Viden skal deles

Ny interessant præjudiciel dom fra EU-Domstolen vedrørende medarbejders krav på ferie og feriegodtgørelse

Den 6. november 2018 afsagde EU-Domstolen en præjudiciel dom vedrørende arbejdstagers rettigheder i forhold til ferieafholdelse og feriegodtgørelse i henhold til artikel 31, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder (chartret) og artikel 7 i direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (direktivet).

Sagen kort 
Sagen handler om en medarbejder, der var ansat på flere tidsbegrænsede ansættelseskontrakter fra den 1. august 2001 til den 31. december 2013 hos et firma i Tyskland. 

Medarbejderen blev af sin arbejdsgiver opfordret til at afholde ferie før ansættelsesforholdets ophør. I forlængelse heraf afholdt medarbejderen 2 dages ferie. 

Da ansættelsesforholdet ophørte, gjorde medarbejderen krav på feriegodtgørelse svarende til 51 dages ikke-afholdt ferie i årene 2012 og 2013. 

Det fremgår af tysk ret, at hvis en medarbejder undlader at afholde ferie i ferieåret, fortabes den ikke-afholdte ferie. Som følge heraf bortfalder medarbejderens ret til feriegodtgørelse. Bestemmelsen skal dog ikke fortolkes således, at arbejdsgiveren skal påtvinge medarbejderen at holde ferie, og medarbejderen modtog på grund af denne regel ikke sin feriegodtgørelse for ikke-afholdte feriedage ved fratrædelsen. Lønmodtageren rejste krav herom og fik også medhold i 1. instans. 

Da sagen blev appelleret, forelagde appeldomstolen to præjudicielle spørgsmål til afgørelse af EU-Domstolen med henblik på at få afklaret, dels om den tyske bestemmelse er i strid med artikel 7 i direktivet og artikel 31, stk. 1, i chartret, og dels i bekræftende fald om denne regel så alligevel ville være gældende mellem private parter?

EU-Domstolens præjudicielle afgørelse 
Retten til årlig betalt ferie er et vigtigt princip i Unionens sociallovgivning, som er reguleret i chartret. Det følger dernæst af artikel 7 i direktivet, at medarbejdere har ret til feriegodtgørelse efter ansættelsesforholdets ophør. Kun to betingelser skal være opfyldt: 1. ansættelsesforholdet skal være ophørt, og 2. medarbejderen skal have undladt at afholde sin ferie.

En national bestemmelse, som bevirker, at en arbejdstagers ret til ferie fortabes, når vedkommende ikke afholder ferien som forudsat i den nationale ferielov, og som bestemmer, at vedkommende i den situation også mister sin ret til feriegodtgørelse, er i strid med artikel 7 i direktivet. Afgørende for EU-Domstolen var, at den tyske regulering bestemte, at lønmodtagerens ret blev fortabt, uden at der skete en forudgående undersøgelse af, om medarbejderen rent faktisk havde haft mulighed for at afholde ferie på det rette tidspunkt. 

Domstolen præciserede, at direktivet ikke er til hinder for, at man i national ret opstiller betingelser for ferieafholdelse og for feriegodtgørelse, så længe medarbejderen stadig har haft muligheden for at gøre brug af sin ret til ferie. 

Domstolen anerkendte endvidere, at arbejdsgiveren ikke skal tvinge medarbejderen til at holde ferie, men han/hun skal udvise den fornødne omhu og sørge for, at medarbejderen holder ferie, og det er arbejdsgiveren, der bærer bevisbyrden for, at denne pligt er opfyldt. 

EU-Domstolen kom frem til, at artikel 7 i direktivet samt chartrets artikel 31, stk. 2, er til hinder for en national regel, som den tyske. EU-Domstolen kom også frem til, at artikel 7 i direktivet og artikel 31, stk. 2, i chartret har direkte virkning også i sager mellem private parter, hvorfor en national domstol, så vidt muligt, skal fortolke national ret EU-konformt. Hvis dette er umuligt, skal den nationale regel tilsidesættes. I forhold til pligten om EU-konform fortolkning anførte EU-Domstolen, at nationale domstole ”ikke med rette kan antage, at det er umuligt for den at fortolke en national bestemmelse i overensstemmelse med EU-retten, alene som følge af den omstændighed, at den stedse har fortolket denne bestemmelse i en retning, som ikke er forenelig med denne ret” (præmis 60).

SJ Law bemærker 
Der er flere punkter i dommen, som er interessante.
For det første har domstolen fastlagt, at retten til betalt ferie er et grundlæggende og vigtigt princip, som er ufravigeligt. Domstolen har herunder stillet krav til, at arbejdsgiveren skal vise særlig omhu, når det kommer til medarbejderens ret til ferie, og sørge for, at han får den ferie, han er berettiget til. 

Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at EU-Domstolen tilsyneladende har fundet anledning til igen at understrege, at en national domstol ikke kan konstatere, at det er umuligt at fortolke en national lovbestemmelse i overensstemmelse med EU-retten med den begrundelse, at lovbestemmelsen af domstolene tidligere er fortolket i en bestemt retning, som er uforenelig med EU-retten. Det er ikke til at misforstå, at dette er EU-Domstolens svar på Højesterets manglende anerkendelse af, hvornår der foreligger en contra legem-situation, således som dette er udtrykt i Ajos-sagen, og det kan derfor nok også forventes, at Kommissionen fremadrettet vil holde øje med de danske domstoles vilje til at anmode om præjudicielle afgørelser, jf. det initiativ, Kommissionen tog i sagen C-416/17 vedr. domstolen i Frankrigs manglende forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen.   

Henvendelser herom kan rettes til sjlaw@sjlaw.dk