Viden skal deles

Kunne tjenesteperioder før implementeringen af deltidsdirektivet i national ret medtages ved beregningen af en deltidsansat medarbejders evt. yderligere pensionskrav på baggrund af en påstand om forskelsbehandling?

14/12 2018

Dette spørgsmål blev behandlet af EU-Domstolen i en præjudiciel afgørelse af den 7. november 2018.

 

Sagen kort
Medarbejderen, som sagen handler om, var ansat som ”recorder” (deltidsansat dommer) ved Crown Court i England i perioden 1. marts 1978 - 31. marts 2005. Medarbejderen blev aflønnet på baggrund af daglige honorarer. I en alder af 65 år gik medarbejderen på pension.

Sagen opstod, da medarbejderen anmodede om at få tilsvarende pension som de fuldtidsansatte dommere. På trods af at han udøvede tilsvarende opgaver, som de fuldtidsansatte, fik han afslag på denne anmodning. Afslaget var begrundet i, at han ikke var berettiget til en dommerpension.

Som følge heraf indbragte medarbejderen sagen for de engelske domstole. Han gjorde gældende, at afslaget på udbetaling af den tilsvarende pension, som de fuldtidsansatte dommere fik, var en ulovlig forskelsbehandling i strid med deltidsdirektivet. Han fik medhold i 1. instans, men ikke i appelsagerne i det arbejdsretlige system. Sagen blev derfor appelleret til Det Forenede Kongeriges øverste domstol, som forelagde et præjudicielt spørgsmål til EU-Domstolen. EU-Domstolen konkluderede, at deltidsansatte skal ligestilles med fuldtidsansatte, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i et objektivt forhold. På baggrund heraf hjemviste Det Forenede Kongeriges øverste domstol sagen, med henblik på at de underliggende domstole skulle beregne medarbejderens pensionskrav.

Ved beregningen af pensionskravet opstod et nyt problem, da retten ikke var sikker på, om hele medarbejderens ansættelsesperiode skulle medtages i pensionsberegningen eller kun tjenesteperioderne efter gennemførelsesfristen for deltidsdirektivet.

Med henblik på at få dette spørgsmål afklaret forelagde Det Forenede Kongeriges øverste domstol endnu et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen, som gik ud på at få afklaret fortolkningen af deltidsdirektivet, så retten kunne tage stilling til, om tjenesteperioder, der ligger forud for gennemførelsesfristen af deltidsdirektivet, og som medtages ved beregningen af en fuldtidsansats pension, også skal medtages i beregningen af pensionskravet for en deltidsansats alderspension.

EU-Domstolen konkluderede, at tilfælde, hvor optjeningen af pensionsrettigheder sker i perioder før og efter udløbet af gennemførelsesfristen af et direktiv, er reguleret af bestemmelserne i deltidsdirektivet.

SJ Law bemærker
Sagen drejer sig om en rigtig interessant problemstilling, der har væsentlig betydning for lønmodtagere, hvis rettigheder skal udmåles i forhold til ansættelsesanciennitet, nemlig om tjenesteperioder, der ligger før gennemførelsesfristen for et rettighedsgivende direktiv, skal medtages ved beregningen af den rettighedsbestemmende anciennitet.

EU-Domstolen har med denne præjudicielle afgørelse slået fast, at alle tjenesteperioder skal medtages ved beregningen af f.eks. et pensionskrav og ikke kun de perioder, der ligger efter gennemførelsen af direktivet.

Henvendelser herom kan rettes til sjlaw@sjlaw.dk