Viden skal deles

Epilepsi kan udgøre et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Et helt grundlæggende problem i forhold til fastlæggelse af rækkevidden af forskelsbehandlingslovens beskyttelse af medarbejdere, der har forskellige fysiske begrænsninger, er at få kvalificeret, hvornår fysiske begrænsninger udgør et handicap.

En lang række af de indtil videre førte sager har konkluderet, at medarbejderen til trods for at de fysiske begrænsninger udsprang af forhold, som man i ”hverdagssprog” ville karakterisere som handicap, ikke har været handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Østre Landsret har ved dom af 5. maj 2010 ikke blot tilkendt en medarbejder godtgørelse for tilsidesættelse af dennes ret til beskyttelse mod afskedigelse på grund af handicap, men har også med dommens præmisser givet nogle flere retningslinjer for, hvornår en fysisk begrænsning kan anses for et handicap.

Sagen drejede sig om en servicemedarbejder ansat i fleksjob med forefaldende arbejde. Efter at have fået en epilepsidiagnose som 18 årig, havde han været i medicinsk behandling, Til trods herfor fik servicemedarbejderen ind imellem anfald af forskellig karakter. I en lægeerklæring fra en neurologisk speciallæge blev følgende udtalt:

”Det intellektuelle/psykiske funktionsniveau er nedsat af 3 grunde , nemlig 1) et primært begavelsesniveau tæt ved nedre grænse for normalområdet 2) epilepsien og 3) den medicinske behandling, som medfører træthed og muligvis en vis påvirkning af kognitive funktioner.”

I en såkaldt ressourceprofil udarbejdet til brug for fleksjobvurdering udtaltes følgende:

”Det vurderes at .. ikke kan honorere de krav, der stilles på det ordinære arbejdsmarked, og det vurderes samtidig, at revalideringsmæssige foranstaltninger ikke kan afhjælpe de barrierer, der er tale om.”

Landsretten konkluderede på baggrund af disse erklæringer og en supplerende forklaring i landsretten af lægen om, at kirurgisk indgreb ikke ville kunne afhjælpe funktionsnedsættelsen, at der konkret var tale om, at epilepsien havde medført en funktionsnedsættelse, og dernæst at denne funktionsnedsættelse skulle kompenseres ved bl.a. nedsat arbejdstid og ved særlige hensyn i forhold til stress, arbejdets karakter, anvisninger i så henseende og maskinbetjening. På denne baggrund fandt landsretten, at servicemedarbejderen var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Da arbejdsgiveren helt notorisk havde afskediget servicemedarbejderen under henvisning til  epilepsien, og idet landsretten fandt, at arbejdsgiveren, uden at dette ville være for byrdefuldt, kunne have kompenseret for handicappet, blev afskedigelsen anset som stridende mod forskelsbehandlingslovens  §2, stk. 1 jf. § 1, stk. 1. Godtgørelsen blev fastsat til 40.000,- under henvisning til ansættelsesforholdets længde (ca. 10 måneder) og sagens øvrige forhold.

Schebye Jacobsens kommentar:

Det kan atter konstateres, at det er vanskeligt at få domstolene til helt generelt at tage stilling til, om bestemte typer af fysiske begrænsninger har karakter af handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Således siger dommen ikke, at epilepsi generelt er et handicap, men derimod ”kun” at der helt konkret på grund af den effekt, epilepsien havde på netop denne servicemedarbejder, var tale om et handicap. Det vil derfor stadig være vanskeligt at foretage en generel kvalificering af bestemte typer af begrænsninger som handicap. Det er imidlertid interessant at notere, at landsretten tilsyneladende ikke var afvisende overfor muligheden for, at der ville kunne have været iværksat afhjælpende foranstaltninger i det konkrete job, selvom der i ressourceprofilen var en negativ holdning hertil i forhold til revalideringsmæssige tiltag, og at den foranstaltning, der kunne afhjælpe funktionsnedsættelsen – nemlig nedsat arbejdstid – var noget som arbejdsgiveren måtte tåle indenfor rammerne af forskelsbehandlingslovens § 2a.

Rent processuelt har vi med særlig interesse noteret os, at landsretten tillod en form for afhjemling af den speciallæge, som havde afgivet en erklæring i sagen, hvilket normalt ikke tillades, idet domstolene normalt ikke tillader specialistvidneerklæringer.

 
Spørgsmål vedrørende dommen kan rettes til advokat Karen-Margrethe Schebye