Viden skal deles

Konkursregulering af feriefridage

01/03 2018

Højesterets har ved dom af 2. februar 2018 fastslået, at LG kan anse feriefridage for afviklet i en arbejdsfri opsigelsesperiode, selvom overenskomsten ikke gav mulighed herfor.

Sagen handlede om, hvorvidt feriefridage, som ikke var afviklet ved opsigelsen, havde karakter af selvstændige lønkrav i medfør af konkurslovens § 95, som skulle dækkes af konkursboet/LG, eller om de skulle sidestilles med et forlænget opsigelsesvarsel, der kunne konkursreguleres efter konkurslovens § 61.

Overenskomstbestemmelsen om retten til feriefridage angav, at feriefridage, som ikke var afholdt inden for ferieåret, kunne kræves udbetalt, og at feriefridage ikke kunne placeres i en opsigelsesperiode. Ved virksomhedens konkurs krævede medarbejderne effektiv betaling for feriefridagene, mens LG anså dem for afviklet i opsigelsesperioden.

I præmisserne lagde Højesteret vægt på, at medarbejderne ikke forud for konkursen havde krævet konvertering af feriefridagene, og at feriefridagene heller ikke på andet grundlag var skiftet til at være et økonomisk krav. Der var derfor efter Højesterets opfattelse reelt tale om et forlænget opsigelsesvarsel, som kunne gøres til genstand for konkursregulering. Under henvisning til at ferieloven giver ret til at placere frihed i opsigelsesperioden, fandt Højesteret, at dette måtte lægges grund som det ”sædvanlige” for aftalte feriefridage, og frifandt konkursboet.

Dommen berører ikke uforrentede opsparingsordninger (fritvalg-ordninger), som er direkte reguleret i konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1. Det skyldes, at retten under disse ordninger er af økonomisk karakter, også selvom de kan udbetales i forbindelse med frihed fra arbejdet.

Spørgsmålet er, om dommen ville være faldet anderledes ud, hvis lønmodtagerne inden konkursen havde begæret feriefridagene konverteret til et økonomisk krav. Umiddelbart må dette besvares bekræftende, men man skal være opmærksom på, at en sådan konvertering kan være omstødelig efter konkurslovens kap. 8, hvis den er foretaget for at opnå en bedre økonomisk stilling i et kommende konkursbo.