Viden skal deles

Ny arbejdsretslov

Folketinget har vedtaget en ny arbejdsretslov. Hermed er der gennemført en generel modernisering og ajourføring af det samlede regelsæt for konfliktløsning på det arbejdsretlige område sådan, at reglerne for Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter nu er samlet i én lov.

Loven finder anvendelse på faglige voldgifter, der indledes efter lovens ikrafttræden den 1. marts 2008.  Lovens regler om fuldbyrdelse af domme, afgørelser og beslutninger om sagsomkostninger gælder for afgørelser, der er truffet efter lovens ikrafttræden og afgørelser, som er truffet inden lovens ikrafttræden, hvis disse afgørelser kunne fuldbyrdes efter den tidligere arbejdsretslov.

Den ny arbejdsretslov har to overordnede formål: dels at samle reglerne om Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter i én og samme lov, dels at implementere regler om Arbejdsrettens udpegning af dommere (opmænd) til de faglige voldgiftsretter i loven. Arbejdsrettens udpegning af opmænd til faglige voldgiftsretter er en konsekvens af den gennemførte ændring af retsplejeloven vedrørende dommeres bibeskæftigelse.

Der er ikke sket væsentlige ændringer af reglerne i forhold til Arbejdsretten. Derimod har indførelsen af reglerne om faglige voldgiftsretter betydet, at tvister om hvorvidt der foreligger en aftale om faglig voldgift og fortolkningen af en aftale om faglig voldgift, samt sager om vægring af at lade sager omfattet af loven behandle ved faglig voldgift, nu er omfattet af Arbejdsrettens kompetence.

I det følgende vil der blive redegjort nærmere for arbejdsretslovens regler i kapitel 2 om faglige voldgifter og udpegning af opmænd til disse.

Faglige voldgiftsretter

Generelt
Med indførelsen af regler om faglige voldgiftsretter i arbejdsretsloven er voldgifternes domstolslignende karakter tydeliggjort, og samtidigt er det sikret, at voldgiftsretterne opfylder alle krav til retlige instanser, herunder kravene i den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 6 om borgernes ret til en retfærdig rettergang ved en uafhængig og upartisk domstol oprettet ved lov.

Det fremgår således nu af lovens § 29, stk. 1, at retsplejelovens regler om hovedforhandlinger af borgerlige sager i 1. instans finder anvendelser med de fornødne tilpasninger og aftalte fravigelser på voldgiftsbehandlingen. Voldgiftsbehandlingen foregår som udgangspunkt for åbne døre, men opmanden og sagens parter kan under hensyn til sagens art og omstændigheder beslutte, at dørene undtagelsesvist skal lukkes. Derudover følger det af lovens § 28, stk. 7, at kendelser i faglige voldgifter – efter anonymisering – kan offentliggøres. Det er tanken, at kendelserne offentliggøres på Arbejdsrettens hjemmeside.

Under udvalgsarbejdet drøftede man spørgsmålet om den manglende adgang til appel, og det blev konkluderet, at den manglende adgang til appel ikke gav anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser, idet den uoverensstemmelse der var genstand for en faglig voldgift, havde været forhandlet lokalt og på centralt organisationsniveau. Der er derfor ikke tale om, at en uoverensstemmelse indbringes direkte for en faglig voldgift og dermed alene undergives én prøvelse, når uoverensstemmelsen først har været genstand for fagretlig behandling.

Som følge heraf har man kodificeret den hidtidige adgang til genoptagelse af sager, der er afgjort ved en faglig voldgift i lovens § 30. Efter denne bestemmelse kan 3 medlemmer af Arbejdsrettens formandskab undtagelsesvist tillade, at en sag, der er afgjort ved en faglig voldgift, genoptages, når det må anses for overvejende sandsynligt, at sagen uden ansøgerens fejl har været urigtigt oplyst, og at sagen efter en genoptagelse vil få et væsentligt forskelligt resultat, og når omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for en genoptagelse. Det vil hermed høre til den absolutte undtagelse, at en afgjort sag kan genoptages.

Lønmodtageres ret til individuel retsforfølgning af krav, som henhører under Arbejdsretten, og som den faglige organisation ikke agter at forfølge, er fastholdt i lovens § 11, stk. 2. Private arbejdsgivere har nu i medfør af lovens § 11, stk. 3 samme ret. Det følger desuden af lovens § 22, stk. 1, at samme ret om individualforfølgning gælder for såvel lønmodtagere som private arbejdsgivere i relation til krav, der henhører under faglige voldgiftsretter.

Virkeområde og hovedforhandling

Forud for lovens ikrafttræden har faglige voldgiftsretter traditionelt behandlet sager om fortolkning af kollektive overenskomster og kutymer. Desuden har overenskomstparterne på adskillige områder, enten i overenskomst eller for det enkelte tilfælde, aftalt at henlægge nærmere afgrænsede sager eller en bestemt sag til afgørelse ved faglig voldgift. Med indførelsen af regler om faglige voldgiftsretter i arbejdsretsloven har det været tilsigtet at kodificere de hidtidige regler og den hertil knyttede praksis. Der er således ikke tale om en indskrænkning eller udvidelse i de faglige voldgiftretters hidtidige kompetenceområder.

