Viden skal deles

Godtgørelse på kr. 75.000 efter ansættelsesbevisloven i sag om jobklausul

Sø- og Handelsretten har afsagt dom i en sag om en jobklausul, og tilkendt lønmodtageren en godtgørelse på kr. 75.000 efter ansættelsesbevisloven.

Sagen var anlagt af PharmaDanmark på vegne af et medlem, der blev repræsenteret af Schebye Jacobsen.

Sagens omstændigheder

Lønmodtageren blev den 6. februar 2006 ansat som Senior Clinical Research Associate hos virksomheden E. Fra 1. januar 2007 blev hun udstationeret til en af arbejdsgiverens kunder i en periode på et år.

Mellem arbejdsgiveren og den pågældende kunde var der indgået følgende jobklausul, som lønmodtageren ikke blev orienteret om:

”X shall refrain from employing any of [E] and its subcontractors personnel assigned to the project defined in attachments, until one year has passed from termination of this agreement.”

Kort tid efter sin udstationering til kunden, indledte lønmodtageren en drøftelse med sin nærmeste chef hos kunden om muligheden for ansættelse. Lønmodtageren blev henvist til at søge en ledig stilling på lige fod med øvrige ansøgere, og hun og chefen indledte drøftelser om lønniveauet.

Inden man kom ind i nærmere forhandlinger om lønmodtagerens mulighed for at opnå ansættelse hos kunden, blev man gjort opmærksom på, at der eksisterede en jobklausul, som forhindrede kunden i at ansætte E’s medarbejdere.

Chefen og lønmodtageren aftalte herefter, at de hver især skulle undersøge mulighederne for, at E ville afstå fra at påberåbe sig jobklausulen.

Lønmodtageren anmodede herefter ved mail af 11. april 2007 E om at blive frigjort fra jobklausulen.

Den 18. april 2007 meddelte chefen hos kunden lønmodtageren, at man ikke kunne tilbyde hende ansættelse på grund af jobklausulen, og at man derfor i stedet ville ansætte en anden person. E havde ikke taget stilling til, om man ville afstå fra at påberåbe sig jobklausulen. 

Lønmodtageren opsagde herefter sin stilling hos E den 27. april 2007 til fratræden den 31. maj 2007. Efterfølgende blev der udtaget stævning mod E, og sagen blev henvist til behandling ved Sø- og Handelsretten

Under sagen blev der nedlagt påstand dels om, at E skulle anerkende, at jobklausulen var ugyldig i forhold til lønmodtageren og dels om en skønsmæssigt opgjort erstatning (kr. 50.000) samt krav om godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis, svarende til 13 ugers løn.

Under sagen blev det anført, at den aftalte jobklausul mellem E og kunden var ugyldig i medfør af grundlovens § 74 (om forbud mod indskrænkninger i den fri adgang til erhverv), Danske Lov 5-1-2 og aftalelovens § 36. Derudover blev det anført, at jobklausulen udgjorde en omgåelse af funktionærlovens § 18 a om kundeklausuler, og at den også som følge heraf var ugyldig.

Endelig blev det anført, at jobklausulen var et væsentligt vilkår i lønmodtagerens ansættelsesforhold og derfor var omfattet af arbejdsgiverens oplysningspligt efter ansættelsesbevisloven.

E tilkendegav under sagen, at formålet med jobklausulen dels var, at kunderne ikke skulle kunne ansætte medarbejderne uden en eller anden form for kompensation til E og dels at sikre, at E’s væsentligste ressource (medarbejderne) ikke forsvandt over til kunderne.

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Ugyldighed

Sø- og Handelsretten fastslog indledningsvist, at jobklausulen ikke kunne tilsidesættes i medfør af grundlovens § 74, da denne bestemmelse alene angår retten til at etablere sig som selvstændig erhvervsdrivende og ikke vilkårene for at opnå ansættelse som lønmodtager.

Da jobklausuler er tilladt i dansk ret, fandt retten heller ikke, at jobklausulen kunne tilsidesættes som værende i strid med ærbarhed i medfør af Danske Lov 5-1-2.

For så vidt angår aftalelovens § 36, udtalte retten, at denne bestemmelse ikke kan påberåbes af en person som ikke er kontraktpart i den relevante aftale. Jobklausulen var indgået mellem arbejdsgiveren og den pågældende kunde, og lønmodtageren var derfor ikke aftalepart.

