Viden skal deles

Arbejdsrettens dom om frigørelse fra overenskomster

Arbejdsretten har den 23. juni 2011 afsagt dom om, at CSC Danmark A/S var blevet frigjort fra deres overenskomster med PROSA/CSC.

Sagens baggrund
Der var mellem CSC Danmark A/S på den ene side og PROSA-foreningerne PROSA CSC-DK og PROSA CSC GIS-Klubben på den anden side indgået to kollektive overenskomster. Begge overenskomster var opsagt til genforhandling med virkning fra 1. juni 2009.

Begge overenskomster havde bestemmelser svarende til Hovedaftalen mellem LO og DA § 7, stk. 2. Bestemmelserne indebar, at selvom overenskomsten var opsagt, var begge parter forpligtet til at overholde dens bestemmelser, indtil anden overenskomst var trådt i stedet eller arbejdsstandsning var iværksat.

Derudover havde parterne i begge overenskomster indgået særlige konfliktaftaler, som havde til formål at begrænse omfanget af en eventuel konflikt. Således kunne PROSA-foreningerne højst sende 50 % af sine medlemmer i strejke, og CSC Danmark A/S kunne højst lockoute 20 % af PROSA-foreningernes medlemmer.

Konfliktaftalerne (som begrænsede omfanget af en evt. konflikt) kunne opsiges med et varsel på 3 måneder, dog tidligst til henholdsvis den 1. juni 2010 og 31. marts 2012.

Efter opsigelsen af overenskomsterne med virkning fra 1. juni 2009 forhandlede parterne om en ny overenskomst uden at man kunne opnå enighed herom. Som følge heraf varslede CSC Danmark A/S lockout, som trådte i kraft den 9. februar 2011. PROSA-foreningerne varslede efterfølgende strejke, som trådte i kraft den 17. maj 2011.

Der var beskæftiget i alt 685 medlemmer af PROSA-foreningerne ved CSC Danmark A/S. Af disse var i alt 109 medlemmer omfattet af lockouten, svarede til ca. 16 %. Foreningernes strejke, som trådte i kraft den 17. maj 2011 omfattede 23 medlemmer og efter 1. juni omfattede strejken i alt 323 medlemmer.

PROSA-foreningerne opsagde den 18. februar 2011 konfliktaftalen knyttet til den ene overenskomst til udløb 1. juni 2011, således at der efter denne dato ikke længere var nogle begrænsninger i konfliktens omfang i relation til den pågældende overenskomst.

Konfliktaftalen knyttet til den anden overenskomst kunne ikke opsiges til bortfald før 31. marts 2012.

Der blev ført forligsforhandlinger i Forligsinstitutionen den 12. maj 2011, uden at det førte til et forlig, og den 16. maj 2011 varslede PROSA-foreningerne strejke i relation til den overenskomst, hvor konfliktaftalen var opsagt til bortfald den 1. juni 2011.

Den 23. maj 2011 meddelte CSC Danmark A/S ved breve til PROSA-foreningerne, at man anså sig for frigjort fra overenskomsterne med virkning fra samme dag. PROSA-foreningerne kunne ikke anerkende, at CSC Danmark A/S kunne frigøre sig fra overens-komstgrundlaget og indkaldte til fællesmøde, der blev afholdt den 24. maj 2011, hvor der ikke kunne opnås enighed. Derefter blev sagen indbragt for Arbejdsretten den 27. maj 2011.

Samtidigt var det imidlertid lykkedes parterne at opnå enighed om et forligsforslag, som PROSA-foreningernes medlemmer imidlertid afviste at sende til urafstemning. Forligsinstitutionen fremsatte herefter et forligsforslag, som blev godkendt af organisationerne, men som medlemmerne forkastede ved urafstemningen.

Arbejdsrettens resultat og begrundelse
Arbejdsretten tager indledningsvist stilling til, hvilken betydning konfliktaftalerne har i relation til spørgsmålet om konfliktens omfang og intensitet, der jo er begrænset af konfliktaftalerne.

Efter arbejdsretlig teori og praksis antages det, at en overenskomstpart ikke kan frigøre sig fra en overenskomst uden at iværksætte en konflikt med alle dens risici og følger, når overenskomsten har en bestemmelse svarende til § 7, stk. 2 i Hovedaftalen mellem DA og LO, hvilket var tilfældet i CSC-overenskomsterne. Der stilles derfor krav til omfanget og intensiteten af en arbejdsstandsning, for at den kan anses for at være frigørende.

Arbejdsretten fastslår herefter, at som sagen forelå oplyst for Arbejdsretten, var der intet grundlag for at konkludere, at det skulle have været parternes hensigt med de konfliktbegrænsende aftaler, at de skulle umuliggøre iværksættelse af en frigørende konflikt. Herefter konkluderer Arbejdsretten, at konfliktaftalerne efter deres egen ordlyd bygger på, at en iværksat arbejdsstandsning, der respekterer de aftalte begrænsninger, kan have det fornødne omfang.

Arbejdsretten forholdt sig også til, om det forhold, at konfliktaftalen medfører, at en konflikt nødvendigvis må være af begrænsende intensitet og omfang, overvejende har været til den ene parts fordel, og fastslår at det ikke har været tilfældet.

