Viden skal deles

Erstatnings- og godtgørelseskrav i en bortvisningssag

Østre Landsret har afsagt dom om modregning af anden løn i opsigelsesperioden samt godtgørelse i henhold til hovedaftalens § 4, stk. 3. 

Sagen er ført af Schebye Jacobsen for Film- og TV-arbejderforeningen.

Sagens baggrund
Sagen drejede sig om bortvisning af en overenskomstansat filmoperatør, der havde været ansat i mere end 23 år hos Nordisk Film Biografer A/S.

Filmoperatøren fik den 29. oktober 2002 oplyst, at en mangeårig kollega var blevet opsagt. Dette påvirkede ham så meget, at han umiddelbart efter, i vrede, forlod arbejdspladsen. Han havde forinden orienteret både ledelsen og sine kollegaer herom. 

Han opsøgte herefter tillidsrepræsentanten (der befandt sig i en anden af arbejdsgiverens biografer) og faxede senere samme dag en sygemelding til arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren bortviste samme dag filmoperatøren på grund af ulovlig bortgang. 

To dage senere opsøgte filmoperatøren sin læge, som afgav en lægeerklæring om uarbejdsdygtighed. 

Én måned efter bortvisningen fik filmoperatøren nyt arbejde.

Landsrettens afgørelse
Både byretten og landsretten fandt – om end med forskellige begrundelser – at bortvisningen var uberettiget. 

Byretten fandt, at der var lovligt forfald på grund af sygdom. 

Landsretten lagde derimod til grund, at filmoperatøren ikke forlod arbejdet pga. sygdom, men i vrede og arrigskab over afskedigelsen af en kollega. Dette udgjorde imidlertid ikke en væsentlig misligholdelse, idet filmoperatøren for det første forinden havde orienteret arbejdsgiveren. For det andet kunne hans arbejde udføres uden hans tilstedeværelse og bortgangen ikke var til væsentlig gene for arbejdsgiveren. For det tredje lagde landsretten vægt på operatørens betydelige anciennitet, og at der ikke tidligere var givet nogen form for påtale.

Sagen angik herefter – da ansættelsesforholdet ikke var undergivet funktionærlovens bestemmelser om minimalerstatning – et spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiveren helt eller kun delvist var berettiget til at modregne løn optjent andetsteds i opsigelsesperioden i filmoperatørens erstatningskrav, og om filmoperatøren havde krav på godtgørelse for urimelig afskedigelse i medfør af hovedaftalens § 4, stk. 3.

Spørgsmålet om modregningen var af principiel karakter. 

Filmoperatøren havde hos Nordisk Film Biografer A/S en ugentlig arbejdstid på 28 timer, mens hans nye arbejde var 34 timer pr. uge. Erstatningskravet udgjorde kr. 99.420,00 og lønnen til anden side udgjorde kr. 103.160,00. Byretten lagde til grund, at arbejdsgiveren alene var berettiget til at modregne en forholdsmæssig andel svarende til 28/34 af den indkomst, som filmoperatøren oppebar ved andet arbejde, inden udløbet af opsigelsesperioden.

Landsretten fastslog derimod at filmoperatørens nye job trådte i stedet for det tidligere job, og at hele det beløb, der var indtjent ved dette arbejde i opsigelsesperioden, kunne modregnes. Da det indtjente beløb oversteg det samlede erstatningskrav, forelå der ikke et tab.

Både i byretten og landsretten blev arbejdsgiveren dømt til at betale en godtgørelse på 26 ugers løn i medfør af hovedaftalens § 4, stk. 3. 

Schebye Jacobsens bemærkninger
Filosofien bag argumentationen til støtte for, at der alene kunne ske forholdsmæssig modregning var, at der kun kunne ske modregning med indtjening, der var opnået ved frigørelse af arbejdskraften. Filmoperatøren havde jo kun fået frigjort sin arbejdsevne med 28 timer pr. uge, og det forhold, at han fik nyt arbejde i løbet af opsigelsesperioden med en forøget arbejdstid, burde ikke komme arbejdsgiveren til gode. 

Følgende eksempel kan bidrage til forståelsen af problemet. En funktionær, der varetager to jobs på deltid med 15 timer pr. uge og for hvert job oppebærer en månedsløn på kr. 20.000,00 pr. måned, bortvises fra det ene job. Arbejdsgiveren, der uberettiget bortviser kan ikke modregne lønnen fra det andet deltidsjob i erstatningskravet. Heller ikke en lønforhøjelse, der eventuelt aftales i det andet job kan modregnes. Hvis der derimod aftales en forøget arbejdstid i det andet job på 10 timer om ugen kan den del af lønnen, der er tjent på grundlag af de 10 timers ekstra arbejde, modregnes.

Dette synspunkt fik den ansatte imidlertid ikke medhold i. Dommens rækkevidde på dette punkt er dog ikke helt klar. 

Landsretten gik ikke ind i en nærmere vurdering af, hvorvidt bortvisningen – som det mindre i det mere – kunne karakteriseres som en rimeligt begrundet opsigelse. Landsretten henholdt sig på dette punkt til byrettens begrundelse, der blot henviste til at opsigelsen ikke var (rimeligt) begrundet i hverken arbejdsgivers eller lønmodtagers forhold.

Dette er for det første udtryk for, at beskyttelsen i medfør af hovedaftalens § 4, stk. 3, tillige (som det er tilfældet med beskyttelsen i medfør af funktionærlovens § 2b, jf. § 2b, stk. 3) kan finde anvendelse ved uberettiget bortvisning. For det andet er det udtryk for udmøntning af et (velbegrundet og fornuftigt) princip om, at medarbejdere, der i gennem mange år har forrettet en upåklagelig og pletfri tjeneste, bør have lidt mere margin i relation til hvilken adfærd, der kan føre til (berettiget) afskedigelse.

Dommen er afsagt af Østre Landsret den 25. juni 2004.

Spørgsmål om dommen kan rettes til advokat Arvid Andersen 

Dommen kan rekvireres hos advokatsekretær Henriette Svankjær