Viden skal deles

Er der fastsat nye grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed?

Folketingets Ombudsmand har i en udtalelse af 14. september 2012 taget stilling til, om en medarbejder på Tøjhusmuseet overtrådte grænsen for offentligt ansattes ytringsfrihed ved i et debatindlæg i en avis at udtale, at hun mente, at der var for stor fokus på oplevelser frem for på forskning på danske museer, herunder Tøjhusmuseet. Ombudsmanden valgte at tage sagen op efter at være blevet bekendt med, at medarbejderen på baggrund af sin ytring var blevet indkaldt til en samtale om hendes loyalitet overfor museet.

Udvalget for offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret fremkom i marts 2006 med betænkning nr. 1472/2006. På baggrund af denne betænkning fremkom Justitsministeriet i september 2006 med Vejledning nr. 87 om offentligt ansatte ytringsfrihed. Vejledningen indeholder en redegørelse for gældende ret på området tillige med nogle gode råd. 

For god ordens skyld skal det præciseres, at der er tale om ytringer fremsat af medarbejderen på egne vegne, hvor der tales om offentligt ansattes ytringer.

1. Hvorfor er det vigtigt, at offentligt ansatte kan deltage i den offentlige debat?

Justitsministeriet har i vejledningen fra september 2006 anført, at demokrati, åbenhed, gennemsigtighed og troværdighed er grundlæggende og væsentlige værdier i den offentlige forvaltning, og at det derfor er både naturligt og nyttigt, at offentligt ansatte, der har en grundig indsigt i og interesserer sig for forholdene indenfor egne arbejdsområder, gør brug af deres ytringsfrihed og deltager i den offentlige debat med deres viden og synspunkter.

Justitsministeriet indtager dermed det standpunkt, at der, hvor en offentligt ansat kan bidrage positivt til forhold, denne kender særligt til, kan opnås en indsigt, som ikke ellers ville være mulig at få, hvis offentligt ansatte ikke havde ret til at ytre sig. Dette kan der kun støttes op om.

2. Hvor går grænsen for offentligt ansattes ytringsfrihed? 

Retten til ytringsfrihed fremgår af Grundlovens § 77, der lyder:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Retten til ytringsfrihed fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10, der til dels lyder:

”Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage og meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser…”

Retten til ytringsfrihed er underlagt nogle begrænsninger, som er:

1) et generelt forbud mod at ytre sig freds- eller ærekrænkende,

2) tavshedspligt, hvorefter man ikke må ytre sig om fortrolige forhold, 

3) forbud mod ytringer i en urimelig grov form og ytringer om væsentlig forhold indenfor eget arbejdsområde, som er åbenbart urigtige, og

4) praksis, at hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsprocesser og funktionsevne i særlige tilfælde må vægtes tungere end den enkeltes ytringsfrihed vedrørende eget arbejdsområde. Dette vedrører ikke ressourcespørgsmål, hvor offentligt ansatte har en vidtgående frihed.

Begrænsningerne fremstår ganske naturlige. Det af de 4 punkter, som synes at volde de største problemer, i forhold til en vurdering af om en ytring må anses for at være lovlig, er punkt 4. 

3. Er der ændret på vejledningen fra 2006 med udtalelsen fra 2012? 

I den konkrete sag om medarbejderen på Tøjhusmuseet blev medarbejderen indkaldt til en samtale med den nu tidligere museumsdirektør, efter indlægget i avisen blev kendt. Der foreligger ikke noget skriftligt referat af den samtale, der fandt sted. 

Medarbejderen mener, at hun under samtalen blev truet med afskedigelse, hvilket bestrides fra museets side. Både den tidligere direktør og medarbejderen oplyser i øvrigt, at medarbejderen under samtalen bekræftede sin loyalitet overfor museet. Den tidligere direktør var således af den opfattelse, at medarbejderen ytrede sig om forhold omfattet af punkt 4 ovenfor – at medarbejderen ikke var enig i den strategilinje, museets ledelse havde lagt ud.

Det synes ganske oplagt, at medarbejderen ikke ytrede sig i strid med de første 3 punkter.

Statens Forsvarshistoriske Museum har i en udtalelse til Folketingets Ombudsmand erkendt, at det var beklageligt, at medarbejderen blev indkaldt til en samtale, da ytringen var at betragte som en lovlig ytring, der ikke kunne medføre sanktioner for ansættelsesforholdet. Statens Forsvarshistoriske Museum var enig i, at medarbejderen ikke havde overtrådt nogen af 4 begrænsninger i offentlige ansattes ytringsfrihed.

Ombudsmanden kvitterer for udtalelsen fra Statens Forsvarshistoriske Museum og konkluderer, at medarbejderen ikke havde overtrådt grænsen for sin ytringsfrihed, og at ytringen således var lovlig. Det er Ombudsmandens opfattelse, at reaktionen på debatindlægget var egnet til at skabe usikkerhed hos de ansatte med hensyn til deres ret til at ytre sig.

Ombudsmanden uddyber herefter ved bl.a. at sige, at det er til gavn for samfundet, når offentligt ansatte ytrer sig i kraft af deres specialviden på deres forskellige fagområder, og at sådanne ytringer kan medvirke til at højne det faglige niveau i den offentlige debat og bidrage med oplysninger, om hvilke praktiske konsekvenser politiske beslutninger har haft eller vil kunne få.

Ombudsmanden henviser endvidere til sin udtalelse i en sag fra 2006, hvor Ombudsmanden udtalte, at en offentlig myndighed alene må henvende sig til en borger, herunder en medarbejder indenfor det offentlige, hvis denne henvendelse har et sagligt formål. Med et sagligt formål menes, at en henvendelse vil være berettiget, hvis der er en formodning for, at den offentligt ansatte har ytret sig i strid med f.eks. en pålagt tavshedspligt. Ombudsmanden udtalte tillige i 2006, at det også vil være berettiget at henvende sig til en medarbejder med det formål at sikre, at myndigheden varetager sine opgaver bedst muligt – altså med henblik på at undersøge, om myndigheden måske skal ændre noget i forhold til de kritikpunkter, en medarbejder måtte have rejst.

Ombudsmandens udtalelse henviser i øvrigt til i vejledning nr. 87 fra september 2006, hvori der bl.a. opfordres til, at debat og åbenhed fremmes internt på den enkelte arbejdsplads, og at der således skabes de rette vilkår for en konstruktiv debat om arbejdspladsens forhold.

Udtalelsen af 14. september 2012 er således ikke en ændring i offentligt ansattes ytringsfrihed.

Yderligere oplysninger om grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed kan gives af advokat Anette Schönemann-Paul på ans@sjlaw.dk