Viden skal deles

Disciplinær afskedigelse af tjenestemand uberettiget

Når der indledes et tjenstligt forhør skal forhørslederen, på grundlag af det under forhøret fremkomne, tage stilling til, om tjenestemanden har udvist en adfærd, der kan karakteriseres som en tjenstlig forseelse. Endvidere skal forhørslederen - hvis han anmodes derom af forvaltningen - fremkomme med en indstilling til sagens afgørelse.

Højesteret har i en ny dom behandlet spørgsmålet om, hvorvidt en tjenestemandsansat tandlæge under sygemelding havde udvist en adfærd, der kunne betragtes som en tjenstlig forseelse. Og i bekræftende fald, om en sådan tjenstlig forseelse kunne danne grundlag for disciplinær afsked med opsat pension.

Under sagen var der ligeledes rejst spørgsmål om, hvorvidt domstolene var kompetente til at prøve forhørslederens konklusion (om hvorvidt der foreligger en tjenstlig forseelse) og indstilling til sagens afgørelse.

Sagens omstændigheder

Den 31. oktober 1996 blev tjenestemanden - der havde været ansat ved kommunen på tjenestemandsvilkår siden den 1. april 1979 - sygemeldt som følge af dårligt psykisk arbejdsmiljø. Under sygdommen anmodede kommunen ved brev af 6. januar 1997 om en speciallægeerklæring, der skulle være kommunen i hænde den 17. januar 1997. 

Kommunen konstaterede, at tjenestemanden under sygemeldingen havde et bijob i form af ”kranio-sakral-terapi”. Kommunen bad på den baggrund om nærmere oplysninger om omfanget af bijobbet.

Fremsendelsen af speciallægeerklæringen blev væsentligt forsinket (denne forelå først den 17. marts 1997). Samtidig nægtede tjenestemanden at fremsende oplysninger om omfanget at sit bijob. Sammenholdt med konstateringen af tjenestemandens bijob blev han suspenderet den 7. april 1997. 

Tjenestemanden blev i forløbet bistået af sin faglige organisation, og det var således på råd fra denne, at der ikke blev givet nærmere oplysninger om omfanget af bibeskæftigelsen. Dette var begrundet ,i at kommunen efter organisationens opfattelse ikke var berettiget til at kræve disse oplysninger.

Der blev afholdt et tjenstligt forhør i december 1997, og forhørslederens beretning forelå i oktober 1998.

Forhørslederen konkluderede i sin beretning, at tjenestemanden på flere områder havde gjort sig skyldig i tjenesteforseelser. Det var en tjenstlig forseelse, at der ikke rettidigt var fremsendt en speciallægeerklæring, at der ikke - til trods for anmodning derom - var afgivet oplysninger om omfanget af bibeskæftigelse, og at der i privat praksis var udført ”kranio-sakral-terapi” under sygemeldingen. Endvidere fremgik følgende indstilling til sagens afgørelse:

"… under henvisning til det anførte indstilles, at tjenestemanden afskediges fra sin stilling som tjenestemandsansat i kommunen. Som begrundelse for denne sanktion skal jeg henvise til, at de udviste tjenesteforseelser, såvel hver for sig som efter en samlet bedømmelse, må betragtes som alvorlige tjenesteforseelser. Det følger endvidere, at det er min vurdering, at kommunen med rettede suspenderede tjenestemanden."

Denne indstilling fulgte kommunen og tjenestemanden blev derefter opsagt med forkortet varsel til fratrædelse den 30. november 1998 med opsat tjenestemandspension.

Tjenestemanden anlagde efterfølgende sag mod kommunen med påstand om, at afskedigelsen var uberettiget, efterbetaling af den under suspensionen tilbageholdte andel af lønnen samt, at hun skulle stilles som om, hun var blevet afskediget ordinært varsel og med aktuel egenpension.

Sagens afgørelse

Under sagen gjorde kommunen blandt andet gældende, at domstolenes prøvelse af den disciplinære afskedigelse ikke kunne omfatte forhørslederens konklusion og indstilling til sagens afgørelse. Domstolenes efterprøvelse kunne alene omfatte det af kommunen udøvede skøn ved beslutningen om afskedigelse af tjenestemanden.

