Viden skal deles

Rådighedsløn til tjenestemand

Ikke siden Højesterets dom af 18. oktober 1979 (UfR1979.997) om førstelærer Herluf Pedersen, har Højesteret givet en tjenestemand medhold i et krav på rådighedsløn.

Dette er ændret i en ny højesteretsdom, anlagt af Dansk Magisterforening på vegne af et medlem, der blev repræsenteret af Schebye Jacobsen.

Sagens baggrund

Højesteret skulle tage stilling til fastlæggelsen af forflyttelsesgrænsen for en tjenestemand i forbindelse med lukning af Maritimt Uddannelsescenter Vest i Esbjerg på grundlag af et synspunkt om, at den nye stilling indebar en sådan forandring i hans stilling, at det ændrede tjenestens karakter udover, hvad han skulle tåle.

Tjenestemanden havde i gennem flere år varetaget en funktion, som underviser først på Københavns og siden (da Navigationsskolen i København blev nedlagt) på Fanø Navigationsskole. I 1994 blev han forfremmet til afdelingsleder, og da Fanø Navigationsskole i 2001 blev en del af Maritimt Uddannelsescenter Vest (MUV), fortsatte han som leder af simulatorafdelingen. Stillingen som afdelingsleder omfattede pædagogisk ledelsesansvar, dels i forhold til ansatte undervisere dels i forhold til eksterne undervisere, undervisningsopgaver, administrative funktioner samt vedligeholdelse af simulatoren. MUV blev nedlagt i juni 2005, og Søfartsstyrelsen pålagde tjenestemanden at overtage en stilling, som sagsbehandler i styrelsens planlægningssekretariat i København, hvilket han ikke ville acceptere. Han udeblev derfor fra tjenesten, idet han anførte, at den tilbudte stilling indebar en sådan ændring af tjenestens karakter, jf. tjenestemandslovens § 12, stk. 1, at han ikke var forpligtet til at overtage stillingen.

Stillingen som sagsbehandler omfattede opgaver med forskellige administrative projekter.

Højesterets dom

Højesteret fandt i modsætning til landsretten, at tjenestemanden ikke var forpligtet til at overtage den tilbudte stilling. Højesteret lagde således en anden bevisbedømmelse til grund, idet Højesteret dels fandt, at tjenestemanden i meget væsentligt omfang – selvom det ikke fremgik af stillingsbeskrivelsen – var beskæftiget med undervisning dels, at stillingen i et vist omfang var forbundet med ledelsesmæssige beføjelser, navnlig i forhold til de eksterne undervisere.

Schebye Jacobsens bemærkninger

To forhold i dommen giver anledning til bemærkninger.

Det ene angår fastlæggelsen af forflyttelsesgrænsen i tjenestemandslovens § 12, stk. 1. I sagen erklærede tjenestemanden sig enig i, at den tilbudte stilling som sagsbehandler var passende men, at han alligevel på grund af ændringen i tjenestens karakter ikke var forpligtet til at tåle ændringen.

Spørgsmålet om forflyttelsesgrænsen for tjenestemænd er et tema, som ofte giver anledning til tvist, når staten og kommunerne gennemfører større omlægninger af forvaltningen. Forflyttelsesgrænsen er for tjenestemænd fastlagt i tjenestemandslovens § 12, stk. 1, hvor det hedder;

”Inden for sit ansættelsesområde har en tjenestemand pligt til at underkaste sig sådanne forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens karakter, og som ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for passende for ham. I samme omfang kan det pålægges ham at overtage en anden stilling.”

Hvis en tjenestemand ikke anser sig forpligtet til at overtage en anden stilling, sker det som regel med udgangspunkt i en opfattelse af, at den nye stilling ikke er passende.

På den ene side er det klart – hvilket er blevet fastlagt i et betydeligt antal afgørelser – at grænsen for, hvad den enkelte tjenestemand skal tåle af ændringer, er vid, når sådanne ændringer er begrundet i generelle strukturelle ændringer, som f.eks. nedlæggelse eller sammenlægning af forvaltningsenheder. Dette er begrundet dels i et behov for fleksibilitet dels i, at forvaltningen skal kunne gennemføre større ændringer uden, at det udløser store økonomiske forpligtelser i form af rådighedsløn og/eller aktualisering af tjenestemandspension. Intet er uforanderligt, hvorfor tjenestemanden må forvente, at der vil kunne ske ændringer i stillingen som følge af udviklingen i samfundet.

På den anden side indebærer dette udgangspunkt for fastlæggelsen af forflyttelsesgrænsen ikke, at ledelsesretten i en sådan situation er så vid, at der reelt ikke er en grænse. Højesteretsdommen indebærer, at forflyttelsesgrænsen i tjenestemandslovens § 12, stk. 1, er toleddet, idet det ikke alene drejer sig om, hvorvidt den nye stilling er passende, men også forudsætter, at der ikke sker en ændring af stillingens karakter.

Det andet forhold, der giver anledning til bemærkninger, er, den bevisvurdering dommen er baseret på. Der blev ikke gennemført nye afhøringer eller fremlagt nye dokumenter for Højesteret.

Landsretten havde lagt til grund, at stillingen som afdelingsleder omfattede arbejde med udvikling af kurser, tilrettelæggelse af kursusforløb, udarbejdelse af tilbud på kurser til eksterne betalende kunder samt projektdeltagelse og, at stillingen på den baggrund havde haft en overvejende administrativ, koordinerende og projektorienteret karakter med elementer af projektledelse og med ca. 30 % undervisning. Om den anviste stilling som maritim faglig sagsbehandler i Søfartsstyrelsen, lagde landsretten til grund, at den havde et væsentligt indhold af projektarbejde, at stillingen ikke indebar undervisning, ligesom der ikke blev fordret undervisningserfaring eller undervisningskompetence ved besættelse af stillingen. Landsretten fandt således, at stillingen var ændret i forhold til tjenestemandens hidtidige stilling.

Landsretten fandt imidlertid, at tjenestemanden på baggrund af stillingsbeskrivelsen og forholdene i øvrigt ville have været forpligtet til at tåle en beslutning fra ledelsen på MUV om, at han for fremtiden ikke længere skulle varetage egentlig undervisning men alene beskæftige sig med eksempelvis udvikling af projekter.

Dommen er derfor et eksempel på, at Højesteret på grundlag af de samme faktuelle oplysninger foretager en helt anden bevisvurdering end Landsretten.

Dommen er afsagt af Højesteret den 2. oktober 2008 og kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Henriette Kaiser

Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Arvid Andersen, der repræsenterede tjenestemanden under sagen.