Viden skal deles

Bonus og feriepenge under udstationering

Højesteret har kort før jul behandlet en tvist om en funktionæransats krav på bonus og feriepenge under en udstationering.

Sagens baggrund
Efter at have været ansat i en bank i ca. 10 år blev en funktionær pr. 1. september 1997 udstationeret til bankens afdeling i London som chefaktiedealer. Det var forventningen, at udstationeringen skulle være af ca. 3 års varighed.

Under sin ansættelse havde funktionæren siden 1993 været omfattet af en bonusordning og havde hvert år fået udbetalt den højst mulige bonus. Bonus var blevet udbetalt på grundlag af en bedømmelse af funktionærens egen indsats.

Af udstationeringsaftalen fremgik intet om funktionærens ret til betaling af bonus.

Ved udstationeringens begyndelse afregnede banken optjent feriegodtgørelse, og under udstationeringen oppebar funktionæren løn under ferie. Endvidere blev det aftalt, at funktionæren ved hjemvendelse ikke ville medbringe optjent ferie.

Den 3. december 1997 blev funktionæren bortvist under påberåbelse af, at han havde handlet i strid med bankens retningslinier for insiderhandel. Banken accepterede senere, at der alene var grundlag for at afskedige funktionæren med almindeligt opsigelsesvarsel. I forbindelse med den efterfølgende afregning betalte banken forholdsmæssig bonus for ansættelsen indtil den 30. august 1997.

Tvisten drejede sig derefter blandt andet om, hvorvidt funktionæren havde krav på feriegodtgørelse og betaling af yderligere bonus for 1997 samt for opsigelsesperioden indtil den 30. juni 1998.

Højesterets afgørelse
For så vidt angår ferie, fandt Højesteret, at det var blevet aftalt, at funktionæren var undergivet lovgivningen i England. Højesteret lagde således på baggrund af en fortolkning af udstationeringsaftalen til grund, at parterne havde valgt at anvende engelsk ret i forbindelse med retten til ferie og feriegodtgørelse i overensstemmelse med artikel 3 i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (Romkonventionen). Højesteret fandt endvidere, at der under hensyn til aftalens tilknytning til England sammenholdt med dens indhold ikke forelå sådanne tungvejende grunde, at den danske ferielovgivning skulle finde anvendelse i stedet for den engelske.

For så vidt angår kravet på bonus, stadfæstede Højesteret Landsrettens afgørelse i henhold til grundene.

Landsrettens fandt det ikke godtgjort, at der mellem parterne var indgået en udtrykkelig eller stiltiende aftale om, at funktionæren alene på baggrund af sin egen indtjening skulle være berettiget til bonus under opholdet i London. Landsretten lagde således til grund, at en sådan bonus alene blev udbetalt på grundlag af ”teamets” og ikke den enkeltes præstation, og at der for 1997 ikke blev udbetalt bonus til den afdeling, hvori funktionæren arbejdede. Det fremgår ikke af sagen, hvorvidt der blev udbetalt bonus for 1998.

Schebye Jacobsens bemærkninger
Hverken Landsretten eller Højesteret konkluderede, at funktionæren ikke var omfattet af en bonusordning under sin udstationering. Udgangspunktet er sædvanligvis, at det ikke bør være den ansattes risiko, at en aftale ikke er formaliseret i en skriftlig aftale. Arbejdsgiverens ændring af en praksis eller vilkårene for udbetaling af bonus bør på denne baggrund alene accepteres såfremt, der er klare holdepunkter herfor.

Det er på den baggrund - i hvert fald ud fra en vedtagelsesmæssig betragtning - overraskende, at banken fik medhold i, at kravet på bonus under udstationeringen var betinget af andet end den ansattes egen præstation.

Det fremgår ikke af dommen, hvorledes funktionæren var blevet gjort bekendt med, at udbetaling af bonus var betinget af indsatsen af det ”team”, han var en del af. De foreliggende præmisser tyder på, at arbejdsgiveren fik medhold i en ændring af en bonusordning, som den ansatte ikke var bekendt med. En sådan ”skjult” forringelse af den ansattes rettigheder er klart uacceptabel. Havde Højesteret derimod konkluderet, at der slet ikke var krav på bonus under udstationeringen, havde resultatet givet bedre mening.

For så vidt angår kravet på bonus under udstationeringen, er afgørelsen et vidnesbyrd om, at der i forbindelse med et sådant stillingsskift bør tages udtrykkelig stilling til, i hvilket omfang de hidtidige ansættelsesvilkår fortsætter på uændrede vilkår. Det gælder særligt i relation til personalegoder og andre supplerende løngoder.

Der var under sagen ikke nedlagt krav om godtgørelse for arbejdsgiverens manglende opfyldelse af oplysningspligten - hvilket var relevant i forhold til, at retten til bonus må betragtes som et væsentlig vilkår for ansættelsen - i henhold til ansættelsesbevislovens § 3, der omhandler arbejdsgiverens oplysningsforpligtelse i forbindelse med udstationering af lønmodtagere.

Højesterets dom er afsagt den 9. december 2003.

Spørgsmål vedrørende dommen kan rettes til advokat Arvid Andersen

Dommen kan rekvireres hos Camilla Groth Poulsen