Viden skal deles

Advokatundersøgelse fastslår, at DSB og lobbyvirksomheden Waterfront havde indgået ulovlig aftale

DR bragte den 13. januar 2013 et tv-indslag, hvoraf det fremgik, at DSB havde betalt Waterfront for at sørge for, at journalisten Lars Abild ikke skrev kritiske artikler om DSB. Herefter iværksatte DSB af egen drift en advokatundersøgelse, som skulle vurdere, om der var foregået noget ulovligt. SJ Law bistod to centrale medarbejdere, der var fratrådt hos Waterfront.

Advokatundersøgelsens omfang og involverede parter

De advokater, der forestod advokatundersøgelsen, fik gennem DSB adgang til omfattende skriftligt materiale, men havde i vidt omfang brug for supplerende oplysninger. De undersøgende advokater anmodede derfor flere af sagens parter om at afgive forklaring, herunder de to tidligere medarbejdere i Waterfront, der var repræsenteret af SJ Law.

Klausuler om tavshedspligt

Medarbejderne var omfattet af en klausul om tavshedspligt i medarbejdernes ansættelseskontrakter, hvorefter der skulle betales en bod på minimum kr. 100.000, såfremt tavshedspligten blev overtrådt. Forud for DR’s dækning af sagen havde Waterfront overfor SJ Law utvetydigt tilkendegivet, at medarbejdernes eventuelle brud på deres tavshedspligt ville indebære "velfærdstruende" søgsmål med påstand om betaling af erstatning, bod og straf.

Medarbejdernes deltagelse i advokatundersøgelsen

Set i lyset af Waterfronts tilkendegivelser i relation til eventuelle brud på tavshedspligten var de fratrådte medarbejdere bekymrede for, at en medvirken i advokatundersøgelsen ville få personlige konsekvenser for dem. Den ene medarbejder valgte af samme årsag ikke at deltage i advokatundersøgelsen. Den anden medarbejder ønskede at medvirke i undersøgelsen, men kun i det omfang det ikke var i strid med ansættelsesbevisets klausul om tavshedspligt. SJ Law bistod derfor medarbejderen under advokatundersøgelsen og sikrede, at han kunne varetage sine interesser uden at overtræde sin tavshedspligt.

Advokatundersøgelsens resultat

Advokatundersøgelsen fastslog blandt andet, at DSB og Waterfront havde indgået en aftale om, at journalisten Lars Abild skulle engageres af Waterfront med henblik på at mildne hans syn på DSB. En sådan aftale var i strid med almindelige forvaltningsretlige principper, og var derfor ulovlig. Advokatundersøgelsen fastslog endvidere, at de medarbejdere, der var repræsenteret af SJ Law, ikke havde handlet bebrejdelsesværdigt.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte advokat Snorre Andreas Kehler på sak@sjlaw.dk eller på tlf. 21 24 04 45.