Viden skal deles

Overtrædelse af arbejdstidsloven

Østre Landsret har tilkendt 1 måneds løn eller kr. 36.000 i godtgørelse efter arbejdstidsloven, hvorefter den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid over en periode på 4 måneder ikke må overstige 48 timer. Samtidig fastlægger dommen en række vigtige fortolkningsprincipper for, hvorledes timeopgørelsen efter arbejdstidsloven skal foretages.

Østre Landsrets afgørelse

Østre Landsret fastslår indledningsvist, at referenceperioden på 4 måneder kan vælges vilkårligt af lønmodtageren og ikke behøver at følge en kalendermåned.

Efter valg af referenceperioden optælles samtlige dage i perioden, der herefter deles med faktor 7 (svarende til antal dage pr. uge).

Herefter opgøres det registrerede timeforbrug.

Efter loven skal perioder med årlig betalt ferie og perioder med sygeorlov ikke medtages eller være neutrale i beregningen af gennemsnittet.

Østre Landsret anfører, at da arbejdstageren på søgnehelligdage (Bededag, Kristi Himmelfartsdag, 2. påskedag m.fl.) samt feriefridage og under frihed til f.eks. læge- og tandlægebesøg, der var tilladt i arbejdstiden, ikke har stået til arbejdsgiverens rådighed, og da perioderne i øvrigt har lighed med de nævnte ferie- og sygeperioder, skal der også ske fradrag for disse perioder.

Samtlige disse fraværstimer fratrækkes det registrerede antal arbejdstimer. Da reduktionen skal være neutral for beregningen, skal der herefter ske en forholdsmæssig reduktion i antallet af 7 dages perioder med den samme brøkdel, som det samlede antal timer excl. ferie- og sygdomsfravær m.v. delt med det samlede antal timer incl. ferie- og sygdomsfravær m.v.

Konkret forelå der herefter i sagen en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 50,36 timer svarende til en overskridelse af 48 timers grænsen med 2 timer og 20 minutter pr. uge. På den baggrund fandt Østre Landsret det passende at fastsætte godtgørelsen til 1 måneds løn eller kr. 36.000.

Schebye Jacobsens bemærkninger

Med denne afgørelse er der kommet nogle vigtige fortolkningsbidrag til arbejdstidsloven, der mere nærliggende burde have været medtaget i lovbemærkningerne. Loven og dennes bemærkninger er således uden retningslinier for, hvorledes opgørelsen af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid skal foretages.

Det er nu af landsretten blevet fastlagt, at lønmodtageren vilkårligt kan fastlægge den 4 måneders referenceperiode. Samtidig er det fastslået, at man - ud over sygdomsfravær og ferieafholdelse - kan holde fravær på søgnehelligdage, feriefridage og anden frihed til f.eks. læge- og tandlægebehandling, der var tilladt i arbejdstiden, ude af beregningen. Tilsvarende må gælde for andet tilladt fravær, f.eks. barns første sygedag, frihed uden løn ved f.eks. orlov eller ekstratilkøbt ferie, fysioterapeut- og massagebehandlinger tilladt i arbejdstiden m.v.

Der er imidlertid fortsat en række uafklarede punkter i relation til opgørelsen efter arbejdstidsloven. Hvordan skal man f.eks. forholde sig med pauser? Skal der ske fradrag i den registrerede arbejdstid for afholdte pauser og gør det i den forbindelse nogen forskel, om pausen holdes for egen eller for arbejdsgiverens regning? Har det herudover betydning, om medarbejderen frit kan forlade virksomheden i pauser eller har et egentligt forbud herimod?

Spørgsmålet er særligt relevant med baggrund i lovens § 2, stk. 3, hvori arbejdstid defineres som ”det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgivers rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine arbejdsopgaver”. Dette kunne tale for, at pauser skal indgå i arbejdstiden, såfremt der på virksomheden er forbud mod at forlade denne i de afholdte pauser, og medarbejderne under pauseafholdelse kan tilkaldes til presserende arbejdsopgaver.

Udover opgørelsen af arbejdstiden må de største problemer i relation til loven imidlertid fortsat være af ren bevismæssigt karakter. Mange medarbejdere, herunder særligt funktionærer, registrer ikke deres fulde arbejdstid i form af ind- og udstempling ved arbejdsdagens påbegyndelse og afslutning og i de tilfælde, hvor der sker registrering, sker der ofte ikke registrering ved pauser og ved arbejde hjemmefra. Når medarbejderen herefter påberåber sig lovens overtrædelse, bestrider arbejdsgiveren typisk, at der har været tale om arbejde i det anførte omfang. Det er ved en tidligere dom afsagt af Vestre Landsret fremgået, at der påhviler lønmodtageren en forholdsvis tung bevisbyrde i relation til omfanget af det udførte arbejde.

Østre Landsrets dom er afsagt den 5. februar 2008 og kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Birgitte Maria Nielsen

Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Tina Sejr Gad