Viden skal deles

Højesterets dom af 2. maj 2012 (om direktørs erstatningsansvar og ret til fratrædelsesgodtgørelse)

Sagens baggrund

Umiddelbart efter at et mindre medicinalfirma medio december 2007 havde måttet opgive planen om at blive børsnoteret, vedtog bestyrelsen på et møde den 14. januar 2008 et ”low key budget for 2008”, hvorved det blev besluttet, at ”cost of labour” kunne forøges med 3,5 % pr. år hvert år over en 3-årig periode, og at selskabets bidrag til pensionsordningen kunne forøges med 1,0 % i 2008. 

I forbindelse med den årlige lønsamtale i januar 2008 resulterede lønforhandlingerne i, at den samlede lønpulje blev forøget med ca. 6,4 %. Direktøren D forklarede under sagen, at reguleringen af lønnen var et resultat af flere faktorer, herunder blandt andet selskabets behov for at fastholde medarbejderne. Endvidere foranledigede D udbetaling af en samlet bonus til selskabets omkring 55 medarbejdere med i alt ca. kr. 1.600.000. Bonussen var begrundet i medarbejdernes performance for 2007 og selskabets resultat for 2007 (resultatet var negativt med ca. kr. 69 mio.). 

På et bestyrelsesmøde i april 2008 blev D opsagt under henvisning til, at udbetalingen af bonus var uberettiget, idet den var sket uden godkendelse af selskabets bestyrelse, og at den konstaterede lønregulering var større end det mandat, bestyrelsen havde givet med vedtagelsen af budgettet for 2008. Selskabet meddelte, at man fandt, at D på baggrund af disse dispositioner havde misligholdt sine forpligtelser, og at man derfor var berettiget til at meddele en bortvisning. Selskabet betalte dog pr. kulance lønnen i opsigelsesperioden (6 måneder), men afviste at betale en aftalt fratrædelsesgodtgørelse på 6 måneders løn. Samtidigt rejste selskabet et erstatningskrav omfattende den uberettigede bonusbetaling og et nærmere opgjort krav i relation til regulering af lønnen. Af direktørkontraktens pkt. 3.2 fremgik, at D, såfremt han blev opsagt af selskabet ”uden at det skyldes misligholdelse”, havde krav på en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 6 måneders løn. I henhold til kontraktens pkt. 3.3 var misligholdelse defineret således;

”Skulle Selskabet eller Direktøren gøre sig skyldig i væsentlig misligholdelse af sine pligter efter denne kontrakt eller de relevante forudsætninger, hvorunder den er indgået, kan den anden part ophæve kontrakten uden varsel eller opsige den til et vilkårligt fastsat tidspunkt. Direktøren har, hvis ophævelsen eller opsigelsen skyldes hans misligholdelse, kun krav på vederlag indtil fratrædelsestidspunkt.”

Selskabet anlagde efterfølgende sag mod D med krav om erstatning på ca. kr. 2.6 mio., og D rejste selv krav om betaling af fratrædelsesgodtgørelsen. Sø- og Handelsretten skulle på denne baggrund tage stilling til, hvorvidt D ved disse dispositioner dels havde misligholdt sine forpligtelser på en sådan måde, at kravet på fratrædelsesgodtgørelse var fortabt, dels havde handlet erstatningspådragende.

Ved Sø- og Handelsrettens dom blev D frifundet for det rejste erstatningskrav og tilkendt fratrædelsesgodtgørelsen. 

Højesterets dom

Selskabet frafaldt under anken til Højesteret den del af erstatningskravet, som angik reguleringen af medarbejdernes løn. 

Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom.

Højesterets dom indeholder principielle præmisser om betingelsen for at pålægge direktøren et erstatningsansvar og om fortolkningen af misligholdelsesbegrebet i relation til direktørens ret til fratrædelsesgodtgørelse, idet det hedder;

”Ved bedømmelsen af begge krav er det nødvendigt at tage stilling til, om D har misligholdt sine forpligtelser som direktør for selskabet. Spørgsmålet om erstatning skal afgøres efter culpareglen, jf. den dagældende aktieselskabslovs § 140, og det er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for erstatningsansvar efter culpareglen, at D har misligholdt sine forpligtelser som direktør. Direktørkontraktens pkt. 3.2 om fratrædelsesgodtgørelse må efter Højesterets opfattelse ud fra ordlyden og sammenhængen med pkt. 3.3 forstås således, at D ikke har krav på fratrædelsesgodtgørelse, hvis opsigelsen skyldes, at han har misligholdt sine forpligtelser som direktør for selskabet. Kravet på fratrædelsesgodtgørelse bortfalder således ikke kun i tilfælde af væsentlig misligholdelse fra D’s side.”

På baggrund af bevisførelsen fandt Højesteret, at D havde været berettiget til at foranledige udbetalingen af bonus, ligesom han ikke i relation til udfaldet af lønforhandlingerne havde misligholdt sine forpligtelser, herunder havde handlet i strid med bestyrelsens mandat til reguleringen af lønnen, som fastlagt i det for 2008 vedtagne budget. 

SJ Law bemærkninger

På trods af at det alt andet lige er indlysende, er det værd at notere sig Højesterets bemærkning, om at det er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for erstatningsansvar efter culpareglen, at direktøren har misligholdt sine forpligtelser som direktør. Der skal med andre ord mere end den blotte misligholdelse til for at pålægge en direktør et erstatningsansvar. De øvrige betingelser (kausalitet, adækvans og bevis for tab) skal naturligvis også være opfyldt. 

Formuleringen af klausulen om direktørens ret til fratrædelsesgodtgørelse ved fratræden svarer indholdsmæssigt til den måde langt de fleste direktørkontrakter er formuleret på. Højesterets fortolkning af misligholdelsesbegrebet indebærer reelt, at retten til fratrædelsesgodtgørelse beror på en bedømmelse af, hvorvidt opsigelsen af direktøren kan være sagligt begrundet i direktørens forhold. Det er ikke indlysende, at det set med koncipistøjne har været tilsigtet. Efter SJ Law’s opfattelse er der tale om en ikke ubetydelig forringelse af direktørens retsstilling, hvilket navnlig kan være tilfældet i de situationer, hvor en del af selskabets opsigelsesvarsel er blevet ”konverteret” til at indgå i en fratrædelsesgodtgørelse. 

I relation til kontrakter med tilsvarende klausuler er det således nødvendigt at overveje, hvorvidt klausulen har et indhold, der svarer til parternes aftale og især direktørens forventninger.

Dommen er også interessant, for så vidt angår grundlaget for fordelingen af opgaver og ansvaret mellem direktionen og bestyrelsen og dermed i sidste ende fastlæggelsen af rammerne for direktørens kompetence til f.eks. at træffe beslutning om udbetaling af bonus. Er beslutningen om udbetaling af bonus til de ansatte med andre ord en sådan ekstraordinær disposition, at den kræver bestyrelsens tilslutning?

I selskabslovens § 117, stk. 1 (tidligere aktieselskabslovens § 54, stk. 2) hedder det således;

”I kapitalselskaber, der ledes efter § 111, stk. 1, nr. 1, varetager direktionen den daglige ledelse af kapitalselskabet. Direktionen skal følge de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen har givet. Den daglige ledelse omfatter ikke dispositioner, der efter kapitalselskabets forhold er af usædvanlig art eller stor betydning. Sådanne dispositioner kan direktionen kun foretage efter særlig bemyndigelse fra bestyrelsen, medmindre bestyrelsens beslutning ikke kan afventes uden væsentlig ulempe for kapitalselskabets virksomhed. Bestyrelsen skal i så fald snarest muligt underrettes om den trufne disposition.”

Højesteret fandt, at kompetencefordelingen mellem bestyrelse og direktion i praksis var sådan, at beslutninger i betragteligt omfang var overladt til D, som havde vide beføjelser til på egen hånd at udøve ledelsesmæssige skøn inden for de rammer, som bestyrelsen havde udstukket. I overensstemmelse hermed hørte det under D’s kompetence at ansætte nye medarbejdere, herunder at aftale deres løn- og ansættelsesvilkår, og at gennemføre de årlige lønforhandlinger med medarbejderne. 

Højesteret lagde endvidere til grund, at D siden selskabets start i 2002 havde givet medarbejdere bonus på skønsmæssigt grundlag, herunder i alt ca. kr. 550.000 i 2007.

Det kunne på denne baggrund ikke lægges til grund, at der under de foreliggende omstændigheder var tale om dispositioner af usædvanlig art eller af en sådan betydning, at det krævede bestyrelsens godkendelse.

Dommen kan findes på 

http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/Afgorelser/Pages/Frifindelseafopsagtdirektr.aspx

Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Arvid Andersen på ara@sjlaw.dk.