Viden skal deles

Ansættelsesforbud i aftaler mellem erhvervsdrivende er indirekte konkurrenceklausuler

Sø- og Handelsretten er blevet præsenteret for spørgsmålet om rækkevidden af en aftale mellem to erhvervsdrivende om ikke at ansætte hinandens medarbejdere. Spørgsmålet delte rettens dommere og medfører en række konsekvenser for lønmodtagere generelt.

 

 

Sagens omstændigheder

 

 

I en rammeaftale mellem en leverandør NN og en kunde OO inden for IT- branchen blev det aftalt, at ”Kunden forpligter sig til ikke uden NN´s samtykke, aktivt at ansætte eller på anden måde tilknytte NN´s konsulenter”.

 

 

I tilknytning til denne rammeaftale blev der indgået delaftaler ved bestilling af udførelse af bestemte opgaver. I en sådan var anført: ”Konkurrenceklausul: NN og OO forpligter sig til ikke at ansætte hinandens medarbejdere uden modpartens accept, i hele aftalens løbetid og herefter ikke indtil 12 måneder efter aftalens ophør.” og videre under overskriften ”Eventuel beskrivelse af rammerne for leverancerne.” var anført følgende:. ”Projektet omfatter leverance af …- projekt til (OO´s kunde) AA A/S . … . Følgende konsulenter er tilknyttet projektet: F1, F2, F3.”

 

 

NN havde på tidspunktet for indgåelse af disse aftaler omkring 800 medarbejdere fordelt på hele landet. OO havde 21 medarbejdere i et begrænset geografisk område.

 

 

Efter indgåelse af aftalen opkøbte NN yderligere en IT-virksomhed PP beliggende i samme geografiske område som OO med 24 medarbejdere. Ingen af disse havde tidligere arbejdet med det af NN for OO udførte projekt hos AA A/S. Overtagelsen fandt sted den 8. juni 2005 med virkning fra den 10. juni 2005.

 

 

Ved overtagelsen af PP fik medarbejderne her af NN at vide, at deres arbejdssted ville blive flyttet ca. <metricconverter productid="40 km" w:st="on">40 km</metricconverter>, og NN´s administrationschef betonede overfor medarbejderne, at de, der ikke ønskede at flytte arbejdssted, kunne betragte sig som opsagt, men samtidig betonede han, at de nu var ansat hos NN og ikke hos PP.

 

 

To af medarbejderne hos PP søgte umiddelbart herefter ansættelse hos OO, som ansatte de pågældende i tillid til, at dette ikke ville være i strid med hverken rammeaftale eller delaftale. De to konsulenter afleverede herefter deres opsigelse til NN og til PP.

 

 

NN anlagde herefter sag mod OO med krav om betaling af en bod for overtrædelse af det aftalte ansættelsesforbud. Kravet udgjorde 1.5 mill., idet der i rammeaftalen var fastsat en konventionalbod på 750.000,- pr. gang ansættelsesforbuddet blev overtrådt.

 

 

Sø- og Handelsrettens dom

 

 

Sø- og Handelsrettens dommere var enige om, at rammeaftalen og delaftalen måtte læses i en sammenhæng og dermed, at det absolutte ansættelsesforbud i delaftalen kun gjaldt de konsulenter, som havde arbejdet på det beskrevne projekt.

 

 

Herefter skulle det bedømmes, om OO havde handlet aktivt ved ansættelsen af de to konsulenter fra PP. I dette spørgsmål delte rettens dommere sig, idet retsformand Mette Christensen dissentierede.

 

 

Rettens sagkyndige dommere lagde til grund, at de to konsulenter i kraft af virksomhedsoverdragelsen var ansat hos NN fra den 10. juni 2005 og bortså tilsyneladende fra, at der i forbindelse med overdragelsen øjeblikkeligt indtrådte væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet for så vidt angår arbejdssted. Da OO var bekendt med, at de to konsulenter forhandlede med NN om fortsat ansættelse og først kunne anse sig for opsagte, når de gav meddelelse om, at de ikke ønskede ansættelse hos NN, betragtede de OO’s handlinger som en aktiv ansættelse, der udløste betaling af bod dog således, at denne i henhold til aftalelovens § 36 skulle nedsættes til 250.000,- pr. overtrædelse.

 

 

Retsformanden lagde modsat vægt på det forhold, at initiativet til forhandlingerne mellem OO og konsulenterne var kommet fra konsulenternes side samt det forhold, at det med rette var anerkendt fra NN´s side, at de væsentlige ændringer af ansættelsesforholdet indebar, at konsulenterne kunne betragte sig som opsagte og, at OO var bekendt hermed. Retsformanden konkluderede derfor, at da NN selv var årsag til, at konsulenterne fratrådte, omfattede rammeaftalens ansættelsesforbud ikke disse, ligesom det ikke kunne antages, at OO havde optrådt aktivt ved ansættelsen af konsulenterne.

 

 

Schebye Jacobsens bemærkninger

 

Det har længe været kendt, at der i visse brancher ville kunne opstår problemer med det, der kan kaldes indirekte konkurrence- og kundeklausuler, hvor den ansatte ikke er beskyttet af reglerne i funktionærlovens §§ 18 og 18a.

 

 

Dette er den første sag, hvor det er blevet synliggjort, i hvilket omfang aftalerne vil blive håndhævet af de parter, som indgår sådanne. Tilsyneladende har der ikke i denne sag været noget direkte forsøg på at forhindre konsulenterne i at skifte arbejdsgiver. Truslen om evt. betaling af bod hos en ny arbejdsgiver vil dog virke indirekte forhindrende. Det er beklageligt, at der ikke lovgivningsmæssigt er taget hånd om sådanne indirekte konkurrence- og kundeklausuler, og så meget desto mere er det nødvendigt, at der fra domstolenes side foretages en indskrænkende fortolkning af sådanne aftaler og pålægges den, der hævder, at en aftale om ansættelsesforbud er overtrådt, en streng bevisbyrde.

 

 

Schebye Jacobsen kan derfor til fulde tilslutte sig retsformandens - og dermed mindretallets - præmisser i den afsagte dom, som i øvrigt er anket til Højesteret.

 

 

Det kan overvejes, om sagen ikke bør støttes ved en biintervention af de faglige organisationer, som har et større antal medlemmer, der kan blive ramt af sådanne indirekte konkurrenceklausuler med henblik på at sikre, at alle juridiske aspekter af disse klausuler kommer til at indgå i Højesterets pådømmelse af sagen.

 

 

Sø- og Handelsrettens dom er afsagt den 28. juli 2006 og kan rekvireres ved henvendelse til advokatsekretær Mette Diekelmann

 

 

Har du spørgsmål til sagen, kan du kontakte advokat Karen-Margrethe Schebye