Viden skal deles

Gensidigt forlænget varsel i prøvetiden

Det har hidtil i teorien været antaget, at en aftale om et gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage i prøvetiden er i strid med funktionærloven, idet et sådant varsel alene er til ugunst for funktionæren.  

Dette spørgsmål er nu blevet afgjort af Højesteret.

Sagens baggrund
Sagen drejede sig om en funktionær, der inden udløbet af prøveperioden meddelte arbejdsgiveren, at han ville sige op med en dags varsel for at tiltræde et job hos en konkurrent. 

Arbejdsgiveren afkrævede funktionæren en erstatning svarende til en halv månedsløn efter funktionærlovens § 4 under henvisning til, at funktionæren havde tilsidesat opsigelsesvarslet på 14 dage. 

Funktionæren afviste dette krav dels under henvisning til, at det gensidige opsigelsesvarsel på 14 dage i prøvetiden var i strid med funktionærloven dels, at han ikke var erstatningsansvarlig, fordi han havde tilbudt arbejdsgiveren at vende tilbage og arbejde i yderligere 14 dage.

Af funktionærlovens § 2, stk. 6, første punktum, fremgår, at opsigelse fra funktionærens side skal ske med én måneds varsel til udgangen af en måned, med mindre ansættelsen er sket på prøve (eller er midlertidig). Hvilket varsel, funktionæren skal give i prøveperioden, fremgår ikke af denne bestemmelse, men i praksis har der som regel været adgang til opsigelse med dags varsel. 

Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel i prøvetiden er reguleret i § 2, stk. 5. Her er det udtrykkeligt bestemt, at arbejdsgivers varsel i prøvetiden er på mindst 14 dage.

Højesterets afgørelse
Højesteret fandt, at et gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage i prøvetiden ikke kan tilsidesættes i medfør af funktionærlovens § 21, jf. § 2, stk. 6, idet en prøveansættelse ikke kan anses for omfattet af lovens § 2 stk. 6, 2. pkt., hvori det hedder:

"Dog kan der ved skriftlig kontrakt træffes bestemmelse om længere opsigelsesvarsel fra funktionærens side under forudsætning af, at opsigelsesvarslet fra arbejdsgiverens side forlænges tilsvarende." 

Samtlige dommere i Højesteret nåede derfor frem til samme resultat som Sø- og Handelsretten. 

Sø- og Handelsretten havde konkluderet, at bestemmelsen i funktionærlovens § 2, stk. 6, 2. pkt., om gensidig forlængelse af opsigelsesvarslet, alene relaterede sig til aftale om forlængelse af opsigelsesvarslet uden for prøvetiden. Sø- og Handelsretten lagde herved vægt på, at parternes opsigelsesvarsel inden for de første seks måneder er af samme længde. På grund af denne paritet i parternes respektive opsigelsesvarsler i de første seks måneder var parterne således ikke afskåret fra at indgå en aftale om gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage i prøveperioden. 

Højesteret skulle på denne baggrund tage stilling til, om funktionæren, ved at fratræde stillingen uden at respektere det aftalte varsel, var erstatningsansvarlig over for arbejdsgiveren. 

Et flertal på fire dommere fandt det ikke bevist, at funktionæren havde tilbudt arbejdsgiveren at vende tilbage for at arbejde i yderligere 14 dage. Funktionæren blev derfor dømt til at betale 14 dages løn i erstatning til arbejdsgiveren for ikke at have iagttaget sit opsigelsesvarsel. En dommer ville frifinde funktionæren, idet denne fandt det godtgjort, at der var fremsat tilbud om at vende tilbage og arbejde i 14 dage.

Schebye Jacobsens bemærkninger
Det er ved læsning af dommen generelt værd at bemærke sig, at Højesteret lægger betydelig vægt på en traditionel ordlydsfortolkning og – med udgangspunkt i forarbejderne – på historikken bag tilblivelsen af funktionærlovens § 2.

Dommen gør endeligt op med det rejste spørgsmål. Dog må det – såfremt der ikke er aftalt et gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage i prøvetiden – lægges til grund, at funktionæren fortsat kan fratræde med én dags varsel.

***

Arbejdsgiveren var under sagen repræsenteret af en advokat fra arbejdsgiverorganisationen Dansk Handel & Service, der specifikt påstod sig tilkendt sædvanlige sagsomkostninger for parter, der møder ved advokat. 

Højesteret tilkendte arbejdsgiveren 5.000 kr. i sagsomkostninger, som udtrykkelig blev fastsat i overensstemmelse med de principper, Højesteret har fastsat i kendelse af 29. april 2004 (omtalt af Schebye Jacobsen i nyhedsbrev af 2. juni 2004), og i dom af 27. maj 2004 (omtalt i nyhedsbrev af 8. juni 2004). 

Dermed må det tillige anses for endelig afgjort, at en virksomhed, der møder ved en ansat ”husadvokat”, alene kan blive tilkendt sagsomkostninger efter samme regler, som gælder for selvmødere (hvilket reelt vil sige et væsentligt lavere omkostningsbeløb).

Højesteretsdom er afsagt den 30. juni 2004. 

Spørgsmål om dommen kan rettes til advokat Arvid AndersenDommen kan rekvireres ved henvendelse til Tina Rose Jacobsen