Viden skal deles

Nyt om forelæggelser for EU-Domstolen

23/11 2018

To præjudicielle forelæggelser for EU-Domstolen fra henholdsvis Tyskland og Holland rejser nogle spændende spørgsmål om virksomhedsoverdragelse.

 

C-298/18, Reiner Grafe og Jürgen Pohle mod Südbrandenburger Nahverkehrs GmbH og OSL Bus GmbH

Arbejdsretten i Cottbus har den 2. maj 2018 forelagt følgende præjudicielle spørgsmål: 
1. Er der tale om en overdragelse i henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187/EØF, når betjeningen af busruter overgår fra et busselskab til et andet, selv om der ikke er tale om overdragelse af driftsmidler af nævneværdig omfang? 
2. Gør det faktum, at busserne, på grund af deres alder og de stigende tekniske krav, ikke længere har væsentlig betydning for bedriftens værdi, at Domstolen kan fravige sin dom af 25. januar 2001 (C-172/99), således at også overtagelse af en væsentlig del af personalet under disse betingelser kan føre til, at direktiv 77/187/EØF finder anvendelse? 

C-344/18, ISS Facility Services NV mod Sonia Govaerts og Euroclean NV 

Arbejdsretten i Gent har den 25. maj 2018 indgivet et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen, om fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/23/EF: 

Hvordan er en arbejdstager stillet, når forskellige dele af en virksomhed overføres til forskellige erhververe? Spørgsmålet indeholdt tre underspørgsmål: 
1. Bliver medarbejderens rettigheder overført til erhververen i forhold til omfanget af det arbejde, medarbejderen udførte i de dele af virksomheden, der overtages af erhververen? 
2. Overgår rettighederne og forpligtelserne i det hele til erhververen af den del, hvor arbejdstageren hovedsageligt var beskæftiget?
3. Hvis direktivet ikke kan fortolkes i henhold til ovenstående, er det så ensbetydende med, at de rettigheder og forpligtelser, der følger af arbejdstagerens ansættelseskontrakt, ikke overføres, og vil det også være tilfældet, såfremt omfanget af arbejdstagerens beskæftigelse ikke kan fastsættes særskilt i de forskellige dele af virksomheden?

SJ Law bemærker 
Virksomhedsoverdragelse er fortsat betragtet som et meget kompliceret område i praksis, og der opstår stadig ofte tvivl om, hvornår der er tale om overførsel af en virksomhed og dermed tale om en virksomhedsoverdragelse i Virksomhedsoverdragelseslovens forstand. 

De nye præjudicielle spørgsmål viser således, at der fortsat opstår faktiske situationer i forbindelse med overdragelser, der bidrager til diskussionen om, hvad en virksomhedsoverdragelse er, og hvor meget en overdragelse skal omfatte for at udgøre en virksomhedsoverdragelse.

EU-Domstolens præjudicielle afgørelser i disse nye sager vil igen få væsentlig betydning for fortolkningen af tvivlstilfælde også i dansk ret, hvorfor SJ Law løbende vil opdatere nyhedssiden med oplysninger om udviklingen heri.

Henvendelser herom kan rettes til sjlaw@sjlaw.dk