12. marts 2007.

Efter opsigelsen henvendte lønmodtageren sig til sin faglige organisation 3F, der krævede den manglende pension betalt samt rejste et godtgørelseskrav efter ansættelsesbevisloven på 20 ugers løn, svarende til kr. 87.704,80.

Lønmodtageren anførte i den forbindelse, at han flere gange havde rykket for en ansættelseskontrakt, hvilket arbejdsgiveren afviste, idet han kun kunne genkende, at lønmodtageren én gang havde anmodet om en kontrakt.

Efter en forhandling med Kristelig Arbejdsgiverforening blev pensionen afregnet sammen med kr. 5.000,- for det manglende ansættelsesbevis.

Byretten i Horsens' dom

Rettens 3 dommere henviste indledningsvist til, at formålet med ændringen af godtgørelsesbestemmelsen i ansættelsesbevisloven ifølge forarbejderne var at nedjustere godtgørelsesniveauet i forhold til Højesterets dom U 1997.1702 H. I forarbejderne er det herudover anført, at der med forslaget også blev sikret adgang til at udmåle godtgørelser, der beløbsmæssigt kan overstige niveauet fra 1997. Dette forudsætter dog efter bemærkningerne, at der foreligger skærpende omstændigheder.

Retten anfører herefter, at

”Denne forudsætning kan imidlertid typisk ikke forenes med, at en godtgørelse efter lovens § 6, stk. 1, 2. punktum, kan udgøre indtil 13 ugers løn, og det anføres også i bemærkningerne, at der ved udmålingen af godtgørelsen i højere grad end tidligere skal lægges vægt på sagens omstændigheder, herunder hvor væsentlig manglen har været, og om den har givet anledning til usikkerhed om ansættelsesforholdet eller konkret risiko herfor, således at godtgørelsesrammen i højere grad bliver udnyttet.”

Retten lagde herefter til grund som ubestridt, at lønmodtageren ikke havde fået udleveret et ansættelsesbevis, selv om han havde bedt om det.

Efter forklaringerne fandt retten det ikke bevist, at lønmodtageren gentagne gange havde bedt om en kontrakt eller, at arbejdsgiveren bevidst havde tilsidesat sin oplysningspligt. Herefter var der ikke grundlag for at fastsætte godtgørelsen udfra et synspunkt om skærpende omstændigheder, som hævdet af lønmodtagersiden.

Lønmodtageren havde ikke fået oplysning om lønnens størrelse, overtidsbetaling/afspadsering, opsigelsesvarsler og ret til pension, hvilket alle var forhold, der var væsentlige led i et ansættelsesforhold. De manglende oplysninger herom havde givet konkret anledning til usikkerhed for lønmodtageren samt medført yderligere risiko herfor.

Herefter blev godtgørelsen fastsat til kr. 20.000,-, der var af en størrelse, der efter rettens opfattelse, fandtes egnet til at sikre, oplysningspligtens overholdelse.

Schebye Jacobsens bemærkninger

Afgørelsen er bemærkelsesværdig ved, at den, som den første dom vi har kendskab til, løsriver sig fra det tidligere niveau efter 1997-dommen.

På trods af at der fortsat i loven opereres med udmåling af godtgørelserne i uger, så fastholder afgørelsen dog højesterets praksis fra 1997 om udmåling af et beløb – der tilsyneladende – er uden sammenhæng med den konkrete ansattes lønniveau.

Det er rigtigt, som byretten påpeger, at der i forarbejderne til ændringen af godtgørelsesbestemmelsen er indbygget et skisma mellem den indledende tilkendegivelse om at nedjustere godtgørelsesniveauet og den senere angivelse af, at der ved godtgørelsens udmåling skal lægges mere vægt på sagens konkret omstændigheder, samt det forhold at man opererer med et godtgørelsesniveau op til 13 uger.

Man kan forestille sig, at der på sigt vil tegne sig en godtgørelsespraksis, hvor de helt bagatelagtige mangler, der ikke har haft nogen betydning eller har medført nogen risiko for lønmodtageren, vil blive takseret til en lavere godtgørelse end efter 1997-dommen. Mens de mere væsentlige mangler, der har haft betydning for lønmodtageren eller medført en risiko for denne, vil blive takseret til en højere godtgørelse end tidligere. Om der i forbindelse hermed vil blive lagt vægt på den konkrete lønmodtagers indtægt er uvist.

Retten i Horsens dom er afsagt den 2. april 2008 og kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Carina Guldberg Jensen

Dommen er anket til Vestre Landsret

Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Trine Binett Jørgensen