Spørgsmålet var derefter, om den igangværende arbejdsstandsning inden for rammerne af konfliktaftalerne havde en sådan intensitet og omfang, at CSC med rette kunne anses for frigjort fra overenskomsterne. Dette finder Arbejdsretten må vurderes på baggrund af en helhedsbedømmelse af konfliktens samlede forløb.

Arbejdsretten fastslår derefter følgende:

Når henses til, at arbejdsstandsningen blev iværksat efter flere års forgæves forhandlinger om et nyt overenskomstgrundlag, samt til at lockout og strejke har omfattet en meget væsentlig del af de medlemmer, der i henhold til konfliktaftalerne har kunnet deltage i arbejdsstandsning, samt til at den iværksatte lockout ved frigørelsesmeddelelserne den 23. maj 2011 havde varet i 14 uger, finder Arbejdsretten, at konflikten på tidspunktet for CSC´s frigørelsestilkendegivelse havde haft en sådan varighed og intensitet samt et sådant omfang, at CSC med rette har kunnet anses sig frigjort for overenskomsterne med samtlige tilhørende aftaler, protokollater, praksis og kutymer.” 

SJ Laws bemærkninger
Arbejdsretten tager i afgørelsen for det første stilling til, om en overenskomst kan være frigørende, når der mellem overenskomstparterne er indgået konfliktbegrænsende aftaler, der begrænser en konflikts omfang og intensitet. Dette er afgørende, da der ved frigørende konflikter stilles krav til konfliktens omfang og intensitet.

Det følger af Arbejdsrettens dom, at en konfliktbegrænsende aftale ikke afskærer muligheden for iværksættelses af frigørelseskonflikter, medmindre det har været parternes hensigt, hvilket Arbejdsretten i sagen ikke fandt grundlag for at antage skulle have været parternes hensigt.

Det er derfor ganske væsentligt at tage stilling til den problemstilling, hvis man indgår konfliktbegrænsende aftaler.

For det andet tager Arbejdsretten også stilling til, om den konfliktbegrænsende aftale primært er til den ene parts fordel. Dette er relevant, fordi det umiddelbart vil fremstå, som om den konfliktbegrænsende aftale er til CSC´s fordel, idet virksomheden alt andet lige, vil kunne opretholde en forholdsvis normal drift sammenlignet med overenskomstområder, hvor man ikke har samme konfliktbegrænsende aftaler, og hvor lønmodtagerparten kan iværksætte en fuldstændig strejke. Arbejdsretten kom som bekendt frem til, at man ikke anså konfliktaftalerne for at være til den enes fordel.

Det er overraskende, at Arbejdsretten kommer frem til dette resultat, set i lyset af at CSC kunne have valgt at opsige konfliktaftalen til bortfald med tre måneders varsel og iværksat en mere omfattende lockout. CSC´s lockout omfattede 16 % af PROSA-foreningernes medlemmer, hvilket i forhold til konfliktaftalen udgjorde ca. 80 % af det maksimale antal, som kunne sendes i lockout. I forhold til konfliktaftalen udgjorde lock-outen således en væsentlig del, men set i forhold til det samlede antal medlemmer, må det fastslås, at lockouten alene omfattede et begrænset antal, og næppe havde det fornødne omfang og intensitet.

Når det er fast antaget i teori og praksis, at en overenskomstpart skal iværksætte en konflikt med alle dens risici og følger, for at konflikten har frigørende effekt, kunne man have henvist CSC til, at de burde have opsagt konfliktaftalen og iværksat en mere omfattende konflikt. I den sammenhæng er det også betænkeligt, at Arbejdsretten ikke forholder sig til det forhold, at PROSA havde opsagt konfliktaftalen til bortfald den 1. juni 2011, dvs. 8 dage efter CSC havde meddelt, at man anså overenskomsten for bortfaldet. Dette har i realiteten medført, at PROSA har været afskåret fra at iværksætte en til-strækkelig effektiv konflikt for at sætte CSC under pres. Set i dette lys har konfliktaftalerne således været til CSC´s fordel i konflikten.

Det følger imidlertid udtrykkeligt af Arbejdsrettens dom, at det også har haft afgørende betydning, at parterne efter flere års forgæves forhandlinger ikke har været i stand til at opnå enighed om en ny kontrakt. Det kan ikke udelukkes, at det forhold at PROSA´s medlemmer over to omgange afviste forligsforslag, også har haft afgørende betydning.

Af betydning for overenskomstområder med bestemmelser svarende til Hovedaftalens § 7, stk. 2 kan det nu fastslås, at Arbejdsretten fastslår, at en konflikt – som omfatter 80 % af de medarbejdere, som kan inddrages i konflikten, og som varer 14 uger – har fornødent omfang og intensitet for at være frigørende.

Dommen kan rekvireres ved henvendelse til Carina Guldberg Jensen på cgj@sjlaw.dk.

Spørgsmål om dommen kan rettes til advokat Karen-Margrethe Schebye på kms@sjlaw.dk eller advokat Noaman Azzouzi på noa@sjlaw.dk.