Viden skal deles

Konkursregulering af lønkrav vedrørende uopsigelig 3-årig fodboldspillerkontrakt

Højesterets dom af 2. maj 2014 i sag 77/2013 (2. afdeling) drejede sig om, hvorvidt det var berettiget at konkursregulere et lønkrav for en restløbetid på 2 år og 3 måneder af en uopsigelige fodboldspillerkontrakt ned til et opsigelsesvarsel på 3 måneder.

Østre Landsret behandlede sagen forud for Højesteret under sag nr. B-1028-12 (9. afdeling), hvori der afsagdes dom den 18. februar 2013.

Højesteret fandt ligesom Østre Landsret, at konkursregulering til et opsigelsesvarsel på 3 måneder var berettiget.

Sagens faktum

En professionel fodboldspiller blev ansat på en tidsbegrænset og uopsigelig 3-årig spillerkontrakt, som, på det tidspunkt hvor fodboldklubben, han var ansat i, blev taget under konkursbehandling, havde en restløbetid på 2 år og 3 måneder.

Fodboldspilleren anmeldte krav på løn i restløbetiden overfor Lønmodtagernes Garantifond, som alene ville anerkende et krav på 3 måneders løn, og således konkursregulerede resten af den uopsigelige periode med henvisning til konkurslovens § 61.

Spillerforeningen anlagde herefter på vegne fodboldspilleren sag an mod Lønmodtagernes Garantifond. Under sagen argumenterede Spillerforeningen imod konkursregulering som følger:

  • En aftale om opsigelighed ville stride med DBU’s regler og overenskomsten mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen
  • Bibeskæftigelse er helt sædvanligt for spillere uden for Superligaen og bør således ikke indgå som et parameter i forhold til berettigelsen af konkursregulering
  • En professionel fodboldspiller, der i utide står uden klub, har særdeles vanskeligt ved at få kontrakt med en ny klub og taber derfor væsentligt i værdi
  • Fodboldspilleren havde siden konkursen forsøgt at begrænse sit tab og bl.a. haft ansættelse i 3 andre klubber til væsentlig lavere løn, deltaget i prøvetræninger med andre klubber og også været tilknyttet 3 fodboldagenter
  • Den uopsigelige kontraktperiode var helt sædvanlig for branchen og derfor ikke et sådant usædvanligt varsel, som konkurslovens § 61 har til formål at modvirke

Lønmodtagernes Garantifond begrundede konkursreguleringen som følger:

  • De hensyn, der begrundede en længere tidsbestemt ansættelse, var ikke længere til stede ved konkursens indtræden
  • Et opsigelsesvarsel på 3 måneder svarende til det legale opsigelsesvarsel efter funktionærloven må anses for passende og rimeligt
  • Et opsigelsesvarsel på 3 måneder i denne sag betød, at fodboldspilleren blev frigjort fra kontrakten pr. 30. juni, som er blot én af to årlige datoer, hvor spillerkontrakter normalt slutter, og transfervinduet er åbent for indgåelse af nye kontrakter spillere og klubber imellem
  • Ansættelsen som fodboldspiller var alene en bibeskæftigelse

Østre Landsret lagde til grund for sin afgørelse, at der var tale om et ansættelsesforhold, der ikke indeholdt usædvanlige vilkår, for så vidt angik uopsigeligheden. Østre Landsret lagde vægt på ligelighedsprincippet i konkurs og udtalte, at hensynet til dette, og hensynet til at sikre fodboldspilleren indkomst i en overgangsperiode til at finde anden beskæftigelse, var tilgodeset med et opsigelsesvarsel på 3 måneder, hvorfor konkursregulering fandtes berettiget.

Højesteret lagde ligesom Østre Landsret til grund for sin afgørelse, at det er sædvane, at spillerkontrakter indgås uopsigeligt, og at de kan være af længere varighed. Højesteret tog ligesom Østre Landsret ligelighedsprincippet i konkurs med i betragtning og udtalte, at forudsætningerne for en aftalt uopsigelighed bortfalder ved fodboldklubbens konkurs, idet fodboldspilleren fritstilles som et resultat af konkursen. Højesteret lagde endvidere vægt på, at et opsigelsesvarsel på 3 måneder i denne sag ville falde på den sædvanlige kontraktudløbsdato for spillerkontrakter med deraf følgende jobmuligheder i et åbent transfervindue, hvorfor en konkursregulering til et 3-måneders opsigelsesvarsel fandtes rimeligt.

SJ Laws bemærkninger

Konkursregulering af uopsigelighed, lange opsigelsesvarsler eller for den sags skyld fratrædelsesgodtgørelser er hverken ny eller usædvanlig praksis.

Konkursregulering af en fodboldspillerkontrakt har imidlertid ikke været prøvet ved domstolene før.

Spillerforeningen, der førte sagen for fodboldspilleren, inddrog 2 tidligere domme til støtte for, at konkursregulering ikke burde tillades. Den ene dom, U.2004.669Ø, nåede til det resultat, at konkursregulering af en skuespillers engagementsaftale for den kommende sæson ikke kunne finde sted. Der var i sagen tale om 22 uopsigelige aftaler af en varighed på mellem 3 og 7½ måneder, hvoraf 12 aftaler af kurator blev konkursreguleret i et omfang svarende til mellem 4 dage og 4½ måned.

Sø- og Handelsretten behandlede sagen i 1. instans og fandt, at et opsigelsesvarsel på 6 måneder var rimeligt under hensyn til den engageringspraksis, der er på skuespilområdet, hvorfor konkursregulering fandtes berettiget.

Østre Landsret behandlede sagen i 2. instans. Østre Landsret lagde i sin afgørelse vægt på, at skuespillere i december/januar indgik uopsigelige kontrakter af kortere varighed for den kommende sæson, og at skuespillerne ikke almindeligvis ville have mulighed for at finde tilsvarende arbejdsopgaver, hvis man ikke fik en kontrakt på det tidspunkt. Ved en konkursregulering ville skuespillerne således blive stillet urimelig ringe, hvorfor Østre Landsret i modsætning til Sø- og Handelsretten fandt, at konkursregulering ikke kunne finde sted.

Afgørelserne vedrørende fodboldspillerens uopsigelige kontrakt og de nævnte skuespillerkontrakter adskiller sig på følgende punkter:

  • Uopsigelighedsperiodens længde
  • Hvorvidt der er tale om bibeskæftigelse eller hovedbeskæftigelse, hvormed sigtes til en overvejelse af den økonomiske konsekvens for medarbejderen

Til fælles har de to afgørelser følgende:

  • Muligheden for at opnå anden beskæftigelse i tilfælde af konkursregulering
  • Ingen sædvanlige opsigelsesvarsler, idet uopsigelighed er normen

På baggrund af alle instansers bemærkninger i både fodboldsagen og skuespilsagen, og under hensyntagen til forarbejderne til konkurslovens regel om konkursregulering, er det SJ Laws opfattelse, at Højesterets dom af 2. maj 2014 er korrekt, for så vidt angår berettigelsen konkursregulering.

Henset til at der ingen sædvane er for opsigelser på et område reguleret af uopsigelige kontrakter, kan det, sammen med de tilsyneladende svære muligheder for at opnå ny tilsvarende kontrakt uden en eksisterende kontrakt, dog diskuteres, om et opsigelsesvarsel på 3 måneder er rimeligt, eller om det ville være mere rimeligt med 6 måneders opsigelse eller til det næstkommende transfervindue.

Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Anette Schönemann-Paul på ans@sjlaw.dk

Højesterets dom af 2. maj 2014, Østre Landsrets dom af 18. februar 2013 og U.2004.669Ø kan rekvireres ved henvendelse til sekretær Tina Rose Jacobsen på trj@sjlaw.dk