For så vidt angår dette spørgsmål, fastslog Landsretten, at domstolenes prøvelse omfatter såvel det faktiske som det retlige grundlag for afskedigelsen af tjenestemanden. Dette er blandt andet begrundet i, at forhørslederens beretning og indstilling indgår som en del af kommunens grundlag for afskedigelse. Højesteret foretog ligeledes en fuld prøvelse af såvel forhørslederens konklusion som indstilling. 

Vedrørende spørgsmålet om fremskaffelse af en speciallægeerklæring, fastslog både Landsretten og Højesteret, at tjenestemanden havde udfoldet rimelige bestræbelser på at fremskaffe lægeerklæringen. Tjenestemanden havde således ikke i forbindelse med fremsendelse af speciallægeerklæringen udvist forhold, der kunne karakteriseres som en tjenstlig forseelse der berettigede til anvendelse af disciplinære tiltag.

Højesteret tiltrådte endvidere, af de grunde der er anført af Landsretten, at tjenestemandens udførelse af ”kranio-sakral-terapi” ikke udgjorde en tjenesteforseelse, og at dette bijob ikke var uforenelig med tjenestemandens sygdom.

For så vidt angår spørgsmålet om tjenestemanden manglende efterkommelse af kommunens anmodning om at give oplysninger om sin bibeskæftigelse, var det ubestridt fra tjenestemandens side, at dette udgjorde en tjenesteforseelse. Derfor skulle retten alene tage stilling til, hvorvidt denne forseelse var af en sådan grovhed, at denne i sig selv kunne begrunde en afskedigelse.

Dette spørgsmål delte Højesterets 7 dommere. 

Et flertal på 5 dommere lagde til grund at der ikke var et rimeligt forhold (proportionalitet) mellem tjenesteforseelsen og den disciplinære sanktion. Dette skete under hensyn til tjenestemandens lange anciennitet og hidtidige pletfri tjeneste, at den manglende opfyldelse af oplysningsforpligtelsen ikke dækkede over en ulovlig bibeskæftigelse, at tjenestemandens vægring beroede på fejlagtigt råd fra hendes faglige organisation og at kommunen var bekendt med, at hendes vægring byggede på den faglige organisations rådgivning, Som følge heraf blev Landsrettens dom stadfæstet.

Et mindretal på to dommere fandt, at tjenestemandens manglende besvarelse af kommunens spørgsmål om omfanget af bibeskæftigelsen måtte anses for en definitiv vægring. Efter kommunens gentagne klare advarsler var dette en forseelse af en sådan grovhed, at suspension og afskedigelse med opsat pension var berettiget, uanset at tjenestemanden ikke i øvrigt havde begået tjenesteforseelse og uanset, at hun handlede i tillid til råd fra sin faglige organisation.

Schebye Jacobsens bemærkninger

Dommen illustrerer, at domstolene er parate til at foretage en indgående prøvelse af, hvorvidt der foreligger en tjenstlig forseelse samt - idet omfang der foreligger en forseelse - en prøvelse af, hvorvidt den af forvaltningen valgte disciplinære sanktion (herunder afskedigelse med forkortet varsel og opsat egen pension) konkret står i rimeligt forhold til forseelsen.

I relation til prøvelsen af proportionalitetsspørgsmålet er dette i overensstemmelse med Højesterets dom af 1. maj 2003 (U2003.1660H) vedrørende en pædagogmedhjælper, der blev afskediget på grund af forældrereaktion efter sigtelse for seksuelle overgreb.

Forhørslederens primære funktion er er udrede sagens faktum. Ud fra en snæver betragtning er forhørslederen ikke en del af den offentlige forvaltning, ligesom forhørslederen heller ikke har kompetence til at træffe afgørelse i sagen. Dette kan tale for, at der ikke kan ske domstolsprøvelse af forhørslederens konklusion og indstilling. Imidlertid er forvaltningen ikke bundet af forhørslederens beretning, og derfor bør tjenestemanden heller ikke være afskåret fra en fuld domstolsprøvelse, jf. grundlovens § 63 og art. 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention.

Højesterets dom er afsagt den 22. december 2003.

Spørgsmål vedrørende dommen kan rettes til advokat Arvid Andersen

Dommen kan rekvireres hos advokatsekretær Tina Rose Jacobsen