Viden skal deles

Principiel dom om A-kassers erstatningsansvar

Sagen drejede sig om et krav på erstatning i et tilfælde, hvor en arbejdsløshedskasse fejlagtigt havde givet et medlem en forventning om at kunne modtage en ydelse, som den pågældende ikke var berettiget til.

Sagen blev henvist til Østre Landsret, fordi den var principiel. Schebye Jacobsen repræsenterede arbejdsløshedskassen.

Sagens omstændigheder

Medlemmet blev optaget i arbejdsløshedskassen, da hun var 53 år gammel. Medlemmet havde tidligere været medlem af en svensk arbejdsløshedskasse. Ancienniteten fra den svenske arbejdsløshedskasse kunne godskrives i forhold til retten til dagpenge. I forhold til retten til efterløn kunne ancienniteten fra den svenske arbejdsløshedskasse derimod kun medregnes, hvis medlemmet i et år umiddelbart forud fra udrejsetidspunktet havde været medlem af en dansk arbejdsløshedskasse. Medlemmet opfyldte ikke denne betingelse.

Medlemmet modtog dagpenge straks fra indmeldelsen i den danske arbejdsløshedskasse. Efter en henvendelse fra arbejdsløshedskassen tilmeldte hun sig efterlønsordningen og betalte efterlønsbidrag. Efter fire år på dagpenge udløb den almindelige dagpengeret, men da arbejdsløshedskassen fejlagtigt anså medlemmet for berettiget til efterløn på baggrund af ancienniteten fra den svenske arbejdsløshedskasse, overgik hun til den forlængede dagpengeperiode og kunne dermed forsætte med at modtage dagpenge (den forlængede dagpenge periode gjaldt medlemmer, der var fyldt 55 år, og som ved fortsat medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag ville kunne opfylde anciennitetskravet for at kunne overgå på efterløn ved det fyldte 60 år). Medlemmet blev endvidere fritaget for aktivering via arbejdsformidlingen, fordi man gik ud fra, at hun kunne gå på efterløn som 60 årig.

I forbindelse med efterlønsansøgningen blev arbejdsløshedskassen opmærksom på, at den hidtidige rådgivning af medlemmet havde været forkert, og at hun ikke var berettiget til efterløn.

Medlemmet udtog herefter stævning mod arbejdsløshedskassen med påstand om betaling af differencen mellem efterlønsydelsen fra 60 til 65 år og den kontanthjælp, som nu udgjorde hendes indtægtsgrundlag.

Østre Landsrets afgørelse

Arbejdsløshedskassen anerkendte erstatningsansvaret, men anførte, at medlemmet ikke havde lidt et erstatningsberettiget tab. Argumentationen var, at medlemmet ikke under nogen omstændigheder kunne opfylde anciennitetskravet på 20 år for ret til efterløn, når hun først blev medlem af arbejdsløshedskassen som 53 årig. Det var således ikke arbejdsløshedskassen rådgivning, men derimod medlemmets egne forhold, som var årsag til, at hun ikke kunne opnå ret til efterløn.

Østre Landsret nåede frem til, at medlemmet ikke havde lidt noget tab som følge af den fejlagtige rådgivning og frifandt arbejdsløshedskassen.

Schebye Jacobsens bemærkninger

Hidtidig retspraksis har udmålt erstatningen for fejlagtig rådgivning til den ydelse, som medlemmet havde fået en forventning om at modtage, jf. U.1991.903H, U.1995.84Ø, U.2002.1868V og U.2005.1044V. Disse afgørelser når imidlertid frem til at give en erstatning svarende til ydelsen, fordi medlemmet havde opgivet sin lønindtægt i tillid til den fejlagtige rådgivning.

I den konkrete sag havde medlemmet ikke disponeret i tillid til rådgivningen, men havde blot fået en forventning om at modtage ydelsen. En sådan skuffet forventning kan ikke erstattes efter dansk ret.

Østre landsrets dom er afsagt den 13. marts 2008 og kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Carina Guldberg Jensen

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Bo Lauritzen