I relation til omgåelse af funktionærlovens § 18a, udtalte retten, at jobklausulen kunne have været formuleret som en kundeklausul. Retten fandt det imidlertid ikke godtgjort, at hensigten med at indgå en jobklausul i stedet for en kundeklausul var at omgå funktionærloven. Retten fandt det godtgjort, at hensynet bag og formålet med jobklausulen var at minimere risikoen for, at arbejdsgiverens medarbejdere tog ansættelse hos kunderne, hvilket er et anerkendelsesværdigt formål, da jobklausuler er sædvanlige inden for erhverv, hvor medarbejdere udstationeres.

På denne baggrund blev E frifundet for de nedlagte ugyldighedspåstande.

Ansættelsesbevisloven

Sø- og Handelsretten fandt derimod, at jobklausulen begrænsede lønmodtageren i frit at søge ansættelse hos kunder. Jobklausulen var derfor et væsentligt vilkår, som en medarbejder skal gøres bekendt med ved ansættelsen, eller når det bliver aktuelt, idet det fratager en medarbejder den frie ret til at skaffe sig andet arbejde.

Retten fandt det godtgjort, at jobklausulen havde haft konkret betydning for lønmodtageren, idet hun blev afskåret fra at komme videre i et ansættelsesforløb hos kunden. Som følge heraf blev hun tilkendt en godtgørelse efter ansættelsesbevisloven på kr. 75.000.

Godtgørelsen blev udmålt på baggrund af den ændrede godtgørelsesbestemmelse i ansættelsesbevisloven og svarer til 6,2 ugers løn.

Retten fandt det ikke godtgjort, at lønmodtageren havde lidt et tab, hvorfor hun ikke blev tilkendt en erstatning.

Schebye Jacobsens bemærkninger

I relation til spørgsmålet om omgåelse af funktionærloven, fandt Sø- og Handelsretten det konkret godtgjort, at der var et sagligt formål med jobklausulen, idet den pågældende virksomhed opererede inden for et erhverv, hvor medarbejderne blev udstationeret til kunderne. Det er derfor ikke sikkert, at rettens afgørelse på dette punkt ville have været det samme, hvis virksomheden ikke udstationerede medarbejderne til kunderne. Det vil derfor konkret kunne udgøre en omgåelse af funktionærloven, hvis virksomheder har indgået jobklausuler med andre virksomheder med det eneste formål at forhindre medarbejdere i at opnå ansættelse i disse virksomheder, hvis medarbejderen i det daglige ikke har nogen eller blot ringe forretningsmæssig relation til den pågældende virksomhed.

Det forekommer ejendommeligt – da lønmodtageren notorisk ikke var part i jobklausulen – at vurderingen af, om funktionærloven var omgået, skal bero på en vurdering af, om der var omgåelseshensigt fra arbejdsgiverens side. I sagen fandt Sø- og Handelsretten, at der var et anerkendelsesværdigt formål med jobklausulen, og at der derfor ikke var omgåelseshensigt. Man kan således sige, at retten fandt, at målet helligede midlet i den konkrete sag.

Det burde efter Schebye Jacobsens opfattelse i stedet bero på en objektiv vurdering/konstatering, om funktionærloven er omgået. Arbejdsgiveren kunne have opnået samme mål med en kundeklausul efter funktionærloven og sikret lønmodtageren en bedre retsstilling, idet hun kunne afvise at indgå en kundeklausul. Lønmodtageren kan alene tage en oplysning om en jobklausul til efterretning i et løbende ansættelsesforhold, idet klausulen på trods af medarbejderens opsigelse af ansættelsesforholdet vil være gældende mellem arbejdsgiveren og kunden.

Størrelsen af godtgørelsen efter ansættelsesbevisloven, må anses for at være et udtryk for, at domstolene ser ganske strengt på hemmelige aftaler, som har til formål at begrænse lønmodtagerens frie ret til at tage ansættelse andre steder.

For så vidt angår spørgsmålet om det væsentlige vilkår efter ansættelsesbevisloven er det værd at bemærke, at arbejdsgiverens oplysningspligt efter dommen indtræder i det øjeblik, det er aktuelt. Dette skal ses i sammenhæng med ansættelsesbevislovens § 4, hver der er en frist på en måned for en arbejdsgiver til at orientere lønmodtagerne om ændringer i ansættelsesforholdet, der er omfattet af oplysningspligten, hvilket tilsvarende gælder, hvis arbejdsgiveren i et løbende ansættelsesforhold indgår en jobklausul. 

Sø- og Handelsrettens dom er afsagt den 19. december 2008 og kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Henriette Kaiser

Spørgsmål om sagen kan rettes til advokat Noaman Azzouzi, som repræsenterede lønmodtageren under sagen