Viden skal deles

Vejlegården - 3F-konflikt var lovlig

Arbejdsretten har den 29. november 2012 afsagt dom i den stærkt omtalte Vejlegårdssag, hvor 3F har etableret konflikt med henblik på at opnå overenskomst med Restaurant Vejlegården.

Sagens faktum

3F´s konflikt blev etableret, som følge af at Vejlegården afviste at tegne overenskomst med 3F og henviste til, at restauranten var medlem af Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) og derigennem omfattet af overenskomsten mellem KA og Kristelig Fagforening.

Derfor iværksatte 3F den 19. marts 2012 en hovedkonflikt i form af strejke og blokade mod virksomheden.

Under konflikten opfordrede 3F i form af uddeling af løbesedler og brug af bannere til boykot af restauranten. Derudover rettede 3F henvendelse pr. mail til kunder, der var blevet set i restauranten, og oplyste om konflikten. Det fremgik ikke direkte af mailene, at 3F opfordrede til boykot, men det skinnede klart igennem, at det var formålet med henvendelsen.

Den 3. april 2012 meddelte LO til Vejlegården og Dansk Arbejdsgiverforening, at LO med virkning fra 13. april 2012 havde besluttet at etablere en sympatikonflikt, således at intet medlem af 3F, ansat hos medlemmer af DI Overenskomst I, måtte udføre arbejde, der hidrørte fra eller var bestemt for Vejlegården.

Sympatikonflikten trådte i kraft den 13. april 2012 og havde bl.a. som konsekvens, at der ikke blev bragt post ud til Vejlegården. I slutningen af maj blev sympatikonflikten udvidet til også at omfatte bortskaffelse af affald.

Under sagen nedlagde KA som klager på vegne af Vejlegården 3 påstande.

Den principale påstand lød på, at det samlede omfang af hovedkonflikten og sympatikonflikterne ikke var proportional, henset til at Vejlegården allerede var dækket af en overenskomst mellem en landsdækkende lønmodtager- og arbejdsgiverorganisation, og at sympatikonflikterne derfor var ulovlige.

Subsidiært nedlagdes påstand om, at hovedkonflikten var ulovlig, idet sympatikonflikterne i væsentlig grad var baseret på ulovlige kampskridt, og at 3F som følge heraf var afskåret fra at understøtte et overenskomstkrav med hoved- og sympatikonflikter i en af Arbejdsretten fastsat ”fredningsperiode”.

Som en mere subsidiær påstand havde KA nedlagt påstand om, at de iværksatte sympatikonflikter omfattende

1. kundehenvendelser og opfordringer til kundeboykot og/eller

2. postomdeling og/eller

3. affaldsbortskaffelse 

var ulovlige.

Arbejdsretten – med udvidet formandskab – frifandt 3F for den principale og subsidiære påstand.

Arbejdsretten indleder sine præmisser med at konstatere, at KA med sine påstande ønsker dom for, at adgangen til at iværksætte konflikt over for Vejlegården må undergives begrænsninger, i forhold til hvad der følger af Arbejdsrettens praksis, under hensyn til at restauranten allerede er dækket af en overenskomst med et andet fagforbund. Arbejdsretten fastslår imidlertid – bl.a. med henvisning til at Arbejdsretten tidligere (i Nørrebro Bryghussagen) har fastslået, at arbejdstagerorganisationernes konfliktret er fundamental for lønfastsættelse og sikring af centrale arbejdsvilkår – at spørgsmålet om hovedkonfliktens, sympatikonflikterne og de omstridte kampskridts lovlighed skulle vurderes i lyset af Arbejdsrettens sædvanlige praksis.

Arbejdsretten fastslår herefter, at 3F med konflikten forfølger et rimeligt fagligt formål, når 3F søger at opnå overenskomst på Vejlegården. At restauranten allerede er omfattet af en overenskomst med KF er uden betydning, når KF og 3F ikke er medlemmer af samme hovedorganisation.

Man kan altså ikke som arbejdsgiver ved at tegne en overenskomst med enhver lønmodtagerorganisation undgå at blive ramt af en konflikt af en LO-organisation.

3F´s hovedkonflikt var derfor som udgangspunkt lovlig.

Med hensyn til sympatikonflikterne fastslår Arbejdsretten, at 3F´s interesse i at få en overenskomst er fundamental og så stærk og legitim, at den retfærdiggør, at der fra de øvrige afdelinger af 3F er iværksat effektive sympatikonflikter, der nødvendigvis må være mærkbare for restauranten.

Spørgsmålet var alene, om sympatikonflikternes omfang var urimeligt i forhold til det mål, der ville opnås hermed, og om der i forbindelse med hovedkonflikten og sympatikonflikterne var anvendt ulovlige kampskridt, og hvilken betydning det i givet fald skulle have for konflikternes lovlighed.

Arbejdsretten fandt herefter, at anvendelsen af nogle af løbesedlerne og bannerne samt afsendelsen af e-mails var ulovlige kampskridt.

Arbejdsretten fandt endvidere, at det henset til sundhedsfaren var uproportionalt, at restauranten ikke kunne få fjernet organisk affald. Dette var derfor ulovligt.

Derimod fandt Arbejdsretten ikke, at nægtelsen af at levere post til restauranten var uproportional og dermed ulovlig, ligesom de øvrige kampskridt, der var iværksat ved sympatikonflikterne, heller ikke var ulovlige.

Da 3F efter indsigelser fra restauranten havde ophørt med de uretmæssige kundehenvendelser mv., og havde ophævet sympatikonflikten, for så vidt angår fjernelse af organisk affald, og da restauranten ikke havde sandsynliggjort, at de ulovlige kampskridt havde nogen nævneværdig indflydelse på konfliktens forløb og på restaurantens virksomhedsudøvelse, kunne disse ikke føre til, at hovedkonflikten eller sympatikonflikterne var ulovlige.

3F blev herefter frikendt for den principale og subsidiære påstand, og dømt for at have iværksat enkelte ulovlige kampskridt, der imidlertid ikke fik nogen konsekvens for 3F´s konflikt i øvrigt.

SJ Laws bemærkninger

Arbejdsrettens afgørelse er i fuld overensstemmelse med Arbejdsrettens praksis om lovligheden af konflikter i forbindelse med fagforeningers bestræbelser på at tegne overenskomster.

Det er derfor ikke i sig selv bemærkelsesværdigt, at Arbejdsretten fastslår, at det er uden betydning, at restauranten allerede var omfattet af en overenskomst med Kristelig Fagforening, når 3F og KF ikke var i samme hovedorganisation. Det er blot i overensstemmelse med Arbejdsrettens faste praksis.

På den anden side er det nu fastslået endegyldigt, at arbejdsgivere ikke kan få kendt en konflikt med eksempelvis et LO-forbund ugyldig, selvom arbejdsgiveren i forvejen er omfattet af en overenskomst med en gul fagforening.

Arbejdsretten har med dommen foretaget den sædvanlige vurdering af, om 3F forfulgte et rimeligt fagligt formål med konflikten, herunder om kravet på overenskomst var inden for et brancheområde, der kan anses for at være inden for 3F´s naturlige faglige område. Da 3F´s formål var at opnå overenskomst med en arbejdsgiver inden for restaurationsområdet, hvor 3F i forvejen er part i hovedoverenskomsten med HORESTA, var denne betingelse utvivlsomt opfyldt.

Også de midler (strejker og blokade), som 3F anvender, var til bedømmelse. Da såvel strejke som blokade anerkendes som lovlige kampskridt i Danmark, er det berettiget af 3F at anvende disse mod Vejlegården.

Med hensyn til konfliktens omfang og virkning følger det af den danske model, at konflikten skal have et vist omfang og må kunne mærkes af arbejdsgiveren, som man søger at opnå overenskomst med. På den anden side må konflikten ikke være så omfattende, at den helt afskærer arbejdsgiveren muligheden for at udøve sin virksomhed. På det her punkt fandt Arbejdsretten, at 3F var gået for vidt ved direkte kundehenvendelser med henblik på boykot af restauranten og ved at nægte at fjerne organisk affald, der kunne udgøre en sundhedsfare, da Vejlegården er en restaurant.

At Arbejdsretten finder nægtelse af at fjerne organisk affald for et ulovligt kampskridt i sagen, skyldes utvivlsomt, at der er tale om en restaurant. Arbejdsretten skriver således direkte i afgørelsen, at det er nægtelsen af at fjerne organisk affald, der er et ulovligt kampskridt og ikke bortskaffelse af renovation i almindelighed.

Endelig tager Arbejdsretten også specifikt stilling til, om postomdeling kan indgå i konflikten, hvilket har været problematiseret i pressen i forbindelse med omtalen af konflikten, hvor en enkelt juraprofessor sågar havde udtalt, at det var i strid med postloven, at der ikke blev bragt post ud til restauranten. Her siger Arbejdsretten direkte, at det ikke kan anses for uproportionalt eller på anden måde ulovligt, at posten ikke bliver leveret. Arbejdsretten siger dog samtidigt, at den ikke kan tage stilling til retsforholdet mellem Restaurant Vejlegården og Post Danmark, herunder om Post Danmark har været berettiget til at undlade at levere post til restauranten. Det ligger ikke inden for Arbejdsrettens kompetence i henhold til Arbejdsretsloven at foretage en sådan bedømmelse.

Samlet må det konstateres, at 3F har iværksat en overvejende lovlig konflikt, og at de få begrænsede ulovlige kampskridt, der var iværksat, har været uden betydning for forløbet af konflikten samt muligheden for at drive restauranten.

Arbejdsrettens dom kan rekvireres ved henvendelse til sjlaw@sjlaw.dk.

Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Noaman Azzouzi på noa@sjlaw.dk