De faglige voldgiftretters kompetenceområde fremgår nu af arbejdsretslovens § 21. I henhold hertil kan for faglige voldgiftsretter indbringes:

  1. sager om fortolkning og forståelse af kollektive overenskomster, bortset fra hovedoverenskomster og hovedaftaler, jf.  9, stk. 1, nr. 1,
  2. sager omfattet af lovens § 9, stk. 1, nr. 1-4, når parterne ved kollektiv overenskomst, i henhold til praksis eller i det enkelte tilfælde har aftalt, at sagen skal afgøres ved faglig voldgift, jf. § 9, stk. 3, 2. pkt., og
  3. sager, herunder sager om lovgivning, som parterne i øvrigt ved kollektiv overenskomst, i henhold til praksis eller i det enkelte tilfælde har aftalt, at sagens skal afgøres ved faglig voldgift.

Kerneområdet for faglige voldgiftretters virke, er således fortsat fortolkning af kollektive overenskomster og kutymer. Den enkelte overenskomsts bestemmelser eller det enkelte overenskomstområdes praksis for de faglige voldgiftretters kompetence vil dermed fortsat være afgørende for, hvad en faglig voldgift kan behandle på det enkelte overenskomstområde.

Sager der er omfattet af lovens § 21, nr. 1 og 2 kan ikke anlægges ved de almindelige domstole, medmindre lønmodtageren eller arbejdsgiveren godtgør, at den faglige organisation ikke agter at forfølge kravet, jf. § 22, stk. 1. Om sager omfattet af lovens § 21, nr. 3 kan anlægges ved de almindelige domstole beror på, hvad der er aftalt. 

De sagstyper, der fremgår af lovens § 9, stk. 1, nr. 1-4 er som udgangspunkt fortsat omfattet af Arbejdsrettens kompetence. Disse sager angår fortolkning af hovedoverenskomster og hovedaftaler (nr. 1), brudsager (nr. 2), lovligheden af varslede kollektive kampskridt mv. (nr. 3), og sager om hvorvidt der foreligger en kollektiv overenskomst (nr. 4).

Det følger nu af lovens § 21, nr. 2, at disse sager kan afgøres ved faglig voldgift, når parterne ved kollektiv overenskomst, i henhold til praksis eller i det enkelte tilfælde har aftalt, at sagen skal afgøres ved faglig voldgift. Overenskomstens parter kan nu aftale, at en sag, der er omfattet af Arbejdsrettens kompetence, i stedet skal afgøres ved faglig voldgift. Det er uklart om denne mulighed vil medføre et øget antal faglige voldgifter.

Det følger nu direkte af lovens § 21, nr. 3, at overenskomstparterne kan aftale, at sager om lovgivning kan afgøres ved faglig voldgift. Der har imidlertid været tradition for, at Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter behandlede indbragte sager, selvom stillingtagen til lovgivning var af betydning for afgørelsen af en sag.

I de situationer hvor overenskomstparterne ikke konkret har aftalt, at det er omfattet af en faglig voldgifts kompetence at behandle en sag, hvor stillingtagen til lovgivning er afgørende for sagens udfald, fremgår det nu af lovens §§ 10, stk. 2 og 24, stk. 1, at Arbejdsretten og de faglige voldgiftsretter kan behandle sådanne sager. Disse bestemmelser er alene en kodificering af den hidtidige retstilstand.

I modsætning til sager ved Arbejdsretten, hvor sager anlægges af og mod den mest omfattende organisation (typisk LO/FTF ctr. DA), er parterne i en faglig voldgift de overenskomstbærende organisationer eller en overenskomstbærende organisation og en enkeltvirksomhed, jf. § 23. Der er dog adgang til at overlade sagen til en mere omfattende organisation.

Det fremgår nu af loven, at en faglig voldgiftsret kan/skal forelægge et præjudicielt spørgsmål for EF-Domstolen, i det omfang dette følger af EU-rettens regler om national forelæggelse af præjudicielle spørgsmål, jf. § 24, stk. 3. Der er således samme forpligtelse for faglige voldgiftsretter til præjudiciel forelæggelse, som eksisterer for de almindelige domstole. 

I overensstemmelse med den hidtidige praksis for faglige voldgiftsretter træffes en afgørelse i en faglig voldgiftsret enten ved enighed mellem de partsudpegede medlemmer eller af opmanden, jf. § 28, stk. 1. Afgørelsen træffes ved en begrundet kendelse, som skal foreligge senest 6 uger efter sagens optagelse til kendelse. De partsudpegede medlemmer kan aftale, at sagen afsluttes forligsmæssigt, herunder ved at klager frafalder sagen. Denne adgang eksisterer, indtil der er afsagt kendelse i sagen.

De partsudpegede medlemmer kan desuden afslutte sagen forligsmæssigt i overensstemmelse med opmandens mundtlige tilkendegivelse af sagens udfald under voteringen. Det kan i denne forbindelse aftales at opmandens mundtlige tilkendegivelse i skriftlig form partnere imellem skal tillægges virkning som en kendelse. Opmanden udarbejder derefter et protokollat herom.

Den faglige voldgiftsret kan i øvrigt afslutte sagen, hvis

  1. klageren frafalder sit krav medmindre indklagede modsætter sig, at sagen afsluttes, og den faglige voldgiftsret finder at indklagede har en berettiget interesse i en endelig afgørelse af sagen
  2. parterne aftaler at afslutte sagen eller
  3. den faglige voldgiftsret finder, at sagens fortsættelse af andre grunde er blevet unødvendig eller umulig.

 

Udpegning af opmand til faglig voldgift

Forud for vedtagelsen af arbejdsretsloven skete udpegningen af en opmand til en faglig voldgift ved, at parterne i den faglige voldgift i almindelighed enedes om, hvem de i fællesskab ønskede som opmand og rettede henvendelse til denne. I de (sjældne) tilfælde hvor parterne ikke kunne enes derom, blev Arbejdsrettens formand anmodet om at udpege en opmand. Denne fremgangsmåde har gennem tiderne medført, at det traditionelt var en bestemt kreds af dommere – oftest Højesteretsdommere – som blev udpeget til opmænd i faglige voldgiftsretter. Dette var blandt andet begrundet i, at afgørelserne var inappellable, hvorfor man ønskede dommere med fornøden indsigt i arbejdsmarkedets forhold, således at der blev afsagt korrekte afgørelser.  

Ved lov nr. 537 af 8. juni 2006 blev der imidlertid indsat detaljerede regler i retsplejeloven om dommeres bibeskæftigelse. Som en direkte konsekvens heraf, var det arbejdsmarkedets parters ønske under udvalgsarbejdet, at der blev etableret en model, hvorefter det er Arbejdsrettens formand, der udpeger opmanden, og hvor det i hvert fald i almindelighed er overenskomstparternes fælles ønske, der følges – med de begrænsninger som indtægtsreglerne og indgrebsmulighederne i retsplejeloven medfører.

Det fremgår derfor nu af arbejdsretslovens § 25, at opmanden i en faglig voldgift udpeges af Arbejdsrettens formand. I henhold til lovens § 27, stk. 1 sker udpegningen ved, at parterne retter henvendelse til Arbejdsrettens formand med anmodning herom. Arbejdsrettens formand udpeger herefter en opmand fra en nærmere afgrænset liste af dommere, dog i almindelighed i overensstemmelse med parternes indstilling. Hvis parterne ønsker en opmand, som ikke er opført på den nærmere afgrænsede liste, skal der ligeledes rettes henvendelse til Arbejdsrettens formand, som derefter skal tage stilling til udpegningen. Udpegningsordningen gælder, hvad enten det drejer sig om en faglig voldgift, eller sager ved permanent nedsatte nævn som Afskedigelsesnævnet eller Ledernævnet. Hvis parterne ønsker en opmand, som ikke er dommer (eksempelvis en pensioneret højesteretsdommer) skal udpegning ligeledes ske af Arbejdsrettens formand.

Overenskomstparterne udpeger som hidtil hver 2 medlemmer til den faglige voldgiftsret.

Arbejdsrettens formand forventes ved udpegningen af opmænd at respektere et spredningshensyn. Dette hensyn var blandt andre et af de hensyn, som blev tillagt vægt ved ændringen af retsplejelovens regler om dommeres bibeskæftigelse.

Den nærmere afgrænsede liste udarbejdes efter indstilling fra arbejdsmarkedets parter af de ordinære dommere i Arbejdsretten i samarbejde med Arbejdsrettens formandskab. Optagelse af en dommer på listen forudsætter vedkommende retspræsidents godkendelse. Optagelse af nye dommere på listen kan ske løbende.

Fravigelighed

Det følger af lovens § 33, stk. 1, at lovens bestemmelser om faglige voldgiftsretter finder anvendelse, medmindre parterne i et overenskomstforhold har vedtaget betryggende bestemmelser om faglig voldgiftsbehandling. Kravet om betryggende bestemmelser indebærer, at bestemmelserne om at der medvirker en opmand, dennes inhabilitet, udpegning og afgørelseskompetence ikke kan fraviges. Har overenskomstparterne således ikke aftalt betryggende regler om disse punkter, kan lovens bestemmelser om faglig voldgift ikke fraviges.

Reglen om Normen af 1910´s anvendelse i overenskomstforhold er fastholdt i lovens § 33, stk. 2. Normen er imidlertid blevet afløst af Regler om behandling af faglig strid (Normen) af 2006. Den nye Norm svarer til den tidligere, men er blevet sprogligt moderniseret, ligesom der er sket en kodificering af praksis vedrørende det fagretlige system. Normen finder således fortsat anvendelse, medmindre overenskomstparterne har aftalt betryggende regler for fagretlig behandling af uenighed af faglig karakter.

Loven (lov nr. 106 af 26. februar 2008) blev vedtaget i Folketinget den 21. februar 2008 og trådte i kraft den 1. marts 2008.

Spørgsmål til den nye arbejdsretslov kan rettes til advokat Noaman Azzouzi