Viden skal deles

Kunne arbejdsgiveren gøres erstatningsansvarlig for en skade forvoldt på arbejds-pladsen af en anden end arbejdsgiveren selv?

Højesteret har i sin afgørelse af den 14. september 2018 taget stilling til, hvorvidt en arbejdsgiver og en skadevolder skulle hæfte for en fysisk skade, som var påført en af arbejdsgiverens ansatte. 

Sagen kort
Medarbejderen blev ansat hos et autismecenter som tilkaldevikar i oktober 2009. Efterfølgende blev medarbejderen midlertidigt ansat som omsorgsmedhjælper. Medarbejderen havde ingen erfaring inden for dette arbejde.

I december 2009 skulle den ansatte tage sig af en beboer, som var infantil autist. Som følge af en reaktion fra beboeren kom hun til skade, idet hun fik forvredet skulder, arm og fingre. Sagen blev indbragt for byretten, hvor beboeren blev anset erstatningsansvarlig.

Spørgsmålet for Højesteret var, om autismecenteret også var erstatningsansvarlig, og i bekræftende fald hvordan erstatningsansvaret skulle fordeles mellem beboeren og autismecenteret.

Højesterets afgørelse
Først og fremmest tog Højesteret stilling til arbejdspladsens indretning. I en rapport fra det kommunale tilsyn var det fastlagt, at indretningen var utidssvarende til formålet, sikkerhedsmæssigt risikabel samt belastende. Konklusionen i rapporten var, at der var flere sikkerhedsproblemer og uhensigtsmæssigheder på autismecenteret, som øgede risikoen for konflikter.

Derudover tog Højesteret stilling til beboerens adfærd i perioden omkring skadestidspunktet. I skema for registrering af vold og trusler mod personalet var det registreret, at beboeren på flere måder havde udvist fysisk voldelig adfærd.

På denne baggrund konkluderede Højesteret først og fremmest, at autismecentret ikke i tilstrækkeligt omfang havde sørget for, at arbejdsforholdene var sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlige, hvilket var autismecenterets ansvar.

I forhold til ansvarsfordelingen kom Højesteret herefter frem til, at autismecenteret skulle betale to tredjedele af ansvaret og det deraf flydende erstatningskrav begrundet i, at A havde en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, hvorfor hun ikke var i stand til at forebygge sine skadegørende handlinger. Det var således autismecenteret, som havde beboeren i sin varetægt, der var den nærmeste til at kunne have forebygget skaden og dermed også den nærmeste til at bære risikoen for skaden.

SJ Law bemærker
Sagen er interessant, da den berører en problemstilling, som er diskuteret på adskillige områder inden for ansættelsesretten og erstatningsretten: Hvornår kan arbejdsgiveren bære ansvaret for tredjemands skadegørende handlinger, der rammer en ansat, mens denne er på arbejde.

Højesterets afgørelse viser, at overvejelsen helt grundlæggende er den samme som i forhold til fastlæggelse af evt. ansvar for sædvanlige arbejdsskader: Hvordan var arbejdsforholdene, herunder indretningen af arbejdspladsen samt kendskabet til risikoen for skadevolderens handling.

Ansvarsfordelingen er også interessant. Landsretten fastslog, at autismecenteret skulle bære det fulde ansvar for skaden, men Højesteret kom derimod frem til, at autismecenteret kun skulle bære to tredjedel heraf. Skadevolder kan altså typisk ikke blive ansvarsfri uanset vedkommendes tilstand.

Henvendelser vedrørende nyhedsbrevet kan rettes til sjlaw@sjlaw.dk