Viden skal deles

Nyt fra EU

Når de nationale domstole er i tvivl om betydningen eller fortolkningen af en EU-retsakt, er der mulighed for og i visse situationer pligt til at forelægge et præjudicielt spørgsmål om denne retsakt for EU-Domstolen, jf. TEUF artikel 267. Dette system sikrer, at vi på nationalt plan anvender de EU-retlige regler korrekt. Følgende præjudicielle afgørelser fra EU-Domstolen fra foråret og forsommeren 2018 har særligt vakt SJ Laws interesse.

Spørgsmål om diskrimination på grund af religion – Sag C-414/16 af 17. april 2018
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht

En kirkelig organisation i Tyskland søgte efter ansatte og stillede krav om medlemskab af den evangelistiske kirke eller lignende kirkesamfund i stillingsopslaget. Ansøgeren var konfessionsløs, og hun blev derfor ikke indkaldt til samtale. Ansøgeren gjorde gældende, at der var tale om diskrimination på grund af religion. EU-Domstolen slog fast, at kirkelige organisationer har adgang til at forskelsbehandle på grund af religion, hvis det begrundes i et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af organisationens etik, jf. artikel 4, 2 i direktiv 2000/78. Domstolen fastslog, at en sådan vurdering, selvom det moralske og legitime i den etik, som håndhæves, ikke kan bedømmes, skal underlægges effektiv domstolskontrol. EU-Domstolen fremhævede også, at de nationale domstole, som et led i at sikre borgeren retten til effektiv domstolsbeskyttelse, jf. Charterets artikel 47, skal sørge for, at nationale regler fortolkes i overensstemmelse med de EU-retlige regler, som den private borger kan påberåbe sig, og at de nationale retsinstanser skal undlade at anvende nationale bestemmelser, der strider imod EU-retten. Dette skete med en formulering, som kan læses som en løftet pegefinger til Højesterets afgørelse i Ajos-sagen. EU-Domstolen sagde således i præmis 81 og 82:

”81 Desuden bemærkes, at når den nationale retsinstans skal sikre overholdelsen af chartrets artikel 21 og 47 og samtidig foretage en eventuel afvejning af flere foreliggende interesser, såsom overholdelse af kirkernes status, som er fastsat i artikel 17 TEUF, skal den nationale retsinstans navnlig tage hensyn til den ligevægt mellem disse interesser, som EU-lovgiver har fastsat i direktiv 2000/78, med henblik på at afgøre, hvilke forpligtelser der – under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede – følger af chartret (jf. analogt dom af 22.11.2005, Mangold, C-144/04, EU:C:2005:709, præmis 76, og kendelse af 23.4.2015, Kommissionen mod Vanbreda Risk & Benefits, C-35/15 P(R), EU:C:2015:275, præmis 31).

82 Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at en national retsinstans, som har fået forelagt en tvist mellem to private parter, har pligt til, når det ikke er muligt for den at fortolke den relevante nationale ret på en måde, som er i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78, inden for rammerne af sine beføjelser at sikre den retsbeskyttelse, der for borgerne følger af chartrets artikel 21 og 47, og at sikre den fulde virkning af disse artikler ved om fornødent at undlade at anvende enhver modstridende national bestemmelse.”

Spørgsmål om forskelsbehandling af tidsbegrænset ansat – Sag C-677/16 af 5. juni 2018
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Social n° 33 de Madrid

Det følger af spansk lovgivning, at fastansatte medarbejdere får en godtgørelse, når de bliver afskediget. Dette gælder til gengæld ikke, hvis man fratræder efter udløbet af en tidsbegrænset kontrakt. I denne sag angik de præjudicielle spørgsmål, om den spanske bestemmelse strider imod forbuddet mod diskrimination af tidsbegrænsede ansatte fastlagt i artikel 4 i Rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse. I sin afgørelse tog EU-Domstolen stilling til følgende: 1. om den fastansatte medarbejder og den tidsbegrænsede medarbejder befandt sig i en sammenlignelig situation i forhold til arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, 2. om afskedigelsen kunne begrundes i et objektivt forhold, og 3. om den tidsbegrænsede ansatte kunne forudsige afskedigelsen. I forhold til dansk ret er det mest interessante ved dommen EU-Domstolens betoning af, at den nationale domstol skal huske at foretage en afvejning af, om der i de konkrete tilfælde faktisk kunne være tale om en tidsubegrænset ansættelse, uanset parternes synspunkter i så henseende. Baggrunden for EU-Domstolens fremhævelse heraf er det faktum, at med den givne definition af, hvornår en ansættelse kan anses for tidsbegrænset, kan tidspunktet for afslutningen af den i udgangspunktet tidsbegrænsede ansættelse jo være så uforudsigeligt for den tidsbegrænsede ansatte, at fratrædelsestidspunktet bliver lige så usikker for denne, som det vil være i en tidsubegrænset ansættelse. Denne fremhævelse af, hvad der er betingelsen for, at en ansættelse kan anses for tidsbegrænset i henhold til EU-retten, kan give anledning til at overveje, om der er grundlag for at blive mere kritisk i formuleringen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og i accepten af, at der foreligger en sådan, når det kommer til en afslutning af ansættelsen.