Viden skal deles

Ingen erstatning til elev i sag om psykisk chikane

Vestre Landsret har frifundet arbejdsgiveren for erstatningsansvar i en sag om ophævelse af en uddannelsesaftale på grund af psykisk chikane. 

Sagens omstændigheder
Byrettens dom er tidligere omtalt i nyhedsbrev af 11. september 2003.

Sagen drejede sig om mobning af en elev ansat på et lastbilværksted.

Tvistighedsnævnet frifandt med stemmerne 4 – 3 arbejdsgiveren for erstatningsansvar.

I byretten fik eleven medhold i, at det var godtgjort, at han var blevet udsat for chikane og dårlig behandling fra flere af de ansattes side. Byretten fandt, at arbejdsgiverens ledelse burde have været klar over forholdene eller have undersøgt disse nærmere. Byretten lagde endvidere til grund, at arbejdsgiveren intet foretog sig for at afhjælpe problemerne, men overlod det til eleven selv.

Byretten tilkendte herefter eleven 50.000 kr. i erstatning incl. udgifter til psykologhjælp.

Landsrettens afgørelse
Landsretten lagde som byretten til grund, at omgangsformen på arbejdspladsen var hård og til tider spydig, men fandt det ikke godtgjort, at tonen overfor eleven var væsentlig anderledes end i øvrigt blandt medarbejderne indbyrdes. Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at de faktiske forhold på arbejdspladsen var væsentlig anderledes for eleven end for andre.

Landsretten tillagde det endvidere vægt, at eleven ikke under en samtale den 17. august 2001 med værkstedschefen havde givet udtryk for, at arbejdsmiljøet var en psykisk belastning for ham. Samtalen fandt sted fordi andre medarbejdere havde udtrykt utilfredshed med elevens evne til at modtage tilrettevisninger. Først under en samtale med værkstedschefen den 2. november 2001 fortalte eleven, at han følte sig forfulgt. Landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at ledelsen på et tidligere tidspunkt var eller burde være klar over, at arbejdsmiljøet, der ikke tidligere havde givet anledning til påtale på værkstedet, blev oplevet som belastende af eleven.

Under samtalen den 2. november 2001 anbefalede værkstedschefen, at eleven, der tidligere havde trukket sig tilbage fra samværet med andre, selv skulle forsøge at få forholdet til de øvrige medarbejdere forbedret. Værkstedschefen bad eleven om at holde sig underrettet herom. Herefter forløb der 12 dage, hvoraf 5 dage var feriedage, inden eleven blev sygemeldt og under sygemeldingen blev der fortsat arbejdet på elevens tilbagevenden til arbejdspladsen.

Landsretten fandt på denne baggrund ikke anledning til at statuere, at arbejdsgiveren forud for den 2. november 2001 eller i tiden derefter havde pådraget sig erstatningsansvar overfor eleven. Arbejdsgiveren blev derfor frifundet.

Schebye Jacobsens bemærkninger
Landsrettens dom følger den linie, der er lagt i sager om psykisk chikane nemlig, at det er særdeles vanskeligt for lønmodtageren at løfte bevisbyrden for, at han eller hun har været udsat for en uacceptabel behandling, der kan medføre erstatningsansvar for arbejdsgiveren. 

Dommen er udtryk for, at det ikke er nok at dokumentere, at arbejdsmiljøet har været præget af f.eks. en hård omgangstone, hvis det ikke i øvrigt kan dokumenteres, at den pågældende lønmodtager er blevet behandlet væsentlig anderledes end de øvrige medarbejdere. Dette synspunkt er ligeledes kommet til udtryk i tidligere afgørelser om det psykiske arbejdsmiljø og virker mærkværdigt. 

I princippet kan det heraf udledes, at bare alle ansatte behandles lige dårligt, kan arbejdsgiveren slippe godt af sted med det. Dog skal synspunktet nok snarere forstås således, at medarbejdere, som ikke kan trives med f.eks. en hård omgangstone, må sige fra over for arbejdsgiveren. 

Dommen må nemlig også tages som udtryk for, at det er afgørende, at medarbejderen utvetydigt gør arbejdsgiveren opmærksom på de problemer, han eller hun oplever på arbejdspladsen. 

Dette må medarbejderen sikre sig bevis for, og det bør være et skriftligt bevis. 

I tilfælde af at arbejdsgiveren påviseligt har modtaget medarbejderens indsigelser kan det endvidere udledes af dommen, at arbejdsgiveren skal have mulighed for at rette for sig, før medarbejderen kan drage konsekvenser af det uacceptable arbejdsmiljø.

Med andre ord skal arbejdsgiveren have en form for advarsel fra medarbejderen, der ikke efterlader nogen tvivl om, hvad medarbejderen mener, der er galt på arbejdspladsen.

Uanset at en medarbejder har sikret sig det fornødne bevis for en indsigelse mod arbejdsmiljøet, og at arbejdsgiveren har haft tid til at udbedre det uden, at det er lykkedes, må det stadig antages, at muligheden for at få arbejdsgiverens handling sanktioneret med en erstatning er begrænset. Der kan i denne forbindelse også henvises til afgørelserne omtalt i nyhedsbrevene af 15.december 2003 og 28. april 2004. 

Vestre Landsrets dom er afsagt den 14. juni 2004. 

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Mette Østergård 

Dommen kan rekvireres hos advokatsekretær Jeanette Kragh Sørensen