Viden skal deles

Den gamle aftalelovs § 38 sammenholdt med § 11, stk. 3, i lov om ansættelsesklausuler

03/09 2018

Den 1. januar 2016 trådte den nye lov om ansættelsesklausuler i kraft, og loven har virket i et par år.

Loven regulerer som bekendt, hvornår man som virksomhed kan anvende ansættelsesklausuler, herunder jobklausuler, kundeklausuler, konkurrenceklausuler og kombinerede ansættelsesklausuler. Loven har til formål at begrænse anvendelsen af disse klausuler. 

Før lovens ikrafttræden var reguleringen på området spredt ud over flere love. Nu er alle bestemmelser samlet under én lov. 

Et eksempel på en af de flyttede bestemmelser er den gamle aftalelovs § 38, stk. 2, om ophør af konkurrenceklausuler ved opsigelse, som blev overført til den nye ansættelsesklausullovs § 11. 

På baggrund af konkrete sager kan vi konstatere, at den ændring, der også skete af reglens dækningsområde i forbindelse med overflytningen, tilsyneladende ikke er slået igennem i retsopfattelsen på området.

Begge bestemmelser sikrer, at den, der har indgået en konkurrenceklausul, som indebærer, at man ikke må drive forretning eller tage ansættelse hos en forretning af en vis art, er fritaget herfor, hvis vedkommende bliver afskediget uden at have givet anledning hertil, eller hvis vedkommende fratræder sin stilling som følge af arbejdsgiverens misligholdelse. 

Aftalelovens § 38, stk. 2, gav alene lønmodtagere den beskrevne beskyttelse. Ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, hvormed det bestemmes, at lovens § 11, stk. 1 og 2, også gælder for andre end lønmodtagere, betyder imidlertid, at begrænsningen i muligheden for at fastholde en konkurrenceklausul efter opsigelse også gælder mellem f.eks. interessenter eller aktionærer og anpartshavere. Beskyttelsen mod virksomme konkurrenceklausuler efter opsigelse eller ophævelse er således udvidet til at gælde for enhver person, som har påtaget sig forpligtelsen til ikke at starte en forretning eller tage ansættelse hos en forretning af en vis art efter ansættelsens ophør.

Ændringen af reglens dækningsområde betyder bl.a., at konkurrenceklausuler i ejeraftaler mellem aktie- eller anpartshavere eller overdragelsesaftaler oprettet efter den 1. januar 2016 ikke kan håndhæves overfor den medejer eller tidligere ejer, som også er ansat og derfor kan opsiges, hvis denne ikke selv har givet anledning til opsigelsen. Til trods herfor ser vi stadig mange nye ejeraftaler og overdragelsesaftaler, hvor denne ændrede retstilstand ikke afspejles i teksten i aftalen. 

Som berettiget og forpligtiget i henhold til sådanne aftaler er det vigtigt at være sikker på sin retsstilling, og det er derfor uheldigt, at teksten i de nævnte aftaler ikke klargør rettigheder og forpligtelser korrekt, idet dette skaber unødige konflikter til ulempe for begge parter i forbindelse med en afvikling af et samarbejde.

Reglen om bortfald af klausul ved opsigelse gælder kun for konkurrenceklausuler og ikke for kundeklausuler. 

Henvendelser vedrørende dette nyhedsbrev kan rettes til sjlaw@sjlaw.dk