Viden skal deles

Højesteretsdom om bevarelse af lønprivilegie

Højesteret har i en nyere dom taget stilling til, om krav på manglende overenskomstmæssige pensionsindbetalinger var forfulgt uden ugrundet ophold således, at lønprivilegiet var bevaret. 

Sagens baggrund
Efter overenskomsten mellem CO-Industri og Dansk Industri skulle arbejdsgiver indbetale sin andel af pensionsbidraget til Industriens Pensionsforsikring, ligesom han skulle tilbageholde og indbetale de ansattes andel.

Den konkrete virksomhed blev tilmeldt Industriens Pensionsforsikring den 29. april 1998, og pensionen skulle herefter indbetales første gang for maj 1998. Virksomheden indbetalte imidlertid ikke pensionsbidraget, hvilket Industriens Pensionsforsikring rykkede for i juli 1998. Herefter blev sagen overgivet til CO-Industri, der 5 dage efter modtagelsen på ny rykkede virksomheden for indbetalingerne. Der skete heller ikke indbetalinger for juni, juli eller august 1998, hvilke krav ligeledes blev overgivet til CO-Industri. I alle tilfælde svarede Dansk Industri på virksomhedens vegne, at forholdene snarest ville blive bragt i orden.

Da forholdene ikke blev bragt i orden, bad CO-Industri LO om at indkalde til fællesmøde. Det gjorde LO ved telefax af 10. december 1998 til DA med forslag til datoer. Virksomheden undlod fortsat at indbetale pensionen, idet der dog den 6. januar 1999 blev foretaget indberetning og indbetaling for maj og juni 1998.

Den 7. januar 1999 blev der afholdt fællesmøde, hvor virksomheden erkendte at have begået overenskomstbrud og at være forpligtet til at betale en bod på kr. 4.000,00. Samtidig tog LO forbehold for at fortsætte sagen for Arbejdsretten, hvis pensionsindbetalingerne fortsat udeblev. Dagen efter anmodede CO-Industri Industriens Pensionsforsikring om at meddele, hvis pensionsindbetalingerne ikke var på plads inden udgangen af januar 1999.

Der skete herefter alene delvise pensionsindbetalinger, idet virksomheden dog betalte for juli-december 1998. Industriens Pensionsforsikring overgav derfor på ny sagen til CO-Industri, der den 16. marts 1999 anmodede LO om at indbringe sagen for Arbejdsretten. Dette skete den 8. juni 1999. I den mellemliggende periode rykkede man igen virksomheden for indbetalingerne.

Virksomheden gik konkurs, og spørgsmålet var herefter, om pensionskravene, der var forfaldne mere end 6 måneder før fristdagen, var forfulgt uden ugrundet ophold, jf. konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 5 således, at kravene var omfattet af lønprivilegiet, hvilket LG bestred.

Højesterets afgørelse
Højesteret fandt indledningsvis, at kravene på pensionsindbetaling ikke kunne være forfulgt civilretligt, men skulle behandles i fagretligt regi. LG fik derfor ikke medhold i, at sagen kunne være anlagt som en inkassosag. 

Herefter udtalte Højesteret, at der ved bedømmelsen af, om et krav, der er omfattet af det fagretlige system, er søgt gennemført uden ugrundet ophold, må tages hensyn til, at parterne skal have rimelig tid til at afklare kravene og eventuelle indsigelser, til gennem forhandling at søge en forligsmæssig løsning og til at indbringe sagen for Arbejdsretten, hvis dette ikke lykkes. 

Selvom CO-Industris opfølgning i perioden fra de første rykkere i juni 1998 og til fællesmødet den 7. januar 1999 havde været langvarig, fandt Højesteret, at denne opfølgning skete uden ugrundet ophold blandt andet fordi, hverken Industriens Pensionsforsikring eller CO-Industri i denne periode kendte til størrelsen af de skyldige pensionsbidrag eller de berettigedes identitet.

Imidlertid fandt Højesteret, at kravene i perioden fra begyndelsen af februar 1999 og til klageskriftets indgivelse den 8. juni 1999 skulle bedømmes i lyset af den forudgående periode, og at kravene derfor ikke i denne sidste periode var forfulgt uden ugrundet ophold.

Ligeledes afviste Højesteret LO's subsidiære påstand om privilegium for krav på pensionsindbetalinger for de sidste måneder frem til sagsanlægget ved Arbejdsretten, blandt andet fordi forbundets medlemmer også efter fællesmødet den 7. januar 1999 - på trods af virksomhedens fortsatte undladelse af at afregne pension - fortsatte med at arbejde.

Schebye Jacobsens bemærkninger
Dommen er endnu et eksempel på de i retspraksis relativt strenge krav til de ansatte og deres forbund om at forfølge lønmodtagerkrav uden ugrundet ophold, såfremt lønprivilegium skal bevares. Det er imidlertid interessant at se, at Højesteret forudsætningsvis anerkender, at der må være en adgang til at afklare kravet såvel som eventuelle indsigelser, samt til gennem forhandling at søge en forligsmæssig løsning. 

Sådanne hensyn må antages ligeledes at gøre sig gældende i forhold til lignende sager, der i sidste ende skal videreføres ved de civile domstole og ikke som her i det fagretlige system.

Dommen må imidlertid forstås således, at der, når det konstateres, at en virksomhed ikke lever op til det forligsmæssigt aftalte, ganske hurtigt skal indledes retsskridt for at bevare lønprivilegiet.

Højesterets dom er afsagt den 20. december 2004.

Har du spørgsmål til sagen, er du velkommen til at kontakte advokat Bo Lauritzen eller advokat Søren Narv Pedersen

Dommen kan rekvireres ved henvendelse til advokatsekretær Henriette Svankjær.