Viden skal deles

Sagligt at forskelsbehandle medarbejdere

Højesteret har i dom af 4. juni 2015 fastslået, at det ikke er i strid med foreningsfrihedsloven eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udbetale supplerende sygeløn kun til medlemmer af en bestemt faglig organisation. 

Sagens faktum
To produktionsansatte medarbejdere var i en periode fra slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 langtidssygemeldt. Under deres sygefravær fik medarbejderne udbetalt sygeløn svarende til satsen for sygedagpenge samt supplerende sygeløn. 

Retten til supplerende sygehjælp var hjemlet i den for medarbejderne gældende områdeoverenskomst (Emballageoverenskomsten). Retten til supplerende sygeløn var dog betinget af, at den pågældende lønmodtager var medlem af fagforeningen 3F.

De to medarbejdere var imidlertid ikke medlemmer af 3F (med derimod Fagforeningen Danmark), og da virksomheden blev gjort bekendt hermed, valgte den at modregne det for meget udbetalte sygeløn i medarbejdernes efterfølgende lønudbetalinger. 

Medarbejdernes faglige organisation anlagde herefter sag med påstand om, at medarbejderne havde krav på supplerende sygeløn. Under sagen gjorde den faglige organisation gældende, at forskelsbehandlingen var i strid med foreningsfrihedslovens § 4c og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11.

Vestre Landsrets dom
Vestre Landsret fandt ikke, at der var tale om ulovlig forskelsbehandlingsbehandling. Landsretten tillagde det blandt andet betydning, at foreningsfrihedsloven og konventionen kun beskyttede mod forskelsbehandling i forbindelse med ansættelse og afskedigelse, og ikke under selve ansættelsen. 

Vestre Landsret fandt dog, at virksomheden efter reglerne om condictio indebiti havde været uberettiget til at kræve den fejlagtigt udbetalte supplerende sygeløn tilbagebetalt. 

Højesterets dom 
Højesteret stadfæstede Landsrettens dom. For Højesteret frafaldt virksomheden tilbagebetalingskravet, og for Højesteret angik sagen således alene, om der var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Højesteret fandt også, at foreningsfrihedsloven kun forbød virksomheden at lægge vægt på fagforeningstilhørsforhold i forbindelse med ansættelse og afskedigelse. Forskelsbehandling under ansættelen er derfor som udgangspunkt tilladt. Højesteret bemærkede dog, at en forskelsbehandling, der havde den virkning, at medarbejderen blev tvunget til at melde sig ind i en bestemt fagforening, eller såfremt forskelsbehandlingen havde en sådan karakter, at den indebar en trussel mod medarbejderens eksistensgrundlag, kunne være i strid med artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Om den konkrete sag bemærkede Højesteret, at forskelsbehandlingen bestod i, at de to produktionsansatte medarbejdere ikke fik udbetalt supplerende sygeløn, men alene en sygeløn svarende til den normale dagpengesats. Hermed adskilte sygelønnen sig ikke fra, hvad der var gældende for mange andre arbejdstagere, og denne forskelsbehandling indebar ikke, at medarbejderne reelt var tvunget til at indmelde sig i 3F. Forskelsbehandlingen udgjorde derfor ikke en overtrædelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 11.

SJ Laws bemærkninger
Højesterets dom fastslår, at der gyldigt kan indgås kollektive aftaler, som giver særlige fordele til medlemmer af en bestemt faglig organisation. En sådan forskelsbehandling er ikke i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 11. Udgangspunktet kan dog fraviges, såfremt forskelsbehandlingen tvinger medarbejderne til at indmelde sig i en bestemt faglig organisation, eller såfremt forskelsbehandlingen udgør en trussel mod den berørte medarbejders eksistensgrundlag. 

Har du spørgsmål til afgørelsen, kan du kontakte advokat Snorre Andreas Kehler på sak@sjlaw.dk

Vestre Landsrets dom kan læses her

Højesterets dom kan læses her