Viden skal deles

Erhvervsministeren har fremsat et lovforslag til ændring af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling

02/02 2017

Lovforslaget imødekommer behovet for at ajourføre gældende restaurationslov fra 1958 med hotel- og restaurationsbranchens løbende udvikling.

Lovforslaget indeholder bl.a. en lempelse af forbuddet mod at beskæftige mindreårige på arbejdspladser, hvor der serveres alkohol. Efter gældende restaurationslov må mindreårige ikke varetage jobs i lokaler, hvor der i åbningstiden serveres drikke med en alkoholprocent på over 2,8. Konkret indebærer dette bl.a. at en 17-årig afrydder ikke må afrydde bordene, hvis gæsterne har bestilt vin eller øl til maden. 

Med lovforslaget lempes dette forbud, således at unge mellem 15 og 18 år kan arbejde på serveringssteder, hvis hovedformål er servering af mad, og hvor serveringen af stærke drikke sker i forbindelse hermed. Muligheden for at beskæftige de unge indføres alene på arbejdsplader, hvor der er begrænset risiko for, at unge bliver udsat for at håndtere alkoholpåvirkede gæster.
Lovforslaget indebærer herudover en præcisering af reglerne om bevillingsperiodernes længde, således at alkoholbevillinger gives for en periode på 8 år, og adgangen til tidsmæssige begrænsninger af bevillingsperioder ændres til 4 og 2 år.

Samtidig foreslås en nedsættelse af alderskravet for at opnå alkoholbevilling, som foreslås sænket fra 25 til 21 år. For unge ansøgere, der har afsluttet en uddannelse inden for hotel- og restaurationsfaget, foreslås aldersgrænsen ændret fra 23 til 18 år. Ved lovens vedtagelse var myndighedsalderen 21 år, hvorfor en lovændring heraf vil svare til den nuværende myndighedsalder på 18 år. 

Lovforslaget tager derved højde for en række forhold, som i høj grad vil lette dagligdagen inden for hotel- og restaurationsbranchen, hvor særligt unge i dag varetager en række arbejdsopgaver.
Særligt i højsæsonen kan den gældende restaurationslov udfordre tilrettelæggelsen af disse arbejdsopgaver, hvis der er brug for hurtig tilkaldelse af ekstra assistance.

Ligeledes tilgodeses restauratørerne, idet en ansøgning om alkoholbevilling er forbundet med tungt administrativt arbejde. Med en bevillingsperiode, som ikke må være kortere end 2 år, reduceres disse ansøgningsrunder således væsentligt. Samtidig er det indskærpet, at udgangspunktet er, at bevillingsperioden er 8 år. 
Endelig sker der en udvidelse af bevillingsnævnene med et sagkyndigt medlem og en jurist eller